Ukrainske stemmer – rørende og stærke fortællinger fra en moralsk modstandskamp

Ukraine House i Danmark, Dansk Kulturinstitut og Det Ny Teater inviterede søndag aften til et kunstnerisk arrangement i solidaritet, der markerede 4 år med russisk invasion i Ukraine. ISCENE var med, da orkestermusik, digtoplæsning og sang præsenterede en lang række smukke, rørende og uafrystelige indtryk af den ukrainske folkesjæl.

Arrangementet kaldes “en poetisk og musikalsk forestilling viet til kontinuiteten i ukrainsk litteratur og de vedvarende ideer om frihed, værdighed og moralsk modstand.” Og det er præcis følelsen af varme og værdighed, jeg får, da jeg klemmer mig gennem folkemængden i de smukke foyerer på Det Ny Teater. Den moralske modstand oser fra et publikum – klædt i nationale, smukt broderede bluser og jakker, mens folk flokkes om at købe plakater og bøger fra den ukrainske kulturskat.

Det er dog ikke alle, der syntes arrangementet er en god idé. Det Ny Teater blev udsat for en koordineret online smædekampagne med chikane og hadefulde kommentarer. Teaterdirektør Kasper Breknes udtalte i den forbindelse til DR, at kampagnen havde karakter af organiseret russisk propaganda. Han anslår, at teatret har slettet mellem 150-200 hadefulde bot-kommentarer på deres sociale medieplatforme.

Solidaritet gennem skønhed

På sin vis får den negative interesse os bare til at rykke endnu tættere sammen, når hadet kommer så tæt på. For det viser, hvor vigtig kunst og kultur anses for at være – som et moralsk våben, der har evnen til at samle og give håb og trøst. Budskaberne fra fronten, fra menneskeretsforkæmpere og fra almindelige borgere leveres i stor kærlighed gennem ukrainsk musik, sang og poesi på et blændende, højt kunstnerisk niveau.

Aftenen præsenterer anerkendte ukrainske forfattere og kunstnere, som både læser op fra egne tekster og fra udvalgte værker af historisk betydningsfulde, afdøde forfattere fra Ukraine. Teksterne fremføres på originalsproget og får samtidig en dansk stemme, når skuespillerne Nikolaj Coster-Waldau, Bodil Jørgensen, Ellen Hillingsø og Christine Albeck Børge læser højt side om side med de ungarske stemmer.

Programmet spænder fra klassiske, ukrainske forfattere i 1900-tallet til nutidige stemmer præget af krigens erfaringer med fokus på frihed, menneskerettigheder og modstandskamp. Rammen er en opløftede scenografi med lysende skyer på en blå himmel bag scenen, der er indrammet i lysende guld. Kulturinstitutioner kan lægges i grus, men den poetiske folkesjæl lever med imponerende styrke.

Musik smyger sig om ord

Orkestret, The Kyiv Camerata, der er et af Ukraines mest berømte ensembler, indleder med et smukt musikalsk digt af Jevhen Stankovytj for soloviolin og orkester under det ukrainske flag, der hænger over scenen. Bohdana Pivnenko, der er kunstnerisk leder, er også ensemblets solist i en levende fortælling, der er stærkt inspireret af både Stravinsky og Prokofjev. Korte kraftfulde, rytmiske strøg og poetisk melodiføring sætter scenen med svimlende stolt fremdrift.

Velkomsttalen holdes af Natalila Popovych og Christine Albeck Børge, der fortæller, at krigen i Ukraine har sat varige spor i europæisk kulturliv, men at kunstnerne fortsætter arbejdet under meget svære vilkår. Ukraine mistede mange kulturelle institutioner allerede under verdenskrigene – og tendensen gentager sig under den russiske invasion. Kampen for at opretholde det moralske mod har derfor været central i Ukraines litteratur.

Vi hører eksempler gennem adskillige digtoplæsninger, mens sange smyger sig stille om ordene med Ivanna Plish, Oleksandra Stetsiuk og Denys Krutkos smukke stemmer vekslende med selvstændige musikalske indslag. Vi hører fx den ukrainske folkesang Jeg er en lille fugl, der leveres sart og fint a cappella med stor indføling.

Håbet i det meningsfulde

Hovedtaleren er Oleksandra Matviychuk, der er advokat og menneskerettighedsforkæmper, bosiddende i Kiev, og modtager af Nobels Fredspris i 2022. Hun beskriver den fjerde vinter i krigen som meget vanskelig med svigtende energiforsyninger. Det er minus 25 grader, og millioner af indbyggere har ingen adgang til vand, elektricitet eller varme. Alene det at undervise i skoler bliver en modstandshandling:

“Almindelige mennesker har en større magt, end de kan forestille sig. Vi hilser hver morgen, vi har overlevet.” Med tårerne ned ad kinderne fortæller hun om venner, hun har mistet, fx forfatter og menneskeretsaktivist Victoria Amelina, der blev fatalt såret i et russisk angreb. Hendes bog, Looking at Women, Looking at War: War and Justice Diary, er blevet udgivet efter hendes død.

Mange kunstnere arbejder intense timer for at få deres kunst ud: “Vi er nødt til at arbejde hårdt, for vi ved ikke, hvor lang tid, vi har.” Kunst og kultur er af afgørende rolle i en tid, hvor folk mister evnen til at skelne sandhed fra løgne, som hun siger: “Det er en verden på den anden side af sandhed og viden – vi må kultivere kompleksiteten. Frihed er ikke en given ting – det er en betingelse for overlevelse.” Afslutningsvist siger Matviychuk: “Håb er at vide, at alle vores anstrengelser giver mening.”

Vidner fra fronten

Ellen Hillingsø og Rymma Ziubina læser netop op fra Viktoria Amelinas posthume udgivelse, nemlig Vidensbyrd, der løfter folkets stemme ud gennem murbrokkerne. En kvinde deler sin oplevelse af krigen: “Jeg kender alle i denne by, og alle døde er mig.” Og pludselig bliver fronten meget virkelig, da vi hører, at der med os i salen sidder 70 ukrainske soldater. De modtager minutlange stående klapsalver.

Forfatter, filminstruktør og soldat, Valerij Puzik, og Bodil Jørgensen læser Sult, der som hans øvrige kunst adresserer soldaternes liv i krigszonen så realistisk som muligt. En skyttegrav er ikke kun en frontlinje, men en linje, der beskytter mod fx voldtægt, røvet kultur og frihed. “Sult gør nøgen, det fjerner forsvaret. Sulten viser at man evner at forblive et menneske. Så længe mennesket er i stand til at dele, er det levende.”

Soldat og forfatter Artur Dron er med os online med uddrag fra sin bog fra 2025, Hemingway ved ingenting, gengivet på dansk ved Christine Albeck Børge. Bogen er baseret på hans erfaringer fra frontlinjen og adresserer ikke mindst tro og traumer med det formål at reducere angst. Han fortæller, at mens ben, arme og indvolde flyver omkring i en granateksplosion, spørger folk sig selv, hvor Gud er: “Han er hos os midt i rædslerne. Med de forfulgte, forsvundne og tilfangetagne. Med dem, der forsvandt…”

Kulturelle tab

Nikolaj Coster-Waldau og Rymma Ziubina læser Oksana Zabuzhkos Uddrag fra vores Europa – en samling essays efter 2022. Det ukrainske kulturinstitut henvendte sig til UNESCO for at få hjælp til at bevare deres kulturarv i krigen. De blev rådet til at sætte blå advarselsskilte på – for når russerne så det, ville de lade være med at bombe. Det var ikke ment som en spøg.

Ikke bare kulturinstitutioner, men også kunst- og kulturarbejdere er omkommet i krigen. Nogle ved fronten og andre i bombardementer af kulturinstitutioner. “Vi er ikke vant til samtalen om, hvorfor der er så meget ondskab i verden. Vi skal lære at gennemleve det tragiske,” lyder det i oplæsningen.

Aftenens mindehøjtidelighed for 284 ukrainske kulturarbejdere dræbt af Rusland siden 2014 ledsages af Johann Sebastian Bachs Komm, Süsser Tod for orkester og vokalensemble. Portrætter af kulturarbejderne i fuldt vigør projiceres på scenen og understreger meningsløsheden ledsaget af den dybt rørende musikalske fremførelse.

Når musikken taler

Også Oleksandr Rodins Agnus Dei fra Missa Luminosa for sopran og orkester løfter ånden dirrende musikalsk fremført af orkestret og Ivanna Plish’s smukke, tætte sopran. Aftenens program synes at rumme alle følelser fra den tungeste sorg til den mest hårdføre stolthed.

Concerto Rutheno for klaver og orkester er komponeret af Oleksandr Kozarenko med Bohdan Plish på klaver. Den er frisk som en kilde, der løber afsted gennem generationer af civilisationer med ildevarslende trommer og rytmisk intensitet. Virtuost og billedrigt.

Til slut hører vi Volodymyr Zubytskyjs koncert for violin og orkester, sats V, hvor Bohdana Pivmenko atter spiller hestehårene af buen iført en gulvlang, grøn kjole – måske grøn for håb. Det sidste programpunkt er Jurij Sjevtsjenkos Vi er, som er en parafrase over melodien til Ukraines nationalhymne for soloviolin og strygere.

En dårende smuk afslutning på en rørende og stærk aften i solidaritet, der har hyldet stemmerne – for stoltheden, vemodigheden, længslen og håbet.