“Vi stod alle sammen med tårerne trillende ned ad kinderne.” Ordene stammer fra skuespiller Tomas Ambt Kofod, der er aktuel i rollen som det berygtede musikgeni The Phantom i musicalen The Phantom of the Opera. ISCENE har mødt manden bag masken, der er en skuespiller med erfaring i forvandling. Her fortæller han om hemmeligheden bag de maskerede roller.
Tomas ambt Kofod er en mester i forvandling og har tidligere spillet titelrollen i Jekyll & Hyde, udyret i Skønheden og Udyret og har også huseret som Phantomet før i Love Never Dies, opfølgeren til The Phantom of the Opera. Det er roller, han har talent for – han var nomineret til en Reumert for Jekyll & Hyde – og roller, han holder af at spille.
”Det særlige ved flerpersonlighedsrollerne er, at man får lov til at trække på flere veksler fra sig selv end ved mere endimensionelle roller. Legepladsen bliver større. Man kan komme længere ud i hjørnerne. Det er fascinerede at arbejde med, og jeg tror også det er dragende for publikum, som af natur er nysgerrige med hensyn til, hvad der gemmer sig i et menneske. Jeg tror vi alle i større eller mindre grad kender fornemmelsen af, at man opfører sig anderledes, alt efter hvilken sammenhæng, man er i. Man sidder anderledes ved dronningens taffel, end man gør hjemme ved sit eget bord,” fortæller Tomas Ambt Kofod og tilføjer, at han lægger en del tanke i sine rollers skiftende træk.
”Hvis vi selv skifter humør, har vi jo en årsag til det skift. I virkeligheden gælder det bare om at finde årsagen til skiftet, og så er det lige pludselig ikke så svært. Det er svært, hvis det er et ubegrundet skift”.
Når han laver transformationerne undervejs på scenen, prøver han at gøre det til en leg med de menneskelige lag.
”Da jeg spillede Jekyll and Hyde, sagde jeg til Niels-Bo Valbro (teaterdirektør på Det Ny Teater, red.), at jeg blev nødt til at få lov til at indøve det, som om det var en leg. Så bliver det vitaliserende i stedet for drænende at spille det seks-syv gange om ugen. Det er rigtig vigtigt. Man må godt være træt, brugt og svedig, når man kommer af scenen, men man skal helst ikke være drænet i sig selv. Det er sjov tilfredsstillelse at bruge alt, hvad man er og har for at fortælle en god historie.”
Fra et smertespunkt
I The Phantom of the Opera spiller Tomas Ambt Kofod den misdannede komponist Phantomet, som lever i skjul i katakomberne under Pariseroperaen i slutningen af 1800-tallet.
”Han er i virkeligheden spillet ud fra et smertespunkt, fordi han blev født vanskabt og var så afskyelig at se på, at selv hans mor måtte lægge en maske på ham. Hvad enten det var for hendes egen skyld, eller fordi hun ikke ville være ved ham overfor omverden, har det været hans udgangspunkt. Hele sin barndom er han blevet drillet, slået, sparket og nedgjort og er vokset op med den her deformitet udenpå, som desværre også er blevet en deformitet indeni. Men som ofte er det jo sådan, at mennesker transformerer deres energi over i noget andet end det, der måske ikke lige kan lykkes, som han har gjort med sin musik og sine opfindelser,” fortæller Tomas Ambt Kofod og beskriver phantomet som et menneske med en fantastisk kreativ side.
”Ofte er det sådan, at hvis et menneske virkelig har følt smerte i sit eget liv, kan man genkende den i musikken. Man kan skabe musik som bliver liflig for sjælen, og det har han gjort, mens han har siddet alene i sin underjordiske verden, hvor ingen har forstået ham. Han har næsten sagt farvel til omgangen med andre mennesker og er krøbet ind i sin egen musikalske verden, indtil han møder pigen Christine. Da han hører hendes stemme første gang tænker han: Hun kan forløse min musik og dermed kan hun også forløse mig”.
Universet i The Phantom of the Opera suger dig ind
Mødet mellem phantomet og Christine er musicalens kardinalpunkt og en kærlighedshistorie, der midt i operaens dramatiske univers sætter alt på spil.
”Vi har lige øvet slutningen, og vi stod alle sammen med tårerne trillende ned ad kinderne. Den er så umenneskeligt godt skruet sammen. Kærligheden, der kan gennemtrænge hvilket som helst panser. Og så kan det alligevel ikke gå op. Håbet, ønsket, misforståelsen, selvbebrejdelsen, hadet, jalousien, kærligheden, retfærdigheden; der er så mange kæmpe store temaer på spil,” fortæller Tomas Ambt Kofod.
”Det er som om stykket gennemtæres af en stemning, man bliver styret af, når man er der. Jeg kender ikke nogen anden musical, der på den måde skaber et univers, som du – hvis du er bare lidt overtalelsesbar – lader dig suge ind i”.
Musicalen er da også den største publikumssucces i teaterhistorien. Tomas Ambt Kofod har spillet den før i 2009 på Det Nye Teater, hvor han havde rollen som den unge greve Raoul, phantomets rival. Her har han mødt mennesker blandt publikum, som har set musicalen flere gange. Men hvad er det ved historien, der trækker fulde sale, selv om den foregår i fjern fortid?
”På et tidspunkt synger Phantomet “Sæt dig ud og over tid og rum. Giv dig hen til dit indre sande jeg”. Jeg tror, det er ligegyldigt, om du havde sunget det for 100 år siden eller synger det om 100 år. Man behøver ikke tale om moderne eller gammelt, nyt eller futuristisk. Det er sat i en tid, som er svunden for os. Der er ikke nogen, der kan huske, hvordan det var i 1890. Det er bare en historie, der foregik dengang, før i tiden,” forklarer Tomas Ambt Kofod.
”Og så er der skrevet svinegod musik til. Det har fået en lille afstøvning i vores opsætning, for da Andrew Lloyd Webber skrev stykket i midten af firserne, var der en helt særlig lyd. Men en historie fra 1890 skal jo ikke lyde firseragtig”.
Gæt med i ISCENEs store quiz her og vind billetter til The Phantom of the Opera på Det Ny Teater
