IMAGINARIUM – hvad sker der med dansen, når synet træder i baggrunden?

Åben Dans i Roskilde har premiere på danseforestillingen IMAGINARIUM der er et sanseligt og flerdimensionelt værk, som undersøger mørke og publikums forestillingsevne, når synet ikke er den vigtigste sans længere. Bag værket står Beyond Darkness, der siden kompagniets start i 2019 har været fascineret af mørket. ISCENE har talt med de kunstneriske ledere, Nadja Mattioli og Nanna Hanfgarn Jensen, om deres kunstneriske praksis.

Hvordan kan en lyd i høretelefonerne eller i rummet, en vind af bevægelse, en berøring eller en duft, der rammer næseborene, få os til at fornemme en bevægelse, en tilstedeværelse eller en stemning? Og hvor meget stoler vi egentlig på vores sanser, når synet træder i baggrunden? Det er nogle af de spørgsmål, koreograferne Nadja Mattioli og Nanna Hanfgarn Jensen undersøger i IMAGINARIUM, hvor publikum i høj grad er med til at forme deres egen oplevelse.

Værket har udviklet sig fra en oprindelig idé om totalt mørke til en hybrid med sprækker af lys, lyd og tekst i høretelefonerne, taktile materialer og dufte. Tilgangen udspringer af Beyond Darkness’ sanselige praksis og økologiske tænkning, men rummer også et særligt fokus på tilgængelighed og sanselig inklusion. Et samarbejde med tidligere aktivitetskoordinator for Dansk Blindesamfund, Lene Johannsen, har desuden givet koreograferne nye perspektiver på, hvordan man kan koreografere til mørket.

At overgive sig til mørket

Vi mødes over en kop kaffe med udsigt til Københavns Havn, inden turen går tilbage til prøverne hos Aaben Dans i Roskilde. Nanna og Nadja fortæller, at de fandt sammen på Scenekunstskolen i en fælles fascination af mørket. De udforskede på forskellige måder, hvad der sker med vores oplevelse, når synet ikke længere kan bruges på den sædvanlige måde.

“Vi brugte meget tid i mørke. Dansede i mørket, sad i mørke, tænkte i mørke. Vi sammenlignede ideer med ønsket om at skabe et værk i mørke. Vi lagde mærke til, at når vi selv sidder i mørke, prøver vi konstant at se noget. Synssansen er programmeret til at gøre det. Så rent faktisk oplever man, at man ser en forestilling med prikker, former og bevægelser. Så vores interesse bevægede sig i den retning,” fortæller Nadja.

Interessen førte til kompagniets første værk, SCINTILLAE (2021). Arbejdet med mørket gav dem samtidig nye spørgsmål til, hvad der gør det kunstnerisk interessant.

“Vi vil gerne tænke, opleve og skabe dans på en anden måde, der samtidig kræver en ændring af rammerne omkring processen. Vi lever i en verden, der aldrig rigtig tillader os at være i mørke. Der er altid en form for lysforurening, og vi var meget interesserede i spørgsmålet om, hvor og hvornår vi er i mørke og udfordre os selv.

Mørke ændrer, hvordan du sanser, og hvordan du relaterer til rummet, ting og andre mennesker. Der er nødt til at indfinde sig en overgivelse til fænomenet. Dertil kommer tanken om, hvor lidt lys der skal til, for at det bliver interessant at lege med. Når lyset fx er på 0,5 eller 1 procent, handler det mere om bevægelse end om form i Raphael Frisenvænge Solholms lysdesign. Det er små hints, der tillader os at begynde at forestille os ting i omgivelserne,” uddyber Nadja.

Et andet sansehierarki

Synet spiller en dominerende rolle i vores oplevelse af dans. Men for Beyond Darkness er det netop dette sansehierarki, der er interessant at udfordre.

“Vi har talt rigtig meget om, at den måde, vi oplever verden på, primært er gennem vores syn, hvis man altså kan se. Det vil vi gerne være med til at ændre på. Når synet bliver taget fra os, bliver vi nødt til at bruge vores sanser på en anden måde. Når man danser, handler det om, hvordan vi mærker hinanden. Hvordan skaber vi bevægelser gennem følesansen? Hvordan oplever vi dansen? Det handler stadig om, hvad vi ser, og hvad vi forestiller os. Men det handler lige så meget om, hvordan vi kan fornemme et nærvær,” siger Nanna.

Undersøgelsen af, hvordan dans kan opleves uden synet som den dominerende sans, førte også Nadja og Nanna til Dansk Blindesamfund for tre år siden. Her kom de i kontakt med konsulent Lene Johannsen, der blandt andet organiserer kulturelle aktiviteter for medlemmerne. Mødet blev en anledning til at undersøge, hvordan de kunne skabe et rum, hvor blinde og svagtseende også kunne opleve dans.

“Vi var interesserede i, hvordan det er at danse, når man har nedsat syn eller er blind, og hvordan vi kunne skabe et rum for det. Så vi tilbød deres medlemmer en workshop i dans. […] Den erfaring gav os interessen i at invitere blinde og svagtseende til at opleve en forestilling sammen med seende,” fortæller Nadja.

Når kunst påvirker tilgængelighed

Samarbejdet med Dansk Blindesamfund har ikke alene handlet om at gøre forestillingen tilgængelig for flere, men også om at lade nye erfaringer påvirke den kunstneriske proces. Det gælder blandt andet tekstens rolle. Hvor teksten i SCINTILLAE var mere sparsom og poetisk, har den i IMAGINARIUM fået en større og mere beskrivende funktion.

“Det blev lidt mere beskrivende, end vi egentlig havde planlagt, for at hjælpe publikum. Det er stadig ikke synstolkning på nogen måde, men en poetisk variation af det. Og så har vi med den binaurale, rumlige koreografi også skullet tænke over, hvordan vi supplerer det visuelle med noget andet,” siger Nanna. Teksten er skrevet af Nadja.

Samtalerne med Lene Johannsen har gjort koreograferne opmærksomme på, at seende og ikke-seende kan opleve den samme situation forskelligt. En reaktion hos en seende tilskuer kan eksempelvis få en ikke-seende ved siden af til at føle sig udenfor. Derfor arbejder de med at give publikum flere indgange til værket gennem lyd, tekst og andre sanselige indtryk. Samtidig er koreograferne bevidste om grænserne for deres egen indsigt. Målet er ikke at tale på vegne af mennesker med synshandicap, men at undersøge, hvordan værket kan åbne sig for flere perspektiver.

Som et ekstra tilbud inviterer Beyond Darkness blinde og svagtseende publikummer til en såkaldt touch-tour før forestillingen i scenograf Lærke Barfods sanselige univers. Her kan de undersøge scenografi, kostumer og materialer gennem berøring. Tilgængelighed bliver dermed ikke blot et spørgsmål om at føje ekstra information til et færdigt værk. Den er tænkt ind i selve den kunstneriske proces, hvor nye perspektiver er med til at forme, hvordan dansen kan opleves.

Hvad kan vi stole på?

I Imaginarium spiller høretelefonerne en central rolle. Her møder publikum både tekst og lyd, der er optaget på forhånd, og lyde fra danserne i rummet, Cecilie Kjær og Þórunn Guðmundsdóttir.

“Hvis de larmer rigtig meget på scenen, så hører man også det. Så vi koreograferer både lyden fra danserne, men også lyden i hovedtelefonerne, som er optaget reallyd af deres bevægelser. Det er en blanding af rumlig forvirring og forklaring,” siger Nadja.

Dele af koreografien er optaget binuralt og placeret i kompositionen som sit eget rumlige koreografiske lag. Det kan give fornemmelsen af, at nogen nærmer sig bagfra, selv om bevægelsen foregår et andet sted. Lydsporet bliver dermed en koreografi i sig selv, der både guider og forstyrrer publikums rumlige orientering. Også teksten bevæger sig mellem forskellige perspektiver og verdener uden nødvendigvis at forklare, hvordan de hænger sammen. Lydkunstner Eliza Bozek har desuden klonet sin egen stemme til en AI-genereret stemme, der indgår i forestillingens lydunivers. Dermed rejser værket også spørgsmålet om, hvem eller hvad publikum egentlig lytter til, og hvor grænsen går mellem det menneskelige og det kunstige.

“Det er et grundlæggende spørgsmål om, hvad der er virkeligt, og hvad der er forventet. Stemmen holder fast i det spørgsmål gennem hele forestillingen som en rød tråd, fordi den er så naturtro, at man nogle gange selv bliver lidt i tvivl. […] Vi bruger den, og vi tester den, og vi viser også alt det, den ikke kan,” siger Nanna.

Plads til forestillingsevnen

IMAGINARIUM er ikke bygget op som en lineær fortælling, der fører publikum frem mod ét bestemt svar. I stedet arbejder Beyond Darkness med forskellige perspektiver og glimt ind i mulige verdener. Publikum må selv skabe forbindelser mellem deres indtryk undervejs. For Nadja og Nanna handler det om at udfordre vores tilbøjelighed til at tage det, vi oplever, for givet. Og om at skabe plads til fortolkninger, der ikke er givet på forhånd.

Mørket bliver på den måde både et kunstnerisk greb og en invitation til at give slip på den vante måde at opleve dans på. Men det kræver også, at publikum føler sig trygge nok til at være i det ukendte.

Koreograferne vil altså gerne udfordre publikums forventninger, men ikke ved at tage trygheden fra dem. Det handler snarere om at skabe rammer, hvor man kan give sig hen til oplevelsen og undersøge, hvad der opstår, når man ikke på forhånd ved, hvordan indtrykkene skal forstås.

Det fremmedgjorte menneske

Spørgsmålene i IMAGINARIUM rækker ud over den konkrete sanseoplevelse. De handler også om, hvordan vores forestillinger formes af den verden, vi lever i, og hvor kritisk vi forholder os til det, vi opfatter som virkeligt. Lydsporet kan eksempelvis få publikum til at tvivle på, om det, de hører, stemmer overens med det, der faktisk sker i rummet. For Nadja er det en måde at undersøge, hvordan vi forholder os til information, der ikke nødvendigvis svarer til vores øvrige sanseindtryk.

“På samme måde som med synssansen handler det om at kunne være kritisk over for det, man modtager af lyd, der ikke altid stemmer overens med, hvad der rent faktisk sker. Alt er jo også på en eller anden måde konstrueret,” siger Nadja.

Den kritiske tilgang hænger også sammen med koreografernes blik på fremtiden, hvor mennesker i stigende grad skal forholde sig til kunstig intelligens og nye teknologier. For dem er forestillingsevnen ikke en neutral størrelse, men noget, der formes af vores kulturelle og sociale omgivelser.

“Vi tænker på det som en følelse, som også skal trænes. Alle vores følelser er kulturelt skabt, så vores forestillingsevne er også skabt efter, hvordan verden er konstrueret omkring os, og hvordan vi handler og relaterer til hinanden. Værket tilfører også en kritik, så publikum kan stille sig selv kritiske spørgsmål om, hvad det er, der er konstrueret omkring os, og hvad det betyder for vores liv, kunst og forestillingsevne i fremtiden,” afslutter Nanna, før de haster videre mod Hovedbanegården.