★★★☆☆☆ Mollys Mikrokosmos tager børns klimaangst alvorligt

Teater ZeBU og Nørregaards Teater er aktuelle med et tema om klimaforandringer og biodiversitet. Mollys mikrokosmos er velmenende teater, der skal roses for at tage børns klimaangst alvorligt.

Molly kan ikke falde i søvn. Hun bekymrer sig om klimaet og dyrene. Hun har mareridt om en flodbølge, der nærmer sig, folk kravler op på køleskabsdøre og hustage, og Molly sejler rundt på sin egen seng. 

“Drill baby drill – vi nærmer os tipping point,” lyder det fra skuespiller Kristine Lauritzen, der kom med ideen til Mollys mikrokosmos.

Startmonologen i Simone Isabel Nørgaards manuskript åbner for en vigtig og vanskelig problematik: Hører de voksne efter børnenes klimabekymringer? Og hvad forstår børn egentlig, når deres hjerner oversvømmes med konstante inputs fra TikTok og YouTube om klimakatastrofer? Mollys far lytter i hvert fald ikke. ”Det er ikke dit ansvar,” siger han i Thomas Guldberg Madsens skikkelse.

2.000 tons CO2

Far pakker overlevelsesudstyr: Telt, gasbrænder, nødradio, frysetørret tomatsuppe, snobrødsdej og tager resolut Molly med på en tur i skoven. Et hvidt fortæppe trækkes til side, og en næsten tegneserieagtig skov med tykke, døde træstammer og enkelte kæmpeblade åbenbares i Andrea Lindenegs scenografi. 

Far smider en sodavandskapsel af metal i naturen, og det afstedkommer et større skænderi om skrald, der ikke mildnes af hans korttrick og dårlige vittigheder. De to karaktertegninger af far og datter er ikke helt i balance i stykkets første halvdel. Mollys replikker er næsten for voksne: ”En dansker udleder 2.000 tons CO2, det samme som et tankskib”. Mens far er ualmindeligt fjollet, og klodset foreslår at bage snobrød. 

Anna Schulin-Zeuthens instruktion lever bedst i de mere poetiske sekvenser, hvor en sommerfugl af silkepapir får liv på Mollys finger, eller hvor en bogstavleg får dem til at tænke på planter – bambus, stenurt, tusindfryd.

Noget at passe på

Selvfølgelig stikker Molly af, og vi forstår, at der under klimaangsten gemmer sig et traume om hendes mors død, som hun og faderen ikke har talt meget om. Det kan undre, at den erfarne dramatiker Simone Isabel Nørgaard, der netop har succes med Jenles Stemmer af Grummes Teater og modtog en Reumert for Jordens Indre på Folketeatret i 2020, har valgt så vigtigt et emne som at miste sin mor som et sidetema i en forestilling om klima.  

De to skuespillere spiller glimrende. Kristine Lauritzen med et direkte, udadrettet kropssprog, der appellerer til målgruppen, mens Thomas Guldberg Madsens spil er tilbageholdt og underspillet velmenende. 

Skovturen har selvfølgelig et formål: Molly opdager efter torden og regn, at naturen i sig selv har helende kræfter, og der vokser små skud op langs de døde træstammer. Molly vil passe på sommerfuglen, og far istemmer: ”Det bedste er at have noget at passe på. Selv de mindste ting kan gøre en forskel. Nogle gange kommer løsningen på en ny måde”.

Rødderne lyser som striber

Musikken af Mikkel Grevsen understreger de forskellige stemninger som uro og bekymring under Mollys mareridt, og optimisme, når planteskuddene alligevel vokser. 

Skoven forandres: De store blade får gult og grønt UV-lys i Raphael Solholms lysdesign, rødderne lyser som striber i scenegulvet og Molly og far kan tage klogere hjem. Som min 10-årige ledsager sagde: ”Det beroligede Molly, at der kom ny skov, og jeg kunne godt lide detaljerne med de eksotiske planter og dyr”.

Det er modigt af ZeBU og Nørregaards Teater at kaste sig ud i et så værdipolitisk emne som klimaforandringer og klimangst, men Mollys Mikrokosmos lider under en velmenende tone, og rammer os først, når de to figurer ligger sammen i blødt mos uden liggeunderlag og når hinanden i et ægte samspil.