Jo Hedegaards dramatisering af Fjodor Dostojevskijs Kældermennesket spillede på Teatret Slotsgården i sommeren 2025. Nu er den barske monolog udkommet i et uhyre lækkert design fra Forlaget Banditsved. Bogen præsenteres ved en oplæsning i Politikens Boghal torsdag d. 12. november kl. 16.30.
“Jeg er et sygt menneske. Et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske. Jeg er et sygt menneske, men jeg har ingen diagnose.”
Jo Hedegaards dramatisering af Fjodor Dostojevskijs Kældermennesket starter lige på og hårdt som forlægget selv, men med en krog ind i samtiden. I dette tilfælde den eskalerende brug af diagnoser for mennesker, der afviger fra normalspektret. Sådan en har Kældermennesket ikke, og spørgsmålet er vel også, hvor unormal han egentlig er. Eller om han nærmere sætter ord på normalitetsbegrebets begrænsninger?
At være usynlig
Originalforlægget har netop været ofte været læst som et opgør med datidens deterministiske tendenser, der udgrænsede de mindre logiske sider af tilværelsen. Dem repræsenterer Kældermennesket i sin dobbelte kvide og beslutsomme hang til at gå planken ud og krænke både normer og mennesker i sin nærhed. Han er den moralsk underlegne, som nypuritanismen undertrykker, som Hedegaards prolog sætter scenen.
Vi møder Kældermennesket i denne afsondrede tilstand. Tilbagetrukket fra verden. Ansat i Udlændingestyrelsen, hvor han dømmer inde eller ude ved at slå plat eller krone. Han foragter sig selv, men skriger samtidig mod dobbeltmoralen og de drifter, der ikke lader sig tøjle: “Vi længes efter skibskatastrofer. Mennesker vil se ting brænde ned”. Han påfører sig selv lidelse for at kunne mærke sig selv og raser mod den pragmatiske, der lader os finansiere begge parter i krigen mellem Rusland og Ukraine.
“Je suis Gaza,” slynger han ud, som den løgner han også er
“Je suis Gaza,” slynger han ud, som den løgner han også er. Første akt springer kvikt mellem tvetydige bekendelser og angreb til højre og venstre, og tegner dermed karakteren op, så vi er klar til den sammenhængende hovedfortællingen i anden akt.
Den starter med “Et essay om usynlighed”. For det er jo det, han er, selvom ordene vælter ud i en lind strøm. Ingen ser ham, og da én endelig gør, skubber han hende væk. Usynligheden blev grundlagt i “skolefængslet”, hvor han ikke passede ind. Desto større er hans påtagede glæde over at trænge sig ind på sine gamle skolekammerater. Det ender alligevel i ydmygelse på ydmygelse, som Kældermennesket med sin perfide intellektualitet formår at omdanne til foragt og tænkte sejre.
“Han gik videre og så sig ikke tilbage, men jeg er sikker på at han følte den ætsende fornedrelse,” som det hedder om en tilfældig konflikt, Kældermennesket overtænker ad absurdum.
Gennemtænkt design
Da kærligheden kortvarigt strejfer hans kind i skikkelse af den delvist prostituerede Hannah, viser han et glimt af smerten indeni, før han atter hånsk slår øjeblikket itu. “Kids, don’t do this at home,” siger han i epilogens parafrase af en selvhjælpsbog. Løgnen er ligeså tyk i denne lingo, og intet tyder på, at Kældermennesket er så genfødt til moralen, som han postulerer. Han tager nok bare en runde mere i manegen af selvhad, der i Hedegaards gendigtning også får farve af temaer som manosfæren, restaurantkulturens dekadence og kolonisering i kraft af au pairen Zeus.
Er som designet lige så pedantisk sirligt, som Kældermennesket selv er vild og uforudsigelig.
Jo Hedegaard er en mester til at dreje aktuelle temaer ind i klassiske værker, og lykkedes også denne gang med at skrive en særdeles spilbar og underholdende farce om en desperat tristesse, der råder i tiden. Det er en vellykket romanadaption, der kræver sin spiller, men også gløder og gnistrer i munden med et kompositionsprincip, der forener forlæggets mere arkaiske formuleringer med en rap telegramstil i korte sætninger og overraskende udbrud og fokusskift.
Filip Birkner er kunstneren bag den fysiske bogs smasklækre design. Den lille bog i lommeformat ligger godt i hånden. Omslaget er sort som Kældermenneskets sjæl med titlen glitrende i poppet pink forlænget i flere farvevariationer på de første sider. Rød og sort skrift flyder i kursiveret specialfont over de sartgrønne sider. Forfatterens noter – eller læsevejledning om man vil – er som designet lige så pedantisk sirligt, som Kældermennesket selv er vild og uforudsigelig.
Kældermennesket er et drama til tiden, og det er en fornøjelse i sig selv, at nogen stadig gør sig umage med at skabe rigtige bøger, der er gennemtænkte helt ud i sidste hjørne af designet.
LÆS OGSÅ: Kan man være normal i en syg verden, spørger Kældermennesket med fornyet alvor
