Populært lige nu

Passage Festival minianmeldelser – gadeteater i fokus

Passage Festival 2026

SCENEN SAT: Er remedieringer virkelig vejen frem for dansk scenekunst?

SCENEN SAT er ISCENE’s månedlige klumme, hvor skiftende stemmer fra scenekunstens verden deler deres erfaringer, holdninger og blikke på feltet. I dag spørger skribent Emil Amby,...
Annonce

Det frie felt indtager Passage Festival 2026 med musik og aktivisme

Passage Festival ved man aldrig, hvor man har – og det er et adelsmærke. Festivalen bugner som altid af både dansk og internationalt cirkus og gadeteater, men byder også atter på nye samarbejder og formater. I år kan man blandt andet møde markante aktører fra det frie felt, der med alt fra ruin-musical, trommeperformance og popkulturel desorientering til politisk performance skaber nye oplevelser og indsigter i og omkring Helsingør. Vi har talt med nogle af aktørerne, der her præsenterer deres performances og forventninger til festivalen.

Annonce

“Det særlige ved PASSAGE Festival er, at kunsten møder publikum på en helt umiddelbar måde på gader og stræder. Det er virkelig hele byens festival, og vi glæder os til at spille _plex lige der, hvor folk færdes til daglig, og dermed at bidrage til den helt unikke festlige stemning,” siger koreograf, danser og musiker Alma Toaspern. Værket _plex, der er inspireret af en 30 år gammel lydcollage sammensat af mere end 1.000 pophits, beskriver hun selv med ordene “Kraftfuld, humoristisk og knivskarp”.

Hun håber, at folk vil have det sjovt, når de ser _plex. “Det er kort, intenst, underholdende, og der er masser af popkulturelle referencer, som folk måske genkender. At opføre det føles som en centrifugeringscyklus i en vaskemaskine, bare med omkring 500 hyperpræcise cues. Vi håber, at dette energiglimt smitter af på publikum!” forklarer hun om forestillingen, der adresserer den overstimulering, der er præsent i alles hverdag på en måde, man næppe drømte om for 30 år siden, da lydinspirationen blev skabt.

LÆS OGSÅ: Marie Dahl Assembly – Vi ved, hvad vi kommer fra, og det er vi stolte af

Mother Soldier af Datterselskabet spiller ved Vor Frue Kloster. Foto: Julia Severinsen. Passage
Mother Soldier af Datterselskabet spiller i Klosterhaven i Sct. Mariæ kirke. Foto: Julia Severinsen.

En kæp i hjulet på krigsmaskinen

Musik er også helt centralt i Datterselskabets trommeperformance Mother Soldier, som komponist Sandra Boss har skabt ud fra refleksioner over at blive mor i en verden af krig. “Sorg, styrke og slagtøjsmusik” er de tre ord, hun selv sætter på forestillingen, og hun håber først og fremmest, “at publikum vil få en sanselig og musikalsk oplevelse, der kan stå som et modsvar til den krigs- og krisetid vi lever i i dag.”

Annonce

Sorg, styrke og slagtøjsmusik

Hun håber også, at publikum vil tage imod den klanglige og performative spændvidde, som forestillingens tre slagtøjsmusikere fremmaner på deres instrumenter. “De tager publikum gennem trommehvirvlende march over larmende bombardementer til svagt simrende lyde under sorte sørgeslør. Gennem poetisk spil på slagtøjsinstrumenter sætter de tre musikere konstant en kæp i hjulet på “krigsmaskinen”, der i sin natur er født effektiv og stærk,” forklarer hun, der i Mother Soldier oversætter krigens mekaniske lyde oversat til noget andet. “Her er der plads til at falde ud af geled, dyrke pauserne og gå efter de rytmer, der følger andre logikker end de militaristiske. Performancen giver plads til sårbarhed og mørke og giver stemme til kvinden som moder, som forsvarer, som forsørger og sørger.”

Sandra Boss glæder sig til at spille på Passage, fordi det er en mulighed for at vise værket i nye omgivelser, som, gruppen forventer, vil bringe nye perspektiver og meninger til værket. Datterselskabet vandrede rundt i Helsingør for at finde den helt rigtige lokation at vise Mother Soldier i. “Vi er så heldige, at vi har fået lov at være i Klosterhaven i Sct. Mariæ kirke. Det er en lille hemmelig oase midt i Helsingør. Der er en helt særlig stemning her, og vi glæder os til at træde ind i denne stemning og opleve, hvad det kan give til vores værk,” afrunder hun.  

Annonce
Ruinerne af Filip Vest og Kai Merke spiller i Gurre Slotsruin. Foto: Davy Denke. Passage
Ruinerne af Filip Vest og Kai Merke spiller i Gurre Slotsruin. Foto: Davy Denke.

Håbet i en mangfoldighed af stemmer

Passage Festival foregår traditionen tro ikke kun i Helsingør, men spreder sig ud langs kysten, og denne gang også ind i landet til Gurre Slot, hvor Filip Vest og Kai Merkes Ruinerne udspiller sig. Her kan man forvente “Musical, Fantasy og Håb” i en performance, der tænker utopisk og søger fællesskaber gennem sang. Projektet er blandt andet opstået ud af samtaler, som Vest og Merke har haft med de øvrige involverede om, “hvordan vi kan bevare håbet i de her mørke tider, med voksende fascistiske bevægelser verden over,” fortæller de.

Musical, Fantasy og Håb

“Vores forestilling kredser om et lille fællesskab i en fiktiv ruin. Til Passage Festival har vi fået lov at spille i de utroligt smukke, historiske omgivelser i Gurre Slotsruin. Forestillingen udspiller sig normalt i en ruin bygget af stilladser udsmykket med print, men til denne version kommer vi til at kombinere den faktiske ruin med en række små pop-up stilladser med ruin-print. På grund af renoveringen af Gurre Slotsruin er den desuden delvist dækket af stilladser, hvilket også spiller sammen med vores projekt. Universet er inspireret af fantasy-rollespil, og vi er optaget af det sted, hvor det magiske og hverdagslige rum mødes, hvor virkeligheden og fiktionen smelter sammen: den ægte og kunstige ruin, det reelle og fiktive byggearbejde,” forklarer Vest og Merke.

Ruinerne undersøger “hvad der skal til for at tænke utopisk, og hvad der er gået galt i tidligere fællesskaber og fantasier om alternative samfund. Vi håber, at værket kan igangsætte en samtale om, hvilke kampe man hver især har kæmpet, og hvordan de er lykkedes og mislykkedes,” siger de, og understreger, at Ruinerne trods et alvorligt afsæt også er en både sjov og absurd forestilling. “Vi håber, at folk kan se humoren i fortællingen og genkende sig selv i de forskellige karakterer,” siger de og uddyber:  

“En vigtig pointe i forestillingen er også, at det at være helt ens og enige i et fællesskab ofte er en misforståelse. Vi prøver at se, hvordan fællesskabet kan rumme en mangfoldighed af stemmer, hvilket håb der kan findes i det, og hvordan sang kan spille en rolle i at forbinde os til hinanden.”

Body Acts af Sofie Lebech spiller på Axeltorv. Foto: Søren Meisner. Passage
Body Acts af Sofie Lebech spiller på Axeltorv. Foto: Søren Meisner.

Aktion. Politisk performance. Den syge krop i det offentlige rum. 

Sofie Volquartz Lebech deltager i Passage Festival med Body Acts – Aktioner i det offentlige rum, der et forstudie til forestillingen Body Acts, der har premiere i efteråret. Performancen inddrager inviterede deltagere, der sammen med kunstneren vil bruge den politiske aktivismes koder og artefakter, som fx bannere og skilte, når de bevæger sig rundt i Helsingør.

Jeg har været vild med at møde et meget forskelligartet publikum, der er åbent overfor scenekunst, som går nye veje

Body Acts er en aktion, der stiller skarpt på, hvordan den fysisk og psykisk syge krop kan være en aktiv del af samfundet, selvom det kan være svært at forlade hjemmet eller deltage aktivt i sit eget liv. Vi håber, at aktionen kan få publikum til at tænke over den syge krops synlighed og usynlighed i det offentlige rum. Måske er der endda nogen, som vil være med. Aktionen er en del af den research, vi laver til forestillingen af samme navn, som spiller på Helsingør Teater i foråret 2027,” fortæller Sofie Volquartz Lebech, der ligesom de øvrige ser særlige muligheder ved at deltage på festivalen:

“Passage er en helt unik festival i det danske scenekunstlandskab. Den henvender sig både til et publikum, der opsøger den, og til et publikum, der møder den i det offentlige rum. Jeg har tidligere vist stedsspecifik performance på festivalen, og jeg har været vild med at møde et meget forskelligartet publikum, der er åbent overfor scenekunst, som går nye veje – i mit tilfælde med tværmediale værker, som responderer på akutte konflikter og kriser i vores omverden,” fortæller hun.  

SE hele festivalprogrammet her

passage festival logo

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med PASSAGE Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE 

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Stærk performanceprofil bliver ny leder af Udviklingsplatformen for Scenekunst

Erik Pold er ny leder af Udviklingsplatformen for Scenekunst...

Nu bliver også havet og himlen til åbne scener i Danmarks Internationale Gadeteaterfestivaler

DIG Festivalerne inviterer publikum ud under åben himmel til...
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Journalistisk chefredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Jurymedlem i Revyernes revy, Den Danske Cirkuspris og comedyfestivalen UP. Bestyrelsesmedlem i Foreningen Danske Teaterjournalister. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.

Stærk performanceprofil bliver ny leder af Udviklingsplatformen for Scenekunst

Erik Pold er ny leder af Udviklingsplatformen for Scenekunst (UP). Han skal med mere end 25 års erfaring i scenekunsten bygge videre på UP’s...