UP Comedy Festival har igen haft kraftigt vokseværk og byder i år på over 60 forskellige komikere, der næsten alle har en times shows i løbet af hele efterårsferien. Hvad skal man vælge i dette slaraffenland af standup? Vi nærmer os festivalens slutspurt, så her er mine bud på et par af de mange, mange – og ret forskellige – oplevelser, du kan fange i Indre By i København.
Igen i år har jeg fornøjelsen af at deltage i anmelderjuryen på UP Comedy Festival, der i sit fjerde år næsten har fordoblet antallet af kunstnere. Over 60 komikere stiller op i konkurrencen om festivalens fem priser. Dertil kommer talentprisen og det hele kulminerer med prisfest på søndag i Bremen Teater, hvor Sofie Skriver er vært.
Juryerne har således skullet spænde kysen og snøre skoene, når vi iler rundt mellem de mange venues i Indre By i København. Hver dag lynevaluerer vi de 14-16 shows, vi så dagen før, før vi atter kaster os ind i kampen for at komme programmet rundt. UP Comedy Festival byder på både kendte og helt nye navne, og der er måske også særlig grund til at fremhæve muligheden for at se komikere fra andre dele af landet end hovedstaden.

Barok absurdisme og akavet hverdag
Festivalen arrangeres udelukkende af comedyscenen selv og den giver en helt unik mulighed for at orientere sig i genrens bredde, ligesom det også er her, talenterne får lov at folde sig ud for et større publikum – og typisk dukker op med eget show 1-2 år efter. Det gælder i år blandt andet for sidste års vinder, skuespiller Anders Manley, der i Anders Manley…laver standup forvandler almindeligheder og hverdagsobservationer til komik-poesi stærkt båret af hans nuancerede stemme og stilfærdige, men sylespidse sans for timing.

Det gælder også for Gritt Jakobsen, der vandt Talentprisen i 2023, og i år kan opleves i Er det bare mig? Det er det helt sikkert ikke, om end hun har en helt særlig evne for at lande i akavede situationer – og gøre dem værre. “Det blir’ ikke bedre,” er hendes fars motto, men showet er også mere end godt nok.

Bjarke Søgaard deltog også i Talentkonkurrencen sidste år, hvilket er afsæt for hans totalt syrede og tekniktjekkede Ud af en tangent. Søgaard kommer ud af en del tangenter i et show, der både er flot eksekveret og ganske gakgak. Han repræsenterer comedyens absurde subgenre, som også kan opsøges i Pelle Lundbergs Underspillet, hvor AI-opvarmning, hydrationbreaks, hånddukken Onkel Bent og samspilsgruppe for publikum på underfuld vis kaster mange grin af sig. En rød tråd kan godt være krøllet – det mestrer de to med sikker sans for det barokt burleske.

Alfahønner og andre garvede navne
I den anden ende af erfaringsspektret har MC fundet vej tilbage til scenen. Hans enorme evne som skriver fornægter sig ikke, så nogle af festivalens absolut sejeste punchlines bliver sat i hans Alfahøn, der også kan appellere til feinschmeckere med sans for jokes, der ældes med ynde.
Thomas Warberg, der er en del af festivalens bestyrelse, kan også være med, når han med vanlig evne for kropskomik vækker sit 2014-show til live i Genbesøgt. Her viser det sig snart, at tiden i den grad er løbet fra nogle ord og jokes, men som den dramaturgiske mester, han er, er showets pointe også en ganske anden. Et rigtigt metashow, der illustrerer, hvad hele festivalen handler om. Man starter et sted, og på festivalen inspirerer unge og ældre komikere hinanden, og kan afprøve ideer på hinanden og det talstærke publikum.
Lasse Rimmer har fundet ny luft med det særdeles veloplagte Kender vi hinanden? Det kommer vi i hvert fald til, mens Rimmer får formet et boyband ud af tre tilskuere og opsummerer livets mening til “at sætte en lille stikling”. Det er bare godt, afslappet og morsomt at være i. Det samme gælder Thomas Hartmanns Enten Eller, der osende af charme tager os tilbage til barndommen og ungdommens land i 70-80erne og giver “Det var en anden tid” kontekst.
LÆS OGSÅ: Michael Schøt: “UP Comedy Festival skal være et trygt sted at slå sig”

Barske emner og politisk tæft
Danielle Dahlhus har noget på spil og rammer festivalen lige i solar plexus med sit Det må du ikke sige. Men hun er ikke bange for at sætte ord på et af tidens største tabuer. Kan pædofili være sjovt? Det kan det i hendes barske, skarpe, sjove og fuldstændig frygtløse show, der bag de tvetydige smil og forbløffede grin rummer en ramsaltet systemkritik, der sætter spor. Så ja, det kan man også tale om i comedy.

Myreflittige André Jakobsen er med igen i år. Denne gang med In medias res, der tager afsæt i bitterhed over et afsluttet parforhold, men vanen tro også river os rundt i tidens dårskaber fra absurde livsstilstrends til Christian Rabjerg Madsens poseren med ulv – Madsen er blandt festivalens hotte emner i selskab med blandt andet solsikkesnore, tab af nære pårørende og komikernes egne karrierekvaler. Kan man lide Michael Schøts samtidssatiriske rants, er Jakobsen et must, om end hans stil mere er at bruge underspillets greb og et drillende blik til at fyre sine politiske provokationer afsted. Men tag ikke fejl, her er både mod, tæft og timing.

Maya Ndiaye er tættere på intimssfæren, når hun observerer Menneskedyret i et af forestillingens mest originale performances. Ndiaye har ikke fået det memo, der forbyder manus på standup-scenen, men bruger sine sammenklipsede ark til at skabe sin finurlige, poetiske persona, der jonglerer dating og teenagesøn med en vis elegance og sans for at underliggøre hverdagens detaljer i sin stramtskårne tekst, hvor sproget også spiller en hovedrolle.

Saltstangens eksistentialisme
Anne Bakland er som mange andre også festivalveteran og lægger i år publikum ned med det fremragende Forspil, hvor hun virkelig træder i karakter som den stærke komiker hun er. Materialet kredser om de nære ting og relationer, men Bakland kan også give både toiletbesøg og en saltstang eksistentiel betydning. Hun formår at forvandle ugidelighed til ømhed og tilbagelænet kropskomik. Hun maler med grimasser og kan sætte en punchline som de allerbedste i et show, der emmer af nerve, liderlighed og menneskekundskab.
Hun maler med grimasser
Også Frederik Rosgaard har raffineret sine virkemidler og leverer et forrygende show med den sigende titel Store gennembrud. Han har selv skrevet anmeldelsen af showet, for lidt megaloman er man vel altid, når man skal skjule sin usikkerhed. Rosgård blander hverdagens trængsler med drømme om storhed i et uhyre velskrevet og dramaturgisk stensikkert show, der flyver højt i kraft af det suveræne samspil mellem tema og levering af en komiker, der i den grad kan sit kram.
Nogle nævnt. Mange, mange flere på plakaten. De store navne er udsolgt, men det giver jo desto mere grund til at gå på opdagelse blandt alle de andre komikere og måske finde frem til en subgenre, man aldrig er stødt på før. Festivalen er som altid inkluderende, så comedyen kan folde sig ud i et hav af formater som den diverse kunstart, den er. Aktuel, inderlig, provokerende, personlig, tæsketight og rablende vanvittig.




