SCENEN SAT er ISCENE’s månedlige klumme, hvor skiftende stemmer fra scenekunstens verden deler deres erfaringer, holdninger og blikke på feltet. I dag skriver Anders Anderskov, direktør for Amager Revyen, om kunstig og kunstnerisk intelligens
Vi valgte titlen i april. Nu mangler vi bare, at verden holder sig nogenlunde til emnet frem til februar. Amager Revyen har fra begyndelsen haft en undertitel. Men når man vælger den længe før premieren, følger bekymringen: Er den stadig relevant, når tæppet går?
Til 2027 foreslog vores faste instruktør, Mikkel Reenberg, emnet “Kunstnerisk intelligens”. Jeg var straks begejstret. Et ordspil, der peger ind i vores egen verden og ud i bølgen af kunstig intelligens.
Revy betyder jo at se tilbage. Men denne gang er problemet næppe, om emnet holder til premieren. Det er, om vi kan følge med.
Titlen er en rød tråd, vi giver videre til tekstforfatterne. Men alle numre skal ikke handle om chatbots. Verden er desværre så vanvittigt et sted, at vi ikke behøver bede AI om at finde på problemer. Krige, magtkampe og menneskelig dårskab leverer rigeligt.
Jeg bruger det selv
I begyndelsen bad vi ChatGPT om at skrive en sang om vores svoger eller en tale til mosters runde fødselsdag. Senere skulle vi alle sammen se os selv som tegnefilmsfigurer. Og hvor vi grinede.
Nu er selskabslegen for mange blevet et arbejdsredskab
Nu er selskabslegen for mange blevet et arbejdsredskab. Jeg bruger AI til overblik, nyhedsbreve og til at rette stavefejl i mails. Dem leverer jeg stadig selv. Det, jeg først åbnede for at blive underholdt, åbner jeg nu for at få noget fra hånden.
I en lille revy har jeg alle kasketterne på. Økonomi, sponsorer, billetsalg, markedsføring og praktik. Der er ingen kommunikationsafdeling eller sekretær at sende opgaverne videre til. Så ja, det er en hjælp for sådan en som mig. Økonomien skal også hænge sammen. Men hvordan bruger jeg hjælpen uden at undergrave det fag, jeg selv er en del af?
Da skuespillerne fik nye ansigter
Vi er begyndt at genkende AI-udtrykket i invitationer på Facebook. Teknologien leverer hurtigt. God smag følger ikke automatisk med.
Men jeg skal ikke være bedrevidende. Jeg fik selv lagt visuelt materiale op, hvor AI havde ændret skuespillernes ansigter. Jeg havde brug for hjælp til billederne. Jeg havde ikke brug for et nyt hold.
Det var min fejl, og jeg fik hurtigt slettet det igen. Det hjælper ikke at pege på computeren, når jeg har trykket på knappen.
Lur mig, om teknologien ikke snart bliver bedre til at bevare ansigterne. Bedre teknologi fritager mig ikke for at bruge min dømmekraft. Jeg skal stadig overveje, hvad jeg bruger den til, og hvad menneskerne på billederne har sagt ja til.
Min gevinst kan være en andens arbejde
Når AI hjælper mig med billeder og kommunikation, bevæger jeg mig ind på områder, andre lever af. Jeg kan ikke nøjes med at glæde mig over de timer, jeg sparer.
Det handler om arbejdspladser og retten til at bestemme over sit arbejde, sin stemme og sit ansigt
I branchen diskuterer vi AI på tværs af faget. Fra stemmer og indlæsning til billeder, tekst og film. Det handler om arbejdspladser og retten til at bestemme over sit arbejde, sin stemme og sit ansigt.
Vi skal kunne kræve samtykke og ordentlige vilkår uden at blive stemplet som bange for fremtiden. Jeg vil spare tid på administrationen, så vi kan bruge kræfterne på forestillingen. Men min økonomi må ikke blive en undskyldning for at overse andres faglighed.
Vi skal stadig bruge hovedet
TV 2 omtaler den 26. oktober en undersøgelse fra TrygFonden: 34 procent vil så vidt muligt holde AI helt ude af deres liv. I 2024 var det 23 procent.
Det forstår jeg godt. Hvis hjælpen betyder, at vi mister overblikket over vores eget arbejde, har vi også mistet noget undervejs. I skolen bliver spørgsmålet tydeligt: Hvad bedømmer vi, hvis vi ikke ved, hvem der har lavet afleveringen?
Men min hjerne holder næppe op med at arbejde, fordi jeg får rettet en mail. Problemet opstår, hvis jeg holder op med at stille spørgsmål til svarene. Jeg vil hverken bruge AI af vane eller afvise det af princip.
Vi må ikke blive dovne. Vi skal læse aviser og bøger, høre musik, se scenekunst og møde mennesker. Lade os udfordre af noget, vi ikke selv har bestilt. Bruge AI med fornuft og tage ansvaret. Men at vende ryggen til udviklingen giver i min optik heller ikke mening.
Der sidder nogen i salen
Revy er levende, og ingen aftener er ens. Det afhænger også af dem, der har indløst billet den aften. Publikum kommer med forskellig baggrund og reagerer forskelligt, og det mærker holdet på scenen. Det er noget af det, jeg holder allermest af ved scenekunst og revy.
Det er den kunstneriske intelligens, Mikkel samler og giver retning. Han har det kunstneriske overblik. Så tager jeg mig af arbejdet bag scenen.
Vi deler rum, nærvær og forhåbentlig også grin
Jeg tror vitterligt, folk hungrer efter det ægte, mens det bliver sværere at se, hvad der er lavet med AI. I teatret ved vi, hvem der står foran os. Vi deler rum, nærvær og forhåbentlig også grin.
Hvis publikum også vil have det i fremtiden, tror jeg på mange år for Amager Revyen og scenekunsten.
LÆS OGSÅ: SCENEN SAT: Barndom til genforhandling
