★★★★★★ De Fortabte – bjergtagende hyldest til livet og kunsten

De Fortabte er en suveræn adaption af roman til scene. Den står helt i sin egen ret i det lykkelige møde mellem den ekvilibristisk udforskende folkemusiktrio Dreamers’ Circus og Aaben Dans, der atter folder sit fulde potentiale ud i mødet med det hybride format i den enorme Hal 9.

“Langt ude i det kviksølvlysende verdenshav ligger et ensomt lille blyfarvet land”. Sådan indledes William Heinesens roman De fortabte spillemænd (1950). Og da vi er trængt ind gennem de tykke reb, der markerer indgangen til Hal 9, skuer vi henover strandgruset land – eller følelsen af land – i det svimlende perspektiv, der åbner sig i hallens længde på 90 meter.

På skrænten over det pulserende hav

Med ryggen til, tæt på os, sidder harmonikaspilleren Nikolaj Busk som en anden Nøkken, der lokker os med sit spil. Langt borte i horisonten svarer en violin og en citterns vemodige toner. En skikkelse skiller sig ud, spurter imod os og bevæger sig med brystet fremskudt og kantede bevægelser op ad de tiltede podier, der illuderer stejle skrænter over den pulserende havoverflade, der dækker gulvet i Olivier Guillemains majestætisk magiske videodesign, der får skumsprøjt til at føles på næsen.

Klumpen opløses, skikkelser materialiserer sig og kommer gående, løbende. Nogle hurtigt, andre langsomt. Snart dvælende, snart balancerende på rad på scenekanten så tæt på os, snart i kamp, snart i overstadig forening. De tre musikere samler sig i midten og de fem dansere cirkler om dem med løftede knæ og stadigt heftigere trin til tonernes crescendo. På skrænterne balancerer de tyst, og endnu mere fredfyldt lægger de sig blidt henover hinanden.

Kapitler af liv

Heinesens roman er opdelt i fire satser som en symfoni, og dette mønster spores også i Thomas Eisenhardt og Mette Kruses iscenesættelse, hvor kapitlerne afsluttes med fyndige trin, før de næste toner sætter an i et lydbillede af dyb og legende intensitet. Romanens ord er borte, omsat til billeder, bevægelser og musik, men lader alle figurer – dansere som musikere – træde frem som hovedkarakterer en stund for så at glide ind i baggrunden for andre karakterers historie.

Her tramper og grynter Jan Vesala kraftfuldt, mens han slår med det tykke reb, hvis dumpe lyd længst borte spændes op mod Ale Carrs blide citternspil. Her blødes Ruth Rebekka Hansens bevægelser op i en omfavnelse af Rune Tonsgaard Sørensen, inden hun tøvende træder væk til hans eminente fingerspil på violinen. Hvirvlende fyger Alvilda Faber Striim rundt, før hun smelter ind Ole Birger Hansens favn i en bølgende fortsat bevægelse. Voldsomt kaster først han, siden Antoinette Helbing sig op af klinterne i et afsindigt forsøg på at mægte naturen.

En forestilling af sjældent set skønhed

På rad og række med strittende fingre danses festen ind på sømandsvis, før de til sidst ruller dovent som sten i brændingen. Havet bruser op i en magtdemonstration af sort, hvidt og rødt, mens Ruth Rebekka Hansen uendeligt langsomt bevæger sig ud i vandet bærende på det tunge reb.

Vi sidder omgivet af landskabets tyngde og havets uendelige, vilde skønhed i et rum, der på samme tid er uendeligt stort og helt tæt på i en komposition af billeder, musik og bevægelser, der finder og fordyber hinanden i en forestilling af sjældent set skønhed.

Vi genkender det lille menneske i naturen, der ler og græder, fægter og sparker sig vej frem i denne fuldstændigt bjergtagende hyldest til livet, til erotikken, til musikken og i sidste ende til døden, der opsluger alle. De Fortabte er den mest suveræne adaption af roman til scene, jeg har set i umindelige tider, stående helt i sin egen ret i det lykkelige møde mellem den ekvilibristisk udforskende folkemusiktrio Dreamers’ Circus og Aaben Dans, der atter folder sit fulde potentiale ud i mødet med Hal 9.