★★★★☆☆ Dancing on my own maler et ordløst billede af kærlighed

Ensomhed, tosomhed, parforhold, kærlighed, tiltrækning og splittelse. Der er mange essentielle temaer på spil i Holstebro Dansekompagnis veldrejede Dancing on my own, som er på turné rundt i landet netop nu.

Seks dygtige dansere fra Holstebro Dansekompagni medvirker i de to meget forskellige akter i dramaturg Rikke Frigast Jakobsen og koreograf Mikkel Alexander Tøttrups Dancing on my own. Forestilligen er opkaldt efter ét af den svenske popdronning Robyns største hits, og flere af hendes stemningsfulde hits kan opleves i iscenesættelsen.

Alene sammen

Rød dansevinyl dækker scenegulvet, mens et støvetblåt bagtæppe med ornamenteret rombemønster fylder hele bagvæggen, som var det tapet. Lise Birch og Lars Frimann har skabt en velfungerende scenografi, der på én gang skaber flere små rum på scenen, men alligevel er helt uden adskillelser. To fritstående døre skaber en fornemmelse af usynlige vægge mellem badeværelset, køkkenet og soveværelset.

En efter en entrerer de seks dansere scenen: Igea Noioso, George Burton, Carley Lund, Tshepo Zasekhaya, Oksana Maslechko og Lorenzo Giovanetti. Vidt forskellige typer iført helt forskellig påklædning. Én spiser Havrefras, en anden sidder på madrassen og binder sine snørebånd, mens en tredje tørrer hår.

Scenografien og især anvendelsen af dørene skaber en spændende dynamik på scenen, når danserne bevæger sig omkring mellem rummene. Frem og tilbage uden tilsyneladende at ænse, at der er andre til stede. Hele tiden skifter de position og bevæger sig fra et lokale til et andet.

Ordløse fortællinger med masser af sjæl

Hele første akt forløber i et mix mellem små, fortællende koreografier, flere og flere ordløse interaktioner – og totale blackouts. Sidstnævnte markerer overgangene mellem den forgangne scene og den næste fortælling. Der er noget meditativt over det hele – og noget ekstremt genkendeligt. Hver enkelt danser bevæger sig i første omgang blot i egen rille – lige indtil de alle på samme tid kører fast som en plade, der hakker og afspiller samme sekvens igen og igen.

Mikkel Alexander Tøttrups koreografi er især i første akt præget af en blanding mellem abrupte skift og bløde bevægelser. Da Carley Lund og Oksana Maslechko tilsyneladende for første gang bemærker hinanden i soveværelset opstår en spænding. De ser hinanden an, spejler hinandens bevægelser og nærmer sig forsigtigt hinanden.

Det er som at iagttage et ganske rørende første møde mellem to, der potentielt kunne blive elskende – måden de med kroppene konstant skiftevis drages mod hinanden og frastødes af hinanden. De er som to unge, der ikke helt er klart til at kaste sig ud i den første kærlighed. Ligesom vi mærker en klar fornemmelse af opbrud og splittelse i duetten mellem Igea Noioso og George Burton, der udfolder sig i køkkenet.

Imponerende dansere

Kærligheden er et tydeligt tema i Dancing on my own. Her vises alle former for ensomhed, tosomhed, parforhold, kærlighed, tiltrækning og splittelse. Alt er smukt formidlet gennem kroppe og bevægelser og spejlet i musikken. Der er Robyns melankolske pophits, men også længere, meget stemningsfulde instrumentale numre, som måske er noget af den musik, der er komponeret direkte til forestillingen af Kristian Hverrin.

Anden akt indeholder markant mere dans end første. Møblerne rykkes, bagtæppet falder, og Thora Eriksens lysdesign bliver vildere og mere farverigt, så det matcher dansernes energi. Der er på den ene side et markant stemningsskifte fra første til anden akt, men på den anden side en logisk udvikling af de følelser, danserne formidler på scenen.

Personligt ville jeg gerne have set endnu mere koreografi fra de seks imponerende dansere allerede i første akt. For de har tilsyneladende det hele: Stærke muskler i fuld kontrol, smidige lemmer og karismatisk udstråling langt ud i salen. Måske en my mindre tavs fortælling og mere musik. Men jeg må også erkende, at min ledsager var fuldstændig grebet af første akt og blev ikke helt så indfanget af koreografien i anden.

Se forestillingstrailer her.