Paw Henriksen: “Jeg vil gerne provokere dem, som mener, de har de helt rigtige svar – det skal jeg fandme nok selv finde ud af.”

Hvad er en rigtig mand i 2026? Spørgsmålet blafrer i vinden, som måske er ved at vende. Herning Ny Teater sætter med Når vinden vender fokus på manderoller og en tilsyneladende evigt voksende generationskløft. ISCENE tog en snak med skuespiller Paw Henriksen om, hvordan den ærlige samtale kan være modgiften i en polariseret verden.

“Det er ikke ligefrem uvant for mig at sidde på det her hotelværelse,” fortæller Paw, da jeg ringer til ham, mens han er indlogeret på Hotel Scandic i Herning. Faktisk er det kun få måneder siden, at københavneren med det smittende smil sidst lagde vejen forbi, og nu er han tilbage for at medvirke i Herning Ny Teaters nyskrevne slægtsdrama Når vinden vender.

Paw er uddannet fra Statens Teaterskole i 2000 (nu Den Danske Scenekunstskole, red.), men debuterede allerede som filmskuespiller i 1993 i Eva. Igennem 00’erne blev han kendt i den brede offentlighed via store roller i serier som Hotellet og Anna Pihl. Hans CV er en alenlang række af film og tv-serier, men de senere år er han i højere grad vendt tilbage til landets teaterscener.

Ord- og brændekløveri

Tre mænd fra hver deres generation, Jens, Henrik og Victor – spillet af henholdsvis Bjarne Henriksen, Paw, og Thor Støvelbæk – mødes til den årlige brændehugning. “Det er en form for generationsteater med en farfar, en far og et barnebarn på 25. De skal repræsentere hver deres generation, men når det så er sagt, så er det meget vigtigt, at det ikke bliver stereotypt. Det er rigtige personer, med rigtige problemer,” opsummerer Paw kortfattet stykkets historie.

Jens står for de klassiske dyder, “men han er jo også opvokset med en far, der stort set ikke sagde et ord til ham,” lyder beskrivelsen af Bjarne Henriksens karakter. “Henrik er i slutningen af 40’erne, og er repræsentant for den tid, hvor man forsøger at indordne sig efter de nye strømninger. Ikke nødvendigvis en blød mand, men mere en mand, der lader sig rive med uden at stille spørgsmål.”

“Victor repræsenterer den nye tid, der har fået nok,” fortsætter Paw. Jeg spørger om det ikke netop er den stereotype inddeling og får svar på tiltale: “Jo, men det er så derfor, at vi har en helt masse replikker, der gerne skulle udfolde, at tingene ikke er helt så sort/hvide.”

Samtale fremmer forståelsen

Ifølge Paw peger Når vinden vender på, at mange af de uenigheder, vi som samfund oplever i disse år, mere handler om manglende samtale end om egentlige uenigheder: “Det er ikke nødvendigvis, fordi de tre mænd er så uenige med hinanden, men de er sprunget direkte til en konklusion på noget, og de andre har ikke været med på rejsen.”

Han uddyber: “Dybest set kunne de godt tænke sig, at de havde det godt og hyggeligt, at de fik flækket noget brænde og kom tættere på hinanden, men der er simpelthen for meget, de ikke har fået talt ordentligt ud om.”

Samtalen er altafgørende, og det er netop den, der så ofte bryder sammen i en evigt mere polariseret verden, men den må finde sted på baggrund af et oprigtigt forsøg at forstå hinanden: “Jeg er glad for, at stykket tager de her ting op til debat i stedet for at lave en omgang politisk teater, hvor man trækker en sæk ned over hovedet på folk og fortæller dem, at det er det her, I skal mene, fordi det er den rigtige mening. Der er mange sandheder.”

Det gør sig ikke mindst gældende i forhold til Victor – den unge mand, som reagerer stærkt imod en verden, som i hans optik er præget for meget af det, vi lidt forsimplet kunne kalde woke. Ifølge Paw har han som reaktion “nok bevæget sig for meget over i den modsatte grøft,” men det betyder ikke, at han ikke har en berettiget plads i samtalen: “Victor reflekterer meget over, hvorfor han har det, som han har det, og hvorfor verden – efter hans mening – er ved at blive et mærkeligt sted.”

Hvad er maskulinitet?

Når vinden vender er skrevet af dramatiker Thomas Markmann, som tidligere har arbejdet sammen med Paw. I 2017 skabte de den biografiske soloforestilling Mig og Tyson, som var bygget op om Paws fortid med boksning og relation til forbilledet, sværvægtsbokseren Mike Tyson.

Boksning har i høj grad været med til at forme Paws syn på maskulinitet, ikke mindst af den overfladiske slags: “Den form for maskulinitet falder fuldstændig til jorden for mig, og det er klart noget, jeg har lært fra boksning. Når der kom sådan en rigtig bodybuilder til træning, var det jo det nemmeste, for de havde intet at have det i. Bare undvig et par gange – og det er nemt nok, for de er tunge – og vent til deres arme begynder at syre, så er det legestue!”

Den form for maskulinitet er ifølge ham bare stupid og har intet at gøre med, hvad han selv lægger i ordet: “Jeg har altid set maskulinitet som et positivt ord, som betyder, at man opfører sig ordentligt, at man besidder en vis styrke, og at man bærer den uden at skulle fremvise den hele tiden.”

Generationskløften

Når vinden vender stiller ikke kun spørgsmål til manderoller, men går også i kødet på en bredere diskussion om, hvordan generationerne slår sig på hinanden. En ting Paw genkender fra sit eget liv – især blandt de yngre bekendtskaber: “De unge synes, det er nemmere at sætte et prædikat på, at noget er forkert. Der er mange ting, de er meget opmærksomme på, men hvor de måske ikke lige får forhistorien eller hensigten med.”

Der er mange måder at være til på i den verden. Karakteren Henrik har én facon, mennesket Paw en anden: “Sådan som jeg lever i dag, der siger jeg, hvad jeg mener. Men det er jo ikke ensbetydende med, at det bliver set som særligt fremsynet – eller særligt godt for mit arbejde – men jeg er sådan set ligeglad,” indrømmer han.

På sin vis har han nok med egne ord mere til fælles med Bjarne Henriksens karakter end den, han selv er sat til at spille, men heri ligger netop det spændende: “Det handler ikke om, hvad jeg mener. Det er sjældent specielt morsomt at spille noget, der bare ligger ligefor. Jeg skal jo præge det, ellers er det bare at sige ordene, og det kan enhver idiot finde ud af.”

Kampgejsten lever

Paw virker ikke synderligt afskrækket af konfrontation – det havde også været et uheldigt skudsmål for en tidligere bokser. Direkte adspurgt om, hvem han godt kunne tænke sig at ramme med forestillingen, lyder det fyndigt: “Jeg tror gerne, jeg vil provokere dem, som mener, at de har de helt rigtige svar, og siger “det er sådan her, vi gør”. Den form for autoritet bryder jeg mig ikke om. Det skal jeg fandme nok selv finde ud af. Det er fordummende for alle.”

Ifølge ham ligger kunstens styrke netop i at kunne debattere et emne uden at insistere på at have den rigtige holdning: “Jeg bliver altid nysgerrig, hvis jeg ser en karakter eller en historie, hvor jeg kommer lidt ud på kanten og kommer i tvivl. Hvis det bare er et postulat, mister jeg interessen og ender med at sidde og kigge på scenografien og tænke “nå, måske jeg skulle male badeværelset i den farve”. Det kan jeg ikke bruge til en skid.”

Kampgejsten virker intakt, selvom det i dag handler om alt andet end at vinde over en modstander. Det handler om en ærlig samtale – også med dem, vi ikke umiddelbart kan se os selv i.