Green Streets of Europe skaber bæredygtige ståsteder i verden

Passage Festival er lead partner på projektet Green Streets of Europe (2023-2025), der er co-finansieret af Den Europæiske Union. Projektet sætter fokus på bæredygtighed gennem otte kunstneres residencies i fire lande. Vi mødte to af festivalens aktører til en snak om tid. Tid til at skabe sammen og til at forankre sig i midlertidige ståsteder.

Jeg befinder mig på gågaden i Helsingør og har hele min opmærksomhed zoomet ind på at få en pind til at balancere på toppen af en kno på min hånd. Omkring mig er er en lille gruppe i gang med samme projekt. Nogle dybt koncentrerede, andre en smule forlegne over at tiltrække opmærksomhed, andre igen fulde af overskud til at inddrage de forbipasserende. Særligt unge, småfulde svenskere kaster sig med stor ildhu ud i projektet.

Bag visningen Delicate Balancing of a Twig står den ungarske performance- og lydkunstner Dávid Somló, der er en af de to kunstnere i residency hos Passage Festival i anden runde af EU-projektet Green Streets of Europe. Den anden kunstner er den slovenske koreograf Petra Fornayová, der senere på dagen inviterer til sin visning, Seven Seconds – We Are All Lichens. Her involveres hav, alger, landkort og trin på tværs af tid og rum.

Forbindelser og forventninger

”Kunstnerne er meget forskellige og er også forskellige steder i deres proces. Fællesnævneren er forbindelser. Ikke kun i format, men også indholdsmæssigt. De interesserer sig for forbindelser og relationer mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige. Det er noget med at skabe ståsteder i verden,” forklarer kommunikationsansvarlig Camilla Hasseriis Dietz. Sammen med projektkoordinator Heidi Johanne Engsig mødes de med mig før de to visninger.

Green Streets of Europe involverer fire festivalpartnere og otte kunstnere, der parvis er i ti dages residency tre gange. Første og tredje gang hos samme festival. Dávid og Petra er på residency nummer to, mens lettiske Krista Burāne og den svenske gruppe Kajen Company kommer tilbage til Helsingør på tredje ophold i forbindelse med Passage Festival i slutningen af juli.

”Vi har ladet forventningerne til deres ophold, og hvad de skal levere stå åbent. Vi skal ikke definere opgaven som organisation, men skabe rammen for deres arbejde,” fortæller Heidi og Camilla supplerer:

”Det ligger i projektet, at de skal lave en offentlig visning og involvere de lokale, men der er ikke en særlig forventning til form og format. Det vigtigste er, at de gør det, de har brug for til at udvikle deres værk. Men det tog faktisk ret lang tid, før vi fik det forventningsafstemt, fordi det viste sig at være meget indlejret hos kunstnerne, at de skulle tilfredsstille nogle forventninger hos os.”

Grøn omstilling er også bæredygtige organisationer

Projektet er centreret om at revidere traditionelle turnepraksisser ved at flytte fokus fra et kunstnerisk produkt til processen. Dets primære drivkraft er derfor de kunstneriske residencies. De åbner for kunstneriske processer med længevarende relationer og dybere forbindelser mellem festivalerne, kunstnerne og publikum i de lokalsamfund, processerne er forankret i.

De europæiske scenekunstnere, der arbejder i det offentlige rum, har sjældent store og tunge produktioner. ”De pisker jo rundt i hele Europa for at nå at tjene penge i løbet af sæsonen,” forklarer Heidi, der derfor også undersøgte transportaspektet i starten af projektet. Hun fandt dog snart ud af, at det kunstnerne efterspørger, er tid til fordybelse og mere kontakt med spillestederne:

”En del er gennem årene blevet skåret væk af økonomiske årsager, og vores festival er jo også meget ind-ud, fordi det er sådan, tilskudssystemet kører i Danmark. Men det virkelig spændende er jo at følge en proces sammen med en kunstner, fra det starter til det måske ender et helt andet sted. Så tanken er at arbejde med bæredygtighed på den måde, at vi er giver plads til fordybelse og er med i processen og så undersøger, hvordan vi kan dele den proces med vores publikum,” fortæller hun.

”Det handler om at åbne det kunstneriske rum op. Den proces er megainteressant og ofte lukket for os som festival, fordi vi først kommer ind, når produktet er lavet. Men også for vores publikum og de lokale borgere. Oplevelsen behøver ikke være så retningsbestemt, for man kan få gode samtaler om den, selvom det ikke er en færdig forestilling,” forklarer Camilla. Hun peger på, at kommunikationen på flere måder kan være det svære i projektet.

Et stort læringsforløb

”Vi er som festival vant til at tale om kunst på en bestemt måde ligesom kunstnerne er, så det handler om at åbne kommunikationen,” fortsætter hun. Heidi peger på, at kunstnerne også udfordres af at skulle tale om deres værk, mens de er i proces med at skabe det.

Camilla trækker samtalen tilbage til det bæredygtige aspekt: ”Det er et stort læringsforløb, hvor vi også undersøger projektets bæredygtighed i organisationerne. Vi har været med i flere EU-projekter, hvor der har været mange lag af kommunikation og hjemmesider, der skulle produceres. Det gav mening indenfor projektets ramme, men ikke nødvendigvis i den enkelte organisation. Det ville vi gerne arbejde bedre med, og vi havde også, i modsætning til nogle af de andre partnere, erfaring med at være i den kunstneriske proces,” reflekterer hun. Heidi supplerer:

”Partnerfestivalerne er meget forskellige, hvor festivalen i Kroatien lægger sig i forlængelse af en byfest, har de i Portugal meget erfaring med residencies, og de har også et lokalt publikum hele året. Det er med vilje, at vi har lagt projektet et stykke tid før festivalen, fordi det er svært at finde nogle lokale institutioner og organisationer at samarbejde med i sommerferien.”

De unge er svære at få fat i

Denne gang samarbejder festivalen med Kulturværftet, hvor Petra Fornayovás visning foregår, og hun har også involveret lokale unge i sin proces, selvom det ifølge Heidi er en gruppe, der er svære at få fat på:

”De kommer på festivalen med deres forældre, men når de bliver 12-13 år, går de deres egne veje. Vi kunne heller ikke rigtig få nogle til at bide på Petras projekt, men så kom der alligevel hul igennem til skolerne gennem et andet projekt,” fortæller Heidi. Camilla atter peger på, at et projekt i proces kan være svært at kommunikere, fordi man jo ikke ved, hvad der kommer ud af det:

”Drømmen er jo, at de ikke kun betragter sig som et publikum, men at de får lyst til at træde med ind i det her rum og bidrager til processen. Så vi skal måske lave en eller anden model for, hvordan vi kommer tidligt i gang med at kommunikere den type projekter,” siger hun i ønsket om en dybere forbindelse mellem publikum og kunstnere, der er et af de mål, projektet tester.

De tror begge på, at det kan skabe en stærkere virkning i lokalmiljøet, når kunstnerne kommer flere gange og i bedste fald interagerer med de lokale borgere, som fx Krista Burāne ønsker: ”Der er et andet potentiale i det, og jeg synes, det er superfedt at have fire forskellige kunstnere, der gør det på forskellige måder. Så kan vi lære af det og måske skære det til, så de kan komme et skridt længere næste gang,” forklarer Heidi.

Vi har simpelthen søgt om tid

De kan allerede mærke en forskel i forhold til sidste år, hvor det første residency lå: ”Jeg kan fornemme på Petra og Dávid, at de ikke er så stressede, fordi vi har været meget klarere med, at vi forventede en sharing, ikke et færdigt produkt,” fortæller Heidi.

”Det handler om relationerne. Vi kan godt mødes online med de andre partnere, men med kunstnerne handler det om at være sammen her i det samme rum, og om at have tid til de løse samtaler, der opstår,” siger Camilla. Hun vender dermed tilbage til den centrale læring i projektet, nemlig bevidstheden om at have tid. Hun fortsætter: ”Vi har jo simpelthen søgt til, at vi og kunstnerne har tid.”

Heidi griber straks bolden: ”Ja, det er lige præcis det at turde skalere helt ned på det centrale. Ansøgninger har ofte fokus på leverancer, uagtet om det er et stort eller lille projekt, så udfordringen og udviklingen her handler om at adressere tiden i sin ansøgning. At man er realistisk om den tid, der skal til, og får synliggjort, hvor meget tid man egentlig bruger på projektet.” Camilla fremhæver, at det både gælder for organisationen og for kunstnerne:

”Kunstnerne vil gerne arbejde og rejse mere bæredygtigt, men de har ikke råd til det. Hvis de skal tage toget, tager det fire dage – og hvem skal betale for det,” spørger hun retorisk og fortsætter: ”Så her har vi prøvet at skrue et projekt sammen, hvor vi arbejder med de ressourcer, der er. Det spiller også ind i Bikubenfonden og Kulturens Analyseinstituts projekt ”Kunstens betydning i det offentlige rum.” Her er vi én ud af fem cases, der afdækker, hvad kunst kan i det offentlige rum, når vi arbejder med at have tid og forankre sig på et sted. Hvordan laver vi de processer i det offentlige rum, og hvilke benspænd skubber os ud af vores comfortzone? Det kan vi lære af i dette projekt,” forklarer hun.

Trivsel i byen og organisationen

De vægter begge, at de efterhånden har god erfaring med EU-projekter, og at de derfor har søgt mulighed for at arbejde med bæredygtighed i organisationen: ”Vi har tid og mulighed for en åben refleksion i fagfællesskab med de andre partnere. Samtidig har vi fået mere retning på at lave et projekt, der giver mening i forhold til de ting, vi allerede gør og ikke bare dynger mere arbejde ovenpå,” forklarer Camilla. Hun understreger dermed igen projektets mulighed for at være en løftestang for at skabe lokale fællesskaber.

”Vi har blandt andet arbejdet en del med det store almene boligområde i Helsingørs Nordvest-kvarter. Til forskel fra byens øvrige almene boligområder, er nordvest-kvarteret ikke afgrænset meget geografisk, men spreder sig lidt ud. Det er et område der er præget af ønsker om byudvikling og nyt byggeri, men som samtidig mangler mere samlende centre – steder at gå hen, hvis man savner fællesskaber og aktiviteter,” fortæller hun.

Synergien opstår altså mellem forskellige fagligheder lokalt, og de to mener også, at kulturen har en stor rolle at spille i den europæiske sammenhængskraft: ”Det betyder i hvert fald noget for mange borgere,” mener Heidi, der ligesom Camilla selv især er optaget af de samtaler, der opstår ud fra forskellene mellem nationaliteter:

”Det giver nye perspektiver, når der kommer en slovensk kunstner, der ser helt anderledes på det offentlige rum end os. Eller diskussionen om biobrændsel, der får en anden dimension med den lettiske kunstner, fordi det produceres i hendes land, og hun har et meget empatisk blik på træerne,” forklarer Heidi engageret.

En samtalestarter og en grænsebryder

De glæder sig begge til dagens visninger, hvor Dávid Somlós sharing er først på programmet. Vi får en kort indføring i hans koncept, før vi selv begiver os ud på gaden, hvor den udvalgte pind ret hurtigt finder sig til rette på knoerne.

Den efterfølgende feedback kredser om, hvordan vi hurtigt går i ét med vores pinde, fascinationen af dens skrøbelighed, men også dens store relationelle effekt. Det lyder måske nørdet at balancere rundt med en pind, men øvelsen vakte stor interesse og skabte et hav af samtaler med de forbipasserende – om barndomsminder, evnen til at balancere og det kontemplative i foretagendet.

Derefter gik turen til Kulturværftet, hvor vi i en halvcirkel oplevede Petra Fornayovás repetitive koreografi. Den udspillede sig på en baggrund, der vekslede mellem levende billeder af bølger og alger og et stationært landkort af den tyske by Kronborg i 1580. Musikken var af Else Marie Pade og skabte dermed endnu en forbindelse på tværs af tiden og de geografiske grænser, projektet sætter spørgsmålstegn ved og søger at nedbryde.  

I feedbacken nævnte Petra, at de lokale teenagere havde udfordret hende på den gode måde, mens de to kunstnere forholdt sig ret forskelligt til byen Helsingør. Petra var optaget af de historiske fakta og områdets landskab, mens Dávid mere arbejder med byrums-typer i udviklingen af sine værker. Og i Helsingør var der fokus på samtaler med forskellige indgange til balancer og det spirituelle – blandt andet med én af Helsingørs præster.

De to kunstnere er for længst rejst videre, men i august kan man som nævnt møde Krista Burāne og Kajen Company, der vender tilbage på deres tredje besøg og skaber andre ståsteder i verden under festivalen.  

LÆS mere om Green Streets of Europe her