★★★★☆☆ Bad Mexican Dog vil ikke lade os tro på sin egen magi

På Sort/Hvid påkalder Bad Mexican Dog det poetiske og transgressive potentiale i Joni Eikas novelle af samme navn. Forestillingens vanvittige publikumsinteraktion er centrum for undersøgelsen af de magtøkonomier, der udspiller sig mellem turister og mexicanske beach boys såvel som skuespillere og deres betalende publikum. Det er skiftevis sjovt, ømt og sindssygt ubehageligt at være vidne til. Med greb inspireret af novellen skaber forestillingen i glimt magiske ”huller i virkeligheden” for så i sidste øjeblik at pille sit stærkeste motiv fra hinanden.  

Der er dømt fuld feriestemning, da seks all-inclusive-gæster tager plads i hver sin liggestol på scenen. Hver aften har nye publikummer mulighed for at bytte deres velvillige medvirken til en plads i det mexicanske feriehelvede. I boblen bag en gennemsigtig væg bliver de badet i varmt lys og glade toner, mens strandklubbens boys opvarter og tilbyder dem snacks, drinks og massage. 

Lige indtil lyset brat går ud. På den mørke scene er væggen blevet et spejl vendt mod publikum. Når solen forsvinder, lukkes vi ind i det rum, der opstår mellem strandens boys, efter gæsterne er gået. Blandt aftersun, spyt og hvide klatter på blå badebassin-PVC opstår magiske, seksuelle ritualer, der åbner for udveksling hinsides de økonomiske transaktioner. 

Kroppen som serviceydelse 

Som boys indtager Ludvig Brostrup og Tani Dibasey rollerne som servicepersoner på forskellig vis. Ludvigs boy er mere alvorlig, når han reciterer uddrag af novellens tekst. I kontrast er Tanis boy overdrevet imødekommende og gør det undervejs tydeligt, at smilet er en serviceydelse og den evige taknemmelighed en nødvendig strategi, hvis man er på tålt ophold. 

Sammen er de kroppe, der roder, kravler, famler, omfavner hinanden, ligger i ske, udveksler spyt og danser febrilsk med rejelignende bevægelser. De springer ind og ud af karakter og optræder også som sig selv.

I dialoger, der rækker ud over scenen og novellen og i deres konkrete kropslige tilstedeværelse, giver de stemme og krop til novellens håb om, at ord og queer fællesskaber kan skabe forskydninger, samtidig med at denne antagelse udfordres. Bad Mexican Dog balancerer mellem at vise os ømheden og det poetiske potentiale i boysnes fællesskab og insisterende pege på virkelighedens magtforhold. 

Teaterets magtøkonomi

Fiktionens og virkelighedens magtforhold smelter sammen i interaktionen med all-inklusive-publikummerne, der går fra uskyldigt at blive guidet til at danse i tog og synge ”Mexicoooo, Mexico” til at blive opfordret til at få slikket deres fødder, mens det bliver filmet, medvirke i en kvælningsscene eller indgå i andre ”ydmygelsesritualer”, hvor de skal dominere en boy. 

Ubehaget bliver ikke mindre af, at vi ved, at publikummerne på forhånd er blevet briefet og påmindet om grænsesætning, eller at Tani undervejs forsikrer os om, at han er OK, at han er på arbejde. Men det skaber en ambivalens over for teatrets kontrakt: Hvad har vi og de egentlig sagt ja til? Hvor langt er de villige til at gå på scenen? Og hvad koster det af dem og af os?

Der er både en generøsitet og en kompromisløshed i interaktionerne, hvor Ludvig Brostrup og Tani Dibasey omsorgsfuldt tjekker ind med publikummerne, men samtidig går til grænsen. ”Bare rolig, jeg kommer ikke til at gøre noget ulovligt,” forsikrer Tani, der er nordmand og bemærker, at han i så fald ville blive smidt ud af landet. En underspillet kommentar, der med ét flytter os fra det poetiske til det realpolitiske. 

De magiske huller lukkes

De to skuespillere driver forestillingen frem fra hver deres position. Ludvigs boy fastholder den poetiske længsel efter noget andet, mens Tanis boy søger tilflugt i fiktionen, men med en ironisk distance. Hen mod slutningen tager desillusionen over, når Tani med inddragelse af Joni Eikas (tidligere Jonas Eika, red.) systemkritiske tale ved Nordisk Råds Litteraturpris i 2019 konstaterer, at ”nothing has changed.”

”Intet af det her er virkeligt […] Det eneste, der er virkeligt, er, at jeg er norsk turist,” lyder det videre fra Tani, der dermed sætter spørgsmålstegn ved, om kunsten reelt kan gøre en forskel. Parallelt findes alligevel forestillingens til tider ækle, men ægte magi: Intimiteten, den messende sang, omfavnelserne, et blodigt røvhulsritual og fremmaningen af en kosmisk havskralds-rejegud. 

Balancen mellem håb og desillusion fastholdes frem mod forestillingens slutning. Poetisk potentiale, sammenbrud, vold og rædsel eksisterer side om side, og Bad Mexican Dog kulminerer i spørgsmålet om, hvad kunsten kan stille op overfor de magtøkonomier, der former vores virkelighed. 

Men efter et stående bifald fra publikum indskydes en ekstra scene, hvor Ludvig Brostrup og Tani Dibasey fremfører en art diy-guide til at lave huller i virkeligheden ”hjemme i stuen”. Rejeskelletter og -æg, samt seksualiteten som en portal til noget andet, bliver entydigt fjollet, og ekstrascenen efterlader mig med en følelse af, at de huller, forestillingen har efterladt på klem, hastigt lukkes, fordi forestillingen får os til at grine akavet af den magi, den ellers både har ladet os se og mærke.