★★★★☆☆ Fremragende ensemblepræstation i Fru Marie Grubbe

Odense Teater har atter kastet sig ud i en maraton-version af en romanadaption. Denne gang af J.P Jacobsens lyrisk-sanselige Fru Marie Grubbe (1876), der bringes til live med sang, sensualitet og sladder i endnu en fornem ensemblepræstation fra den fynske landsdelscene.

Odense Teater har som en af de eneste scener i landet et større ensemble og et fremragende et af slagsen. Det er en af grundene til, at teatret ofte lykkes med projekter, der på papiret kan se lidt tvivlsomme ud. Som eksempel kan nævnes de for tiden – ikke kun af Odense Teater – elskede romanadaptioner, der kan blive virkelig gode, men også det modsatte. For episke fortællinger er indlysende ikke født dramatiske.

Nu gælder det J.P Jacobsens Fru Marie Grubbe, der tager afsæt i den virkelige Marie, der levede fra 1643-1718, og hvis uregerlige liv også har inspireret andre forfattere som Steen Steensen Blicher og Ludvig Holberg.

Fordoblet i stearinlysets skær

I Odense har vi tidligere set blandt andet Vibeke Wredes vidunderligt edderdyppende gotiske trilogi Stormfulde højder (2021). Anne Zacho Søgaards iscenesættelse af J. P. Jacobsens Fru Marie Grubbe vækker erindringen om det univers, om end vi denne gang er et lysere sted i Lisbeth Burians grå-brune scenografi, der genskaber 1650’erne med kalkede vægge, smukke tapeter, tunge trædøre og finurlige deltaler i væggene.

Her på farens traurige gods Tjele voksede Marie Grubbe op. Hun møder os fordoblet i stearinlysets skær. Den unge og den ældre, som Nanna Skaarup Voss og Natalí Vallespir Sand giver liv i hver sin del af dobbeltforestillingen. Der er lethed i deres indledende dans om hinanden, men under den dansante lethed lurer driften, der kommer ud som ivrige galp, før scenen gives til unge Marie og hendes erotiske drømme. Ældre Marie vender af og til tilbage som en observerende skygge, ligesom unge Marie følger sit ældre jeg fra skyggerne i del 2.

Men nu kommer folket frem – eller “Rygtebørsen”, som de krediteres i programmet. Og her kommer ensemblestyrken for alvor til sin glans, når de øvrige spiller glider ind og ud af navngivne roller og anonyme fortællere i folkets klæder. En fælles fortællepersona, der også fire gange sammenfatter begivenhederne i en folkevise med moralen “livet flyr hen”.

Livet flyr hen

Livet flyr hen for Marie, der svinger mellem vegeterende perioder på Tjele, i Norge på Akershus og Kalø Slot afløst af drømmende længsel, men også næsten maniske forelskelser og saftspændte erotiske forhold. Marie bryder datidens normer, og hendes litterære fremstillinger har ofte været tolket som et billede på frigørelsen af kvinden, ikke mindst seksuelt. Måske behøver man ikke kønne hendes fortælling i dag, men mere se hende som et menneske, der følger sine lyster uanset konsekvenserne.

Hun er svær at få hold på som dramatisk karakter, fordi hun ud over sine dramatisk højspændte besættelser også har lange perioder af sløv stirren ud af ruderne på de forskellige godser. Dicte Houmøllers dramatisering er meget loyal, måske også for loyal. Den flyder smukt på replikniveau, hvor Houmøller stærkt forener datidens og nutidens sprog. Og det er som sagt en rislende fornøjelse i sig selv, at se ensemblet dukke op bag søjler, i vinduer, fra døre og hjælpe os over endnu en fortællebro. Men der kunne måske være skåret en anelse hårdere i detaljerne uden det store meningstab?

Nanna Skaarup Voss’ unge Marie emmer af ubevidst barnligt begær, der foldes smukkest ud i samspil med Lea Baastrup Rønnes kammerpige Lucie, der følger Marie et langt stykke af vejen. De to gantes fx, mens Lucie blidt glatter Maries hår. Her er en ømhed, der måske handler om tiltrækning, men nok også om det modersavn, Marie bærer på. Siden gror hun til og lader sit begær flyde frit i galopturen med sin første mand, Ulrik Frederik – der kom efter den første kærlighed, ham, der slap væk i døden.

Viktor Pascoe Medom spiller denne lidt kluntede adelsmand, der elsker Marie, men også sine ambitioner, som hun ender med at stå i vejen for. Skilsmisse og videre – her er der ikke den store forskel på 1660’erne og nu. Medom er også kusken Søren Ladefoged, Maries sidste kærlighed, og hans bondske karakter slår gnister mod Natalí Vallespir Sands modne Marie, der nu iscenesætter sit sociale fald til samfundets bund med åbne øjne og stærk, scenemæssig tyngde. “Hvert menneske lever sit eget liv og dør sin egen død,” siger hun mod slut. Kvinden, der levede mange forskelige liv, står ved sit eget.

Se dem i streg

Mikkel Bay Mortensen gør særligt lykke som købmands-entertaineren Daniel Knopf, mens Lars Simonsen generøst balancerer sin bejler Sti Høghs umådelige selvoptagede latterlighed lige til kanten. Klaus T. Søndergaard er blandt andet Maries nærige far Erik, der lidt firkantet er repræsentant for samfundets normer, mens Tine Gotthelf varetager et imponerende antal kvindeskikkelser omkring Marie. Men det er samspillet, mere end de enkelte karakterer, der skal fremhæves, som instruktionen også gør.

Fru Marie Grubbe kan opleves over to aftener, men jeg vil som altid opfordre til at se dem i streg på én aften. Selvom det serielle format også kan noget, stiger intensiteten, hvis man sidder i et rum med de samme karakterer i så lang tid. Vi lærer dem at kende, og selvom forestillingen, især i første del, er lidt fragmentarisk flakkende, fordi vi skal have det hele med, formidler den også det drys af forvirret ungdom, der er en del af Marie. Hvem er jeg, hvor skal jeg hen?

Det ved den ældre Marie, der træder fuldtonet i karakter og går efter det, hun vil have. Om hun er en synderlig god rollemodel i dag, kan vel diskuteres, da hendes begærsobjekter altid er andre mennesker – til slut endda en mand, der slår hende. Men mere billedligt – set som et menneske, der ikke passer ind i samfundets stramme rammer og tager oprøret på sig – er hun en velkommen figur. Det kan synes altmodisch at anlægge dette moderne, antropocentriske perspektiv på eksistensen, men Odense Teater formår at vække fortællingen til live og levere endnu en fornem ensemblepræstation.