Det Kongelige Teaters Et drømmespil udfordrer dramaets centrale replik “Det er synd for menneskene” i Anna Balslevs fortolkning, der mindre lidelsesfuldt tager menneskelivets vilkår på sig i en blændende smuk, kropslig og moderne fortolkning.
“Jeg er jordbunden,” siger gudedatteren Agnes, da hun stiger ned og mærker jordelivets tyngde. Hun er fascineret af de klagende mennesker og leder efter en hårnål, hun måske aldrig har haft, men alligevel mangler. Måske identisk med den mening med livet, der måske findes bag den lukkede dør ved teatret.
Som blomsterne i skidtet
August Strindbergs Et drømmespil er jo netop det. En drøm, hvor stumper og bidder af livet underkastes surreel forvandling. Genkendeligt og forunderligt på samme tid, og derfor også med en unheimlich tone af uvirkelighed.
Det Kongelige Teaters nye opsætning af klassikeren trækker den tæt på det jordiske hverdagsliv, men indfanger drømmens prisme gennem scenografi, lydbillede og et diverst cast, der samtidig sætter kroppen i spil. Agnes dingler mellem himmel og jord, før hun lander på en knoldet græsbane, hvor menneskene stikker op som de blomster, der i teksten vil skynde sig op af skidtet for at blomstre og dø.
Det gælder kampen med livet, det svære, gentagelserne. Alt det, et menneskeliv mest er gjort af, og som Strindbergs drama tvinger os til at mærke på ny her med et strejf af aktuelle kriser, hvor kolera er udskiftet med corona, og uden religion, men med et strejf af det overjordiske i Marie Kildebæks cool-sfæriske stemme, der smyger sig omkring det hele og ekkoer Agnes’ overjordiske oprindelse.
Kål, barneskrål og livets almindeligheder
Her svæver Rosenborgs spir, her ruller en karantænevogn med coronapodere forbi, her udviskes alle følelser i et isoleret hjem, hvor alt har samme sort-hvide mønster. Her svæver både mellem de drivende skyer på vej alle og ingen steder hen. Her lander en hvid murstensvæg, som minder om Pink Floyds The Wall. I den mur sidder døren, der af og til transformerer sig og får sit eget liv i den karussel, hvor menneskenes liv går i ring mod døden.
Her kæmper Sebastian Kloborg emblematisk med sit snørebånd, der skal bindes igen og igen. Her kalder Simon Kongsteds stolt poserende Officer atter og atter på sin Victoria, der forbliver en drøm, indtil hun materialiseres i Maria Kochetkova og Sebastian Kloborgs æterisk-længselsfulde kærlighedsdans, der lukker første del og ordløst rørte mit hjerte.
Her vinder Mikkel Lunds Vogter stirrekonkurrencen med Officeren. Her dirrer forventningen i Ena Spottags Plakatmanden, indtil skuffelsen over det grønne sænkenet rammer. Her kontrasteres hendes sødmefyldte Glarmesteren med hendes diabolske Lærerinden. Her lader Mikkel Arndt hele sit forrygende kropskomiske talent med en skærende smerte som Advokaten, der bliver Agnes’ livsledsager, indtil hun kvæles i hans kål, barneskrål og livets almindeligheder.
Er det synd for menneskene?
Asta Kamma Augusts moderne Agnes er i en pastiche på en skoleuniform, der spejles i flere af de øvriges kostumer som en visualisering af drømmens transformationer, og vel også som en påmindelse om dannelsesaspektet i hendes rejse på jorden.
“Det er synd for menneskene,” siger hun stadig mod slut. Men Anna Balslevs fortolkning trækker med sit fravalg af tekstens religiøse aspekter også i en retning, der mindre lidelsesfuldt tager menneskets vilkår på sig. Det er et fravalg, der giver mening i en nutidig kontekst, mens reduceringen af Digteren, som Christine Albeck Børge dermed får en ret utaknemmelig opgave med, ender med at gøre dette metalag tæt på påklistret.
Et drømmespil er en æstetisk himmerigsmundfuld for øjet og øret med Laura Løwes douche scenerier og Viktor Dahls komplementerende kompositioner, og især første akt er en fuldstændig vidunderlig fortolkning af en tekst, der ikke er den nemmeste at have med at gøre. I anden akt vil man nok både for lidt og for meget på samme tid og ender derfor med lidt frugtesløse gentagelser, der ikke helt forløser forventningerne fra første del.
Det sagt, er Et drømmespil altid værd at se for sit evigtgyldigt brændende tema. Denne version er blændende smuk og byder på et fremragende cast, der elegant bruger diversiteten i kroppe og faglighed til at accentuere teksten på nye måder.
Dramatiker: August Strindberg. Iscenesættelse og bearbejdelse: Anna Balslev. Scenografi og kostumedesign: Laura Løwe. Komponist: Viktor Dahl. Sange: Viktor Dahl og Marie Kildebæk. Koreografi: Sebastian Kloborg. Lysdesign: Jonas Bøgh. Lyddesign: Janus Jensen. Oversættelse: Benny Andersen.
Medvirkende: Asta Kamma August, Mikkel Ardnt, Simon Kongsted, Christine Albeck Børge, Mikkel Lund, Ena Spottag, Marie Kildebæk, Sebastian Kloborg og Maria Kochetkova.
Et drømmespil spiller 27. september – 12. november 2024 på Det Kongelige Teater.