★★★★★★ I Flora bider systemet sig selv i halen

Dramatiker Josephine Eusebius samler en slange af et sundhedsvæsen op og vikler den om publikum i Flora. Et bombardement af stemmer og meninger, der alle råber på omsorg. Midt i det hele står Flora i sin hvide sygeplejerkittel og forsøger at trække vejret.

Sundhedsvæsenet er et monster, som vi skal forholde os til, inden det sprænger i luften. Forestillingen Flora giver klar indsigt i omsorgsudmattelsens konsekvenser.

Co-produktionen mellem skotske Vanishing Point og danske Teater Katapult giver os en tosproget forestilling om sundhedssystemer under ekstremt pres. Og ikke mindst de omsorgsmedarbejdere, der forsøger at yde deres bedste uden at blive kvast.

En lus mellem to negle

Flora (Lærke Schjærff Engelbrecht) sidder ikke bare fast som en lus mellem to negle, hun er ved at blive skåret midt over. Hun står alene, og al omsorg synes at hvile på hendes skuldre. Skuldre, der bliver smallere og smallere for hver vagt. Meget mere er der ikke til hendes karakter, men det er heller ikke vigtigt, for der er nærmest ikke mere tilbage af hende uden for systemet. Hun er resterne af det ansigt; af den omsorg og menneskelighed, der burde være i sundhedsvæsenet. Hun ofrer alt for et væsen, der ikke giver noget igen.

Med en spilletid på 60 minutter skal vi heller ikke have mere. Alting i Flora er doceret til perfektion. Vi er i et røgfyldt rum, skarpt oplyst og afskåret af knaldhvidt lys, med røg og lyde, der uden hindring sender os på arbejde med Flora.

Historien er enkel og hektisk; ligesom livet på en intensivafdeling. Flora skal klare alting, og evner måske heller ikke at sige fra over for de mange forventninger, der er til hende. Hun engagerer sig måske lidt for meget i enkelte patienter og kommer derved til at negligere andre. En virkelighed, som mange i sundhedsvæsenet står i: Omsorg versus personlig overlevelse. Det er en del af dilemmaet, men Flora byder på så meget mere. 

Lysende præcist

I sit enkle set-up understøtter scenografi, lys og i særdeleshed lyd (hhv. Mai Katsume, Simon Wilkinson og Mark Melville) handlingen med præcist design, steril klarhed og perspektiver. De gribende stemmer og præstationer fra Flora (Lærke Schjærff Engelbrecht) og de fire spillere, der udgør resten af hospitalets personale og patienter (Aisha Goodman, Aisha Lawal, Charlotte Trier og Mia Dinitzen), hiver publikum med ind i en sundhedsvæsenets bug. Fem sublime præstationer – særligt i det vedvarende stemmespil, som fortællere og biroller, der bidrager intenst til scenografien. Josephine Eusebius’ tekst springer i tid og vinkler på nærmest filmisk facon, hvilket instruktør Matthew Lenton jonglerer og docerer vidunderligt.

Som når læge, patient og sygeplejerkollega står om Flora. Alle vil de have noget af hende: Forståelse, omsorg, hjælp. Belysningen delvist nedefra, røgen omkring dem og den understøttende filmiske musik efterlader publikum åndeløse. Blodet bruser af den stress og desperation, der udstråler fra Flora. Det sorte teaterrum bliver til en hospitalsgang, og vi er ikke bare på arbejde med Flora, vi er Flora!

Kunst afspejler efterhånden sig selv mere end det samfund, der omgiver den. Men en gang imellem går begge dele hånd i hånd. Associationerne kan lede hen mod tv-serien The Pitt (HBO, 2025) eller filmen Det Andet Offer (instrueret af Zinnini Elkington, 2025). Det gør på en underlig måde hele Floras iscenesættelse både genkendelig og udfordrende. Dramaet er genkendeligt: Hvordan overlever et omsorgsgivende menneske i et sundhedsvæsen, der handler mere om effektivitet? Udfordringen er det, vi står tilbage med. Et emotionelt realistisk indblik i en hverdag, hvor alle forventer, at du yder konstant omsorg. Det er det udvidede mental load; det er omsorgsudmattelse. Er sygeplejersken ikke uddannet til at yde omsorg? Se Flora og afgør selv, om det overhovedet er en rimelig antagelse.

Et fantasibillede om et sundhedsvæsen

Debatten, der skabes, handler mindst ligeså meget om vores forhold til sundhedssystemet og den tillid, der skal være mellem væsenet og borgeren. Lægen, der har opdaget en administrativ fejl, frygter ikke kun konsekvenserne for patienten, men konsekvenserne for hele sygehuset. Denne betragtning af et sundhedsvæsen, hvis største udfordring ikke kun er penge, udstyr eller tid, men i særdeleshed også tillid, er et skarpt debatoplæg.

Det handler naturligvis om penge, som jo er den umiddelbare hane at skrue på, men det handler også om anerkendelse, hvilket ikke bare kan købes med honninghjerter. Hvad enten systemet tales op eller ned, så skaber det en forventning, som ingen kan leve op til. Enten kommer patienten med en iboende tro på, at systemet fungerer fejlfrit (hvilket det naturligvis ikke gør eller kan), eller også møder væsenet en patient, der frygter og mistror det. Tilliden er altafgørende, og i sidste ende er den med til at knuse Flora. For alle forventer, at hun er der til at vise den omsorg, som væsenet ikke er i stand til. Vi har skabt et væsen, der på én og samme tid skal være hypereffektivt for ingen penge og have evig tid til kærlig omsorg.

Flora skaber et troværdigt indblik i, hvordan sundhedsvæsnet æder både sine patienter, sine ansatte og ikke mindst sig selv.