For Ahmed Tobasi og Zoe Lafferty er teatret ikke en flugt fra politik, men en måde at gøre modstand på. De besøgte i sidste uge Blaagaard Teater med monologen And Here I Am, der med afsæt i Tobasis egen historie perspektiverer en del af Palæstinas historie. Jeg mødte dem til en snak om kunst som modstand og det helt akutte behov for, at kunstnere står sammen om at skabe forandring.
I et tætpakket teaterrum på Nørrebro danser en mand på scenen. Hans krop er næsten hele tiden i bevægelse. Han snurrer om sig selv og får os til at le. Som han fik sine medfanger til at le i fængslet ved flygtningelejren i Jeni. Der tilbragte han fire år fra han var 17 år for væbnet modstand mod de israelske magthavere. Men også på en måde, hvor vi kan mærke sorgen over de tabte ungdomsår og kæresten, der holdt op med at tage telefonen.
Alvorlige emner
Manden er skuespiller Ahmed Tobasi, der valgte en anden vej, da han som 21-årig forlod fængslet. Men det betød ikke, at han holdt op med at gøre modstand.
”Jeg elsker at lave teater, men jeg bruger det som modstand. Vi plejede at sige, at scenen er vores AK-47,” siger han med et bevidst glimt i øjet. Udsagnet er voldsomt, men Tobasi har også alvorlige emner på hjerte. Jeg møder ham og instruktøren af hans monolog, britiske Zoe Lafferty, på en restaurant nær teatret. Hans blik er intenst, og engagementet kommer ud i hans næsten ustoppelige talestrøm, som hun diskret fletter sine kommentarer ind i.
Det betød ikke, at han holdt op med at gøre modstand.
”International ret anerkender, at et folk under besættelse har ret til at gøre modstand, og jeg tror fuldt og fast på modstand. Jeg vil ikke dræbe mennesker eller bruge voldelige midler. Jeg vil gøre modstand gennem noget, jeg kan skabe og være kreativ i. Jeg tror, at vi som mennesker kan diskutere, tale og kæmpe på en kulturel og kunstnerisk måde. Det er det, jeg forstår ved modernitet,” slår Tobasi flere gange fast.

Fra flygtningelejr til skuespillerskole i Norge
And Here I Am er hans egen livshistorie. Han er født i flygtningelejren Jenin på Vestbredden, og det var også der, han stiftede bekendtskab med teatret gennem Juliano Mer Khamis. Han drev The Freedom Theatre stiftet af moren, Arna Mer Khamis og baseret på samme præmis om kunst som modstand, som Tobasi viderefører.
Det var også her, han mødte Zoe Lafferty. Hun mødte Juliano Mer Khamis i New York i 2008 og kom kort efter til Jenin. På det tidspunkt var Tobasi rejst videre til Norge, hvor han uddannede sig til skuespiller, før han vendte tilbage for at arbejde med andre unge mennesker på teatret i flygtningelejren.
Det er en vild og utrolig personlig historie
”Vi mødte først hinanden i 2015, hvor vi lavede en stor forestilling sammen. Det var ret krævende med alle menneskene, visa, rejser og omkostninger. Det var dér, vi begyndte at tale om at lave en soloforestilling,” fortæller Zoe og fortsætter:
”Tobasi er en fantastisk skuespiller. Han kan spille mange forskellige karakterer og har en masse energi, så jeg tænkte, det ville være interessant. Det er en vild og utrolig personlig historie, men den rummer også alle de større perspektiver, vi gerne vil tale om. Vi besluttede at gøre det i et andet regi, og så stiftede vi Artists on the Frontline, og har spillet And Here I Am siden 2017.”

Modstand er mange ting
”Det er vildt at skabe en forestilling, der stadig spiller ti år senere, men situationen har ikke forandret sig. Den kan spilles nu og kunne også være blevet spillet for tyve år siden. Det, der sker nu, er endda meget værre end det, forestillingen skildrer,” forklarer Tobasi. Han henviser til, at han blev født under den første intifada (palæstinensiske protester i Israel, red.) og selv deltog i optøjerne under den anden intifada i 2002.
”Forestillingen skal give en fornemmelse af, hvad det betyder at blive født et sådant sted,” forklarer han, der oplever, at der har været brug for historien. Ikke mindst for den yngre generation, der ikke selv har oplevet den tid.
Forestillingen skal give en fornemmelse af, hvad det betyder at blive født et sådant sted
Selvom parret også før den nuværende konflikt i Gaza har oplevet censur fra især nogle arabiske lande, mærkede de lige efter Hamasangrebet 7. oktober 2023 – og den følgende eskalering af Gaza-konflikten – at det også blev sværere at turnere i Europa. ”Når folk hører ordet modstand, reagerer de, men modstand betyder ikke nødvendigvis det, de er vant til at tænke. På det tidspunkt fik vi flere forestillinger aflyst, fordi arrangørerne var bange for, at den skulle skabe vold,” siger Tobasi og slår opgivende ud med armene.

Støtte kan være som håndjern
”Er vi i Vesten virkelig nået til et niveau af naivitet, hvor vi tror, at en teaterforestilling skaber vold og krig?” spørger han retorisk, men indrømmer så, at palæstinensisk teater har fået lidt bedre muligheder nu. ”Men det er ikke kun, fordi man anerkender vores rettigheder. Det skyldes også, at Vesten har en værdikrise,” mener han.
Zoe peger på, at selvom der er en åbning for palæstinensiske kunstnere, er der stadig begrænsninger. ”Det er ikke sådan, at man bare får en platform og frit kan sige det, man selv finder nødvendigt. Får palæstinensere lov til at føre de samtaler og fortælle de historier, de selv ønsker?” spørger hun med henvisning til de vanskeligheder, der er forbundet med at finansiere deres turné i en konfliktfyldt tid, hvor både teatre og støttegivere skal finde ud af at navigere.
Kan være som håndjern, hvis støttegiverne vil kontrollere fortællingen,
”Støtten er heller ikke nødvendigvis en fordel. Den kan være som håndjern, hvis støttegiverne vil kontrollere fortællingen,” siger Tobasi og vender sig mod de indsatser, Artists on the Frontline arbejdede med i Jenin frem til 2024, hvor lejren blev ryddet, og Tobasis familie blev fordrevet af det israelske militær. Nu har organisationen projekter mange steder i verden, der alle har et stærkt fokus på at give de unge deltagere agens gennem kunsten.

Hvordan bliver man en uafhængig kunstner?
”Jeg har arbejdet med NGO’er, teatre, projekter og lokalsamfund hele livet, og pengene kommer altid udefra. Men det betyder også, at vi bliver afhængige af europæiske penge, og at støttegiverne får fingrene langt ind i vores liv. Det ender ofte bare med en rapport, og så går man hver til sit” fortæller Tobasi. Han har derfor valgt selv at sætte penge i et projekt i Palæstina, hvor lokalsamfundet har engageret sig.
”En donerede et hus, en anden kommer og gør rent. Hele lokalsamfundet gik sammen på en enkel og beskeden måde og hjalp hinanden med at skabe stedet. Og de oplever, at det er deres og ikke mit projekt,” fortæller han. Zoe peger også på organisationens fem unge kulturskabere, der både arbejder med scenekunst og andre medier, som et andet godt eksempel på dens formål.
”De fem unge er meget stærke og leder deres projekter på hver deres måde. De er udøvende kunstnere, men også producenter, og vi gør ikke tingene for dem, men lærer dem fx at skrive ansøgninger. Det handler ikke om at overlade dem til sig selv, men om at spørge: Hvordan bliver man en uafhængig kunstner, der ikke kun er afhængig af internationale og især vesteuropæiske dynamikker?” forklarer hun. Tobasi supplerer: ”Ledelse handler om at kunne skabe plads til andre.”

Kunstnere, stå sammen
Mens vores samtale lakker mod enden, vender vi tilbage til den præmis, der binder alle deres indsatser sammen. ”Kulturel modstand handler også om at sikre, at man fører de samtaler, som andre ikke ønsker at føre,” siger Zoe, mens Tobasi understreger, at kunstneren har en særlig rolle i samfundet:
”Kunstnere over hele verden må stå sammen. Vi har brug for hinandens støtte. Vi har stor magt og kan påvirke politik, økonomi og beslutninger, og vi må sikre friheden til kunstnerisk arbejde, tale og udtryk – og retten til at stille spørgsmål gennem kunsten. Vi har alle vores egen smerte, men den behøver ikke kun at blive en byrde.
Vi har alle vores egen smerte, men den behøver ikke kun at blive en byrde
Man kan bruge sin smerte, så den bliver til noget positivt. Det er derfor, jeg ikke tror på at dræbe mennesker. Jeg tror på teater og kunst. Mit budskab er: Hvis I på nogen måde kan engagere jer i kulturelle og kunstneriske begivenheder, så gør jeres bedste. Det er den eneste måde, vi kan gøre verden til et bedre sted,” slår han atter fast.
Samme aften gør han netop det på scenen, når han med sin insisterende levende krop og blik fortæller smertens, men også oprørets og håbets historie i And Here I Am. Den formår at være medrivende og glædesfyldt uden at vi på noget tidspunkt er i tvivl om de komplekse konflikters betydning for både individuelle liv og verdenssamfundet.




