Over fire uger i november vises Toasters performancefestival Acting in & out på Husets Teater. ISCENE har til denne artikel talt med kunstnerne bag to af værkerne, Jacob Remin, der viste Magisk ritual for jordens bevarelse i åbningsugen og Jules Fischer, der spiller Lesions i næste uge.
Hvad er det ritualer og performance kan og skal rykke ved i samfundsdebatten, og hvordan kan kunst skabe et samlingspunkt omkring svære debatter og emner? For de to kunstnerne Jacob Remin og Jules Fisher er det kunstneriske udtryk ikke afgrænset til et konkret produkt i materiel forstand. Det er et levende møde, der kontinuerligt udvikler sig, indprenter sig og sætter aftryk båret af fællesskabet.
Kunstneriske udtryksformer
Jacob Remin (han/dem) er ingeniør, komponist og billedkunstner, men blev ingeniør for at kunne bygge ting, som han siger. Ikke for at arbejde som ingeniør:
”Jeg har altid haft en fascination af maskiner og teknologi. Jeg vil have hænderne nede i materialiteten og vide, hvordan det fungerer. Det er ikke en tør og teknisk tilgang, men svarer til, at en maler har et lærred og en keramiker har ler. Teknologien er samtidens materiale og lære, så det er min håndværksmæssige og kunstneriske måde at interagere med samtiden på.”
Jeg vil have hænderne nede i materialiteten og vide, hvordan det fungerer
Jules Fischer (de/dem) er performancekunster, danser og koreograf, uddannet fra Kunstakademiet i København og hos Sara Gebran:
”Jeg er interesseret i den sociale og politiske krop og det, den repræsenterer i et fællesskab og arbejder derfor ofte med mange performere. Jeg har lært meget af at arbejde sammen med fantastisk dygtige folk fra forskellige discipliner, og særligt dansere elsker jeg at arbejde med. Da jeg gik på akademiet, beskæftigede jeg mig kun med abstrakte eller døde kroppe, hvilket nok har ændret sig i dag.”
Sceniske rum, forskellige udtryk
Jacob Remin er meget inspireret af håndens arbejde, der koblet til hjernen rummer uendelige potentialer. Derfor er teaterets blackboks med dens mange muligheder yderst attraktiv, og i forestillingen indgår særlige scenografiske elementer som en stor muldbunke og et bål.
”Jeg taler ofte med lys og lyd, og her giver blackboksen rigtig meget mening, Jeg kan godt lide, at ting kan dukke op ud af mørket. Rummet giver meget til magien, og tillader mig at være til stede med det, der er.”
Det tilfører en intensitet til rummet, når der ikke er andet, der forstyrrer
Jules Fischer har skabt en fokuseret performance i et rum med vinduer, der reflekterer den mørke by udenfor. De arbejder ofte uden et centralt perspektiv, hvor der sker forskellige ting i rummet samtidig, men har med Lesions udfordret sig selv. Versionen i København er en soloforestilling, hvor performeren, Ingeborg Meier Andersen, optræder med en medfortællende lampe og en tekst indtalt af skuespiller Susanne Sachsse:
”Det tilfører en intensitet til rummet, når der ikke er andet, der forstyrrer. Det er et helt andet blik på den ene krop. Det er både lidt skræmmende, men også spændende, at der ikke er noget, der kan stjæle fokus.”
I lære som klimaaktivist
Jacob Remins performance har et ydre konkret formål, nemlig at radikalisere publikum til klimaaktioner med fakta, ritualer og magi. Alt er velunderbygget, enkelt og effektfuldt. Jacob Remin lægger en plan, som forelægges og afslutningsvist forsegles pagten med et te-ritual:
”Der skulle gerne være nogle publikummer, der gik ud og handlede på det, og det kan jeg med glæde rapportere, at det er der. Jeg har modtaget de første billeder fra aktioner i byen lavet af publikummer, som var inde og se forestillingen. Det er jo allerede en kæmpe succes, der viser, at formatet virker.”
Jeg har modtaget de første billeder fra aktioner i byen lavet af publikummer, som var inde og se forestillingen
Publikum præsenteres først for videnskabeligt underbyggede fakta om svineproduktion, der fylder 33 % af vores land, men kun står for 3 % af brutto værditilvæksten. Eller med et citat om de danske haves tilstand, der lyder nutidigt i sin urgency (påtrængende nødvendighed, red.), men er fra 1986. Fakta der illustrerer samfundets handlingslammelse og viser, hvorfor vi er nødt til at gribe tingene anderledes an for at komme ud af denne lammelse.
”Jeg ser magi som et værktøj. Hvis det virker, så eksisterer det, og det kan jeg mærke, det gør. Det er en spændende balance med den dobbelte energi mellem tillid til magien og fremlæggelsen af fakta. For hvordan lander man midt imellem seriøsitet omkring magien og argumenter, der er så velbegrundede, at selv skeptikere er med?”
Aktivisme der peger indad
Jules Fischer har tidligere lavet meget, der handler om grupper og fællesskab, men de næste værker har intime eller meget nære relationer på dagsordenen. Titlen Lesions kan oversættes til ”læsioner” med reference til de lidt overfladiske sår, vi får gennem livet. Værket handler om at gå ned i det smertefulde eller i hvert fald forsøge. Aktionen går her i høj grad indad, men adresserer årsager i de ydre omstændigheder:
”Især i queermiljøet er vi alle sammen ret skadede af oplevelser af afvisning og følelsen af at være udenfor og forkert, men det gælder egentlig os alle uanset identitet. Mine performances er ofte en katalysator for noget, jeg ikke selv er klar til endnu. Jeg vil gerne selv være mere modig og slippe af med den afstand, som jeg har inde i mig selv.”
Jeg vil gerne selv være mere modig og slippe af med den afstand, som jeg har inde i mig selv
Til forestillingen har Jules Fischer samlet tekster i en collage fra forskellige forfattere, så der skabes nye betydninger og referencer: ”Rituals were replaced by experts, gardens by pharmacies and commons transformed into capital.” Citatet refererer til Silvia Federici’s Caliban and the Witch: Women, the Body and Primitive Accumulation fra 2004.
Bogen handler om kapitalismens fødsel og den forfølgelse af kvinder, der fulgte med. Federici påpeger en sammenhæng mellem disciplineringen af kroppe, der ikke tilhørte hvide cismænd, og privatisering og udpining af tidligere fælles naturområder.
Forestillingen tilbyder at være et intenst og ambivalent rum, som Jules Fischer håber, er både konkret og abstrakt nok til, at publikum kan relatere. De beskriver forestillingens greb som ”uncanny og til tider sjove og campy,” og håber det vil kunne mærkes som en udefinerbar andethed. Lesions rummer tabet af ritualer og ceremonier og de personlige omkostninger af afstand. Værket har selv en ceremoniel form ved at køre i loop som træk fra billedkunstens verden.
Manifester i kunsten
Hvad er det, der gør, at netop kunsten er så oplagt til at rumme budskaber og give incitament til handling? Jacob Remin mener, billedkunsten kan skabe ikoner, som brænder sig fast på nethinden. I hans værk hænger gongen på bagscenen og lyser pletvist op som en måne. Den er lavet af aflagt automationsudstyr fra det nu lukkede Danish Crown slagteri i Holstebro og bærer historier for os. Smerter for grisene, job for de ansatte, men også den æstetiske symbolisme.
”Billedkunsten kan lave ikoner, som ingen glemmer, de sidder bare fast. Der er noget omkring det her med at skabe billeder i ret bred forstand, som et ikon, et symbol eller en metafor for noget. Man tilbyder en anden vej til forståelse, som jeg tror er enormt stærkt i en verden, hvor folk er stressede og forvirrede hele tiden. Billeder tilbyder noget autentisk, som også rummer en masse følelser, og det er vi sultne efter som mennesker.”
Billedkunsten kan lave ikoner, som ingen glemmer, de sidder bare fast
Jules Fischer håber, deres værk kan hjælpe med at holde et spejl op for vores mønstre. Der er så meget facade, at det nærmest er helt blankt. Vi bruger spejlingen i vinduet med byen udenfor, der reflekterer lys og et spotlight, der også kører rundt på publikum. Lyset oplyser og fremhæver, men den kraftige lysstråle kan også have den modsatte effekt, når man må lukke øjnene for ikke at blive blændet.
Teksterne står samtidig som ikoner fra fortiden, der trækkes op til samtiden: “And when the separation of body and land did happen, Marjorie, we lost ourselves and each other.”
”Mennesker separeres mere og mere af materielle grunde. Vi har mistet forbindelsen til os selv og hinanden. Vi bliver hele tiden distraherede fra det, der egentlig betyder noget og er i stedet optagede af at være gode kapitalistiske borgere. Samtidig længes vi efter at blive hele igen, og den kompleksitet prøver performeren at håndtere. Konkret forsøger hun at opretholde en graciøs form, mens hun følger en stemme, der ikke er hendes. Som tiden går, bliver kroppen mere og mere forvredet, absurd og gollum-agtig,” siger Jules Fischer.
Tid til indre og ydre aktivisme
Lesions ene spor er et samfundsmæssigt aspekt, der handler om køn, hormoner og kapitalisme. En form for ydre omstændigheder, der forstyrrer dyb forbundethed. Et andet aspekt er afhængigheden af at reproducere destruktiv adfærd, der skader vores relationer. ”I wish I knew how to quit you,” lyder det flere gange fra højtalerne i den røde sal.
”Jeg tænker meget over vores muligheder for at skabe intime relationer og alt det, der står i vejen for det. Lesions er virkelig fyldt med intimacy issues, men under al distancen ligger længslen efter heling og kærlighed,” siger Jules Fischer.
Under al distancen ligger længslen efter heling og kærlighed
Den samme handlingslammelse får Jacob Remin til at kalde på handling, og begge kunstnere mener, det skal udspringe fra fællesskaber og samhørighed. Grundforudsætninger vi før havde netop ritualer og ceremonier til at minde os om. Det kan være voldsomme kræfter, man åbner op for, når man bruger ritualet og magiens værktøjer, og det skal man være opmærksom på:
”Billedkunsten kan lave nogle forførende billeder, men det er jo potentielt skadeligt, hvis ikke jeg tog ansvar for mit værk og udførte det på et oplyst grundlag. Jeg håber på, at jeg fremstår tillidsvækkende og fornuftig nok, til at folk gerne vil følge værkets præmis, og efterfølgende forpligte sig på klimaktivisme. Det er jo ret fantastisk, og ret radikalt hvis det virker!”
”Den nye generation af aktivister er meget bedre til at passe på hinanden, end vi var før i tiden,” fortæller Jacob Remin med tanker til sin egen mere kaotiske aktivistungdom. Det kan være en opfordring til at implementere samme fokus på omsorg i de nære forholds indre klimakampe mod materialismens skadelige egenskaber.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Toaster med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
