★★★★☆☆ Cirkus Arli mixer nærhed med internationale artister

Cirkus Arlis 2026-forestilling byder på et godt mix af komik, jonglering og luftnumre i et tæt afviklet show. Familien danner rammen, mens de internationale artister fylder mest i manegen i en forestilling, der appellerer godt til både store og små.

Sol og blæst kæmpede om opmærksomheden udenfor Cirkus Arli på premieredagen i april. Men dukker man først indenfor, piblede cirkusstemningen frem i det lille telt, hvor vi alle er tæt på scenen og kan mærke suset fra akrobaternes sving under teltdugen og trykke hånd med klovnene.

Klassiske og new wave-klovner

Bettina Arli funkler i orange som sprechstallmeister og holder stram snor i både artister og resten af familien, der har det med at løbe om hjørner med hende. Hendes mand Martin leger kispus med ekko, hendes søn Alexander kalder hendes tryllenummer med flaske og glas, mens de begge skræmmes helt ud af deres muntre drillesang, da hun sender et spøgelse i manegen.

Arlifamilien tager sig således selv af den klassiske komik, mens spanske Michael Olivares i hele tre numre repræsenterer en mere moderne stil i sin skarpe pink habit, de drilske hundeøjne og hans let dansende trin i højt tempo. Omdrejningspunktet for hans numre er mimik og musik. Først mundharpen til den oprørske Bella Ciao, som Bettina Arli konstant afbryder, da hun har sat næsen op efter et cykelnummer. På et tidspunkt ender mundharmonikaen på tværs i Olivares mund, inden han forløser os med sax og stjernedrys.

I anden entré gælder det jonglering med bordtennisbolde – der også får en tur med munden – metalklingende kegler. Det er et sjovt, lidt løst og meget publikumsinddragende nummer, hvor Olivares må trække dybt på charmen. I tredje entré er musikken igen ramme for hans elegante falden-på-halen-komik. Mikrofonstativ, guitar og stol modarbejder hans følsomme version af Love Me Tender, før alt går op i poetisk enhed med flyvende, fluorescerende mikofoner. Tre fine numre, men to havde måske været nok med samme artist.

Dribledronning og dansende spande

Tjekkiske Helena Polach jonglerer knusende stilsikkert med op til fem fodbolde, der blot med deres størrelse skærper nummerets sværhedsgrad. Hun dribler som en professionel og får fint integreret små, lækre fodbolddetaljer i sit tempofyldte og underholdende nummer.

Forestillingen åbner med lettiske Jelena og Sergejs Polupans charmerende parakrobatiske spandnummer. Rammen er et kontormiljø, hvor en flirt til diskorytmer udvikler sig med stadigt flere spande. Legende, men præcist får vi fortalt en historie om moderne liv og kønsroller i et flot koreograferet og et stærkt leveret nummer.

Sergejs Polupans vender siden tilbage med sit lasermanipulator-nummer, der bygger på mennesket og maskine-temaet, idet han kontrollerer de grønne stråler i et hav af formationer, men jo også selv bliver en del af det distancerede lys. Det er et imponerende nummer, men selvom jeg ved, det er en anerkendt, nyere disciplin, savner jeg det nærvær mellem artist og publikum, der er et af cirkus stærkeste særkender.

Et rigtigt familiecirkus

Vi kom også til vejrs i Cirkus Arli. Først med spanske Segura Sisters, der siden indgik som en del af Guerrero Family (?). De unge søstre leverede et flot og stramt koreograferet nummer til spanske toner, hvor de på skift og sammen indtog stærke positurer og piruetter. Ofte som del af disciplinen hårhængning, hvor man bærer egen eller andres vægt med sit hår.

Senere var især yngste søster Jaqueline aktiv sammen med lillebror i familiens stærke springbrætnummer, hvor far dannede bund i en hvirvelvind af spring, hvor børnene blev grebet hånd til hånd eller hånd til ben. Det gav en fin skrøbelig finesse til de drabelige spring.

Cirkus Arli bød således på fine artister i et godt klassisk flow, der holder koncentrationen oppe med sine skift mellem latter og måben, og hvor familien doserer egne entreer til fordel for de internationale artister. Arli er dog stadig et familiecirkus med det smittende fællesskab, der også gik rent ind hos den yngre del af publikum.