Flere personer i branchen kritiserer et medlem i projektstøtteudvalget for plagiat og for at skabe et utrygt arbejdsmiljø. De frygter at blive straffet for deres kritik med afslag på afgørende fondsmidler og for at deres ideer plagieres. Sagen er trist og peger på et strukturelt brancheproblem, hvor prekariatet fortsat er underlagt en frygtbaseret tavshedskultur, som spænder ben for et bæredygtigt arbejdsmiljø. Spørgsmålet er hvad der kan gøres?
Forleden bragte Politiken en artikel, hvor flere kunstnere råbte vagt i gevær. Årsagen var udpegelsen af teaterleder Nønne Mai Svalholm som medlem af Projektstøtteudvalget for Scenekunst. Flere folk fra branchen kritiserer Svalholm for at skabe et utrygt arbejdsmiljø og for at plagiere deres koncepter.
Nønne Mai Svalholm siger selv, at kritikken mangler konkretisering og dokumentation. Flere forbund har forelagt Statens Kunstfond kritikken, og Kunstfonden har responderet med et brev, hvor det fremgår at de ”tager spørgsmål om habilitet og et trygt og ordentligt samarbejdsmiljø meget alvorligt”, og bistår med en konkret vejledning til, hvordan der rettes henvendelse til PUS hvis man er bekymret om habilitet.
Sandheden har flere facetter
Uagtet øjnene som ser, er det en problematisk sag, som peger på et strukturelt brancheproblem. Igangværende tiltag har tydeligvis ikke kunne afhjælpe en frygt- og tavshedskultur, som har muliggjort utilstedelige arbejdsvilkår.
Det er ellers fem år siden, at film-, tv- og scenekunstbranchen gik sammen om at skabe initiativet Stregen i sandet. Et tiltag, som skulle styrke arbejdskulturen i branchen. Og det er to år siden, at HAUT og prfrm afholdt seminaret Perspectives On: Fair Practice Kodeks, som satte fokus på tiltag, som skal sikre en bæredygtig kulturbranche. Der findes altså allerede eksisterende redskaber og tiltag, som skal sikre arbejdsmiljøet – måske fungerer de bare bedre i de etablerede institutioner?
Der mangler krav til arbejdsgiver
Jens Christian Jensen fra JC Copenhagen har rådgivet Det Frie Felt i årevis. Han peger i en kommentar til Politiken-artiklen på nogle af de manglende krav, der kan være i forbindelse med fondsstøtte. Fx findes der en stor mængde krav til det ansøgte projekt, afrapportering og regnskab, ”MEN,” skriver Jens Christian Jensen i sin Facebook-kommentar, ”der er ingen krav til den rolle som arbejdsgiver, man som kunstner med et tilskud, indtræder i.”
Sådanne krav findes på etablerede kulturinstitutioner, som er underlagt arbejdsretlige instanser, som sikrer bæredygtige forhold – også ved konflikt. Men kan de fungere i et prekært arbejdsmiljø?
Direktør på Teater V, Pelle Koppel, foreslår i samme FB-tråd: ”…en eller anden form for grund-opstarts-kursus i arbejdsgiveransvar og udfordringer.” Mens producent Sigrid Aakvik peger på de udfordringer, som er knyttet til prekariatets strukturelle vilkår. Hun skriver: ”For selv med bedre rustede arbejdsgivere, står vi stadig med nogle strukturelle vilkår: midlertidige ansættelser, stærke netværksbårne afhængighedsrelationer og fraværet af uafhængige instanser, man som freelancer kan gå til, hvis noget bliver svært.”
Tal om det i fællesskab
Sagen vidner om, at det er tid til at få afdækket Det Frie Felts reelle arbejdsvilkår. Ikke i kroner og ører, men i magtstrukturer og frygtforhold. En start kunne også være, at de kunstnere og grupper fra Det Frie Felt, som modtager offentlige midler, bliver del af en whistleblower-ordning, som kan frisætte den herskende tavshedskultur. Uagtet hvilke tiltag, som sættes i gang, er det afgørende, at problemerne bliver italesat i fællesskab, så der sættes ord og handling på de udfordringer, som kan sikre prekariatet et trygt og bæredygtigt arbejdsmiljø fremadrettet.
