★★★★☆☆ Kan man være normal i en syg verden, spørger Kældermennesket med fornyet alvor

Teatret Slotsgårdens dramatisering af Fjodor Dostojevskijs Kældermennesket er teater til tiden. Her klinger manosfærens sårede skrig med i selvhadets spruttende opgør med samfundets syge normalitet. Det er en barsk, underholdende og nødvendig farce, som taler direkte ind i samtidens oplevelse af sammenbrud.

“Læn dem tilbage og nyd forfaldet”, siger Kældermennesket, da han i Jacob Moth-Poulsens derangerede skikkelse afsløres på sin hvide piedestal midt på scenens kolde marmorgulv. Sat på display som det insekt, han af og til identificerer sig med i sin rasende rant mod verden og sig selv.

Samfundets syge normalitet

Teatret Slotsgården er kendt for groteske farcer i samtidsorienterede gendigtninger af klassiske tekster, og Kældermennesket, der bygger på Fjodor Dostojevskijs roman af samme navn fra 1864, føjer sig fint ind i repertoiret. Romanen introducerede et skift i forfatterskabet til dets efterfølgende livtag med modernitetens positivisme og idealisme og bød på en hovedkarakter nedsmeltet i projektioner af sit selvhad.

Forbindelserne til samtiden ligger således lige for. Kældermennesket repræsenterer opgøret med eliten og opgøret med det rationelle. To og to er sjældent fire, når vaccineskeptikerne tager fat. Kældermennesket er bodegastemmen, der bobler i folkedybet, om end hans kritik formuleres intellektuelt indefra eliten som den fallerede embedsmand fra Udlændingestyrelsen, han også er i Teatret Slotsgårdens version.

Netop derfor kan han sætte kniven ind i samfundets syge normalitet og inhumane procedurer, der klinger som baggrund for den afgrund af menneskeligt morads, han åbner for vores måbende øjne og ører.

Tryk avler modtryk

Kældermennesket kan også høres som et råb fra manosfæren. Hans beef er ikke med kvinden, men hans sårede skrig emmer af det megalomane, forsmåede selvhad, der siver ud af sprækkerne fra dette hjørne af virkeligheden og på sin egen modbydelige vis bekræfter det gamle kampråb: Tryk avler modtryk.

“Jeg er et sygt menneske. Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske.”

Sådan åbner romanen, og dramatiker Jo Hedegaard har bevaret sætningen og dens tilsyneladende afsluttende antitese, hvor Kældermennesket hævder at have det meget bedre. Det er der intet, der tyder på. Hans liv er en farce holdt oppe med svidende, spruttende kaskader af ord og socialt akavede handlinger, der ikke ændrer noget i verden, men graver ham dybere og dybere ned i selvleden.

Teaterleder Jakob Moth-Poulsen inkarnerer med sin intense sans for både det bombastiske og det subtilt dobbeltbundede Kældermennesket, der i Kristoffer Lundbergs tilpas løse iscenesættelse konstant udfordrer grænsen mellem fiktion og fakta.

Kan alle være her?

Kældermennesket leger med alle os “glade, søde, bløde teatergængere”, der med skrækblandet fryd kigger på dette løgnagtige menneske. Han håner os for at håbe, han kravler intimiderende rundt på stolerækkerne og skoser os for “ikke at være bedre selv”, men rammer med sart præcision også nerven i det ødelagte menneske med mantraet: “Jeg har ret til at være her”.

Har alle ret til at være her eller måske nærmere, kan alle være her, spørger forestillingen således i Jo Hedegaards funklende, flintrende gendigtning, der aktualiserer originalens kerne til dette dirrende spørgsmål, der gør det usynlige synligt. Vil vi se, hvad der gemmer sig under klædet på piedestalen?

Verden falder fra hinanden og vedtagne sandheder står ikke længere fast. Kældermennesket er teater til tiden, der spørger uden at svare selv. Det er en barsk, men sørgeligt aktuel forestilling. Umiddelbart underholdende i kraft af sin konsekvente overskridelse af sociale konventioner, men også en mavepuster, der bliver ved med at rumle.

LÆS også ISCENEs anmeldelse af Jo Hedegaard og Johan Sarauws trilogi til Tetatret Slotsgården her