★★★★★☆ Kvindecharme og pigestolthed i Kender du hende?

Kvindekampens helte bliver til en festlig teaterkavalkade i Louise Schouw Teaters helstøbte opsætning af Kender du hende? på Aveny-T.

Stædigheden fra kvindekampen lyser ud af den vellykkede familieforestilling Kender du hende? Hos Louise Schouw Teater er Lykke Sand Michelsens populære børnebog om stærke kvinder i Danmarkshistorien blevet til en morsom og fængende musikforestilling med velklingende sangere og lovende balletskoleelever. Perfekt til de 6-12-årige, men såmænd også til deres voksne.

Umiddelbart virker det som en besværlig idé at skabe teater over den sprælske kvindebog, der strækker sig over genrer lige fra biografier til bonusfakta. Men Lykke Sand Michelsen har selv skrevet teatermanuskriptet, og hun har virkelig haft sans for at skabe en rammehistorie, der kan rumme bogens brogede fortællinger. Nogle af kvinderne er berømte. Andre er næsten glemte. Men de er allesammen kvinder, der gjorde noget enestående i deres tid.

Anarkistisk iver

Den enkle og velfungerende scenografi af Johanne Eggert består af nogle skillevægge med en storbys skyline som diskret silhuet i bunden – og nogle tomme guldrammer og nogle tomme piedestaler for de afdøde heltinder.

I dette univers har instruktøren Louise Schouw fået kvindefortællingerne til at blomstre op i en yderst levende og morsom kavalkade. Iscenesættelsen har fået kvinderne til at fremstå som som interessante mennesker, der aldrig giver op – indsat i en helstøbt collage med anarkistisk iver og friskhed. 

Danmarks første kvindelige overhoved, dronning Margrete I (1353-1412), er forestillingens rammefigur. Hun træder frem i skikkelse af skuespilleren Nina Aller Christrup med smuk, gylden dronningekåbe og royal hårkransfrisure. Hun spiller egentlig en tavs statue på et museum, men hun er ret utilfreds med, at skolebørnene i dag ikke kender hende.

Så da nogle balletskoleelever går forbi hende på museet, standser hun dem. ”I ligner nogen, der keder jer!” siger hun. Og så går hun i gang med at fortælle dem om sit vilde liv – om alt det, hun blev nødt til at gøre på en særlig måde, netop fordi hun var kvinde. Nina Aller Christrup har en herlig hjertelighed over sig. Hun synger med bred og folkelig klang, og hun har en selvironi, som børnene også griner med på.

Snert af revy

Skuespilleren Lisbeth Kjærulff kaster sig præcist ud i mange af kvinderollerne med en skøn humor med garvet snert af revy. Hun spiller en overklasseselvsikker fortolkning af forfatteren Karen Blixen (1885-1962) med aristokratiske håndbevægelser. Men også en nørdet og indædt udgave af jordskælvsforskeren Inge Lehmann (1888-1993).

Hendes kække og veloplagte sangstemme puster liv i sangene. Man kan forstå hvert eneste ord, hun synger, hvad enten de er skrevet af Dorthe Gerlach eller Anne Linnet – eller af Helle Hansen, der også er en af forestillingens sangskrivere sammen med Lars Fjeldmose og Eskild Dohn.

Skuespilleren Marianne Gonnov Bøgelund skaber flere af forestillingens mere jordnære portrætter. Hun hitter ikke mindst i rollen som svømmeren Jenny Kammersgaard (1918-1997), der svømmede helt fra Sjællands Odde til Grenaa. Marianne Gonnov Bøgelund lægger sig bare på maven på en kasse, og så tager hun svømmetag i vildskab, mens hun bliver ved med at smile og være glad – og overhovedet ikke træt. Det er sjovt.

Lang slutscene

På scenen er også fire dygtige balletskoleelever fra Friskolen for Scenekunst i Odense – tre teenagepiger og en ni-årig pige. Sammensætningen af professionelle voksne skuespillere og børn kan være svær, men her lykkes blandingen virkelig godt. Pigerne har fuldstændig styr på deres ballettrin i de øvelsesagtige synkronkoreografier af Line Friis Pedersen. Desuden bliver det i sig selv en klar pointe, at pigerne som den nye generation skal føre rækken af stærke kvinder videre.

Kun slutscenen og en omstændelig portrætudfyldning af guldrammerne virker unødvendigt lang. Efter en times forestilling har vi faktisk fattet pointen om, at ”det’ uretfærdigt / det virker virk’li’ uretfærdigt”, som et omkvæd lyder.

Ja, den historiske uretfærdighed er bragende. Derfor er det også så godt, at disse kvinders historier nu genfortælles for børnene gennem en vellykket teaterforestilling. Med en lattermild Margrete den 1. i spidsen.