★★★★☆☆ Kejserinden adapterer romanforlægget med klang, krop og højt tempo

Trommerne slår taktfast, stemmerne er et kor af stødvise udåndinger, og ord gentages som mantraer. Fortællingens bankende hjerte bliver sanseligt og får krop og klang i Livingstones Kabinets fysiske og musikalske fortolkning af Selma Lagerlöfs roman Kejseren af Portugalien, Kejserinden på Bådteatret, hvor tempoet dog ikke altid levner plads til, at lykke og længsel kan nå at synke ind.

Vi befinder os i 1800-tallets Värmland. Jan i Skrolycka mærker sit hjerte slå som aldrig før den dag, datteren Klara Gulla, opkaldt efter selve solen, bliver lagt i hans arme. Hun er hans livs lys og lykke, så da hun rejser bort for at skaffe penge, falder i ulykke og ikke vender tilbage, er det eneste, der holder ham oppe, vrangforestillingen om hendes liv som kejserinde i et fjernt land.

“Det er en bog med mange ord, kapitler og mennesker – og meget, der står mellem linjerne,” lyder det, da de medvirkende på scenen giver forskellige bud på, hvorfor romanen om den fattige indsidder (person, der bor til leje på en gård, på dansk ofte husmand, red.) stadig har meget at sige. Bemærkningen vil åbne bogens kompleksitet for publikum, men er måske også en erkendelse af den udfordring, oversættelsen til scenen står overfor.

Trolde og krimskrams

Scenen er bygget, så publikum sidder ved havnebroen, hvor Jan hver dag venter på sin datters hjemkomst. Vi venter med, mens forestillingen med få, velvalgte scenografiske elementer fremmaner fortryllende øjeblikke, hvor skellet mellem verdener bliver tyndt. Forvandlingerne finder sted for øjnene af os: Når rafterne langs broen flyttes, er vi i skoven mellem høje stammer.

Guldsolen på bagtæppet bliver i dramatisk rød belysning til dommedagsild. Brændestykkerne rummer en hel livscyklus, når de optræder som både spædbarn og ligkister. Af en bunke brænde springer en trold. Den er et abstrakt billede på ondskab, men optræder konkret som Lars Gregersen, den nye gårdejer, der vil fratage Jans familie deres jord.

Julen bliver et gennemgående element i brugen af rekvisitter. Kunstig sne, krøllet julepynt og glitrende krimskrams understreger miraklernes og galskabens tid. Fx når karakteren Tosse-Ingeborg, der samler på guldstjerner og byder Jan velkommen til ”Længselsdalene”, på scenen bliver til et lyserødt, drejende plastikjuletræ med en skævtsiddende diskokugle på toppen.

Klang og krop

Ud over scenografien er det især stemmerne, der giver Jans overbevisninger og sindsstemninger form. Fx vender mantraet ”ingen almisser” insisterende tilbage. I en anden scene fortæller ansigter oplyst af skibslygter om Jans tur gennem skoven på vej til julegudstjeneste med barnet i armene. Rytmisk beretter de om trætrolde med lange arme, der vil snuppe barnet.

”Hvilket barn, hvilket land?” spørger stemmerne og forvandler med deres ord vandringen til selve juleevangeliet: et barn, der bebuder lys og lykke, et barn, som skal beskyttes mod kong Herodes. Den musikalske side af forestillingen tilføjer en ekstra dimension til romanens univers. Sang, harmonika og violin transporterer med folkelig klang publikum til en anden tid og et andet sted.

Stemmer og trommer formår undervejs også at give plads til noget af det, der ikke bliver sagt: ”Har I en ko?” ”NEJ,” svares der i kor. ”En gris?” ”NEJ.” ”Er der koldt om vinteren?” ”JA.” Men spørgsmålet ”Hvor meget bliver I betalt?” bliver mødt med stilhed, mens trommen slår videre.

Mellem forklaring og mulighed

Kejserinden nøjes ikke med at lade landsbyens verden tage fysisk form. Undervejs træder de medvirkende ud af fortællingen for at forklare gårdejerens stamtræ, fremhæve romanens klasseperspektiv eller fortælle, at den har få, ofte unavngivne kvinder. Publikum bliver taget i hånden, og med bruddene bliver vi tilbudt overblik eller nye måder at forstå det, vi ser på scenen.

Særligt stærkt virker det i en scene, hvor Malthe Saunte ifører sig Klara Gullas røde kjole. Med et queer greb om teksten lader ”måske”-spørgsmål os drømme hendes liv frem på en anden måde, end landsbyen evner at forstå. Andre steder trækker bruddene i den modsatte retning. Eksempelvis kapiteltal og overskrifter oplæses og får os til konstant at forholde os til fortællingen som roman.

Kejserinden vil meget på én gang: marxistiske, feministiske og queer perspektiver bliver alle inkluderet. Tempoet er højt, og særligt hen mod slutningen føles handlingsforløbet kompakt. Resultatet bliver, at stærke billeder- og skuespilpræstationer ikke altid får tid til at bundfælde sig.

Jeg er måske ankommet til forestillingen med en forventning om romanens tidslighed, for selvom forestillingens puls spejler Jans bankende hjerte, savner jeg lidt af den langsommelighed, der er med til at give plads til alt det, der også lever mellem linjerne: længsel, kærlighed og uretfærdighed.