I dag meldte Teatret Møllen ud, at forestillingen Lyset, der skulle have haft premiere i morgen, bliver udsat til sæson 2027/28. Det samme skete med teatrets Camus-forestilling, Den Fremmede, der spillede i foråret, men oprindeligt skulle have haft premiere i 2024. Aflysningen i dag rejser derfor atter spørgsmålet, om der er et strukturelt problem i branchen.
“Jeg har desværre måttet sande, at det ikke er realistisk at bringe forestillingen “LYSET” til premiere i denne sæson. Jeg ønsker ikke at forcere en premiere igennem på bekostning af arbejdsmiljøet eller den kunstneriske kvalitet. Nu arbejder teatret på at finde en vej, så forestillingen kan realiseres i den kommende sæson 2027/28 i stedet. Der er heldigvis stor opbakning til at arbejde videre og vi arbejder frem mod en afklaring inden Danske Teaterforeningers store seminar i november,” skriver Teatret Møllens direktør, Nikolaj Mineka på sin Facebook-profil i dag.
Lyset, der blev beskrevet som en teaterkoncert over bandet Kellermensch’ musik, var en større satsning i årets repertoire, og der må således være vægtige grunde til en aflysning, der tilmed sker dagen før premieren. I lyset af, at det ikke er første gang, en forestilling udskydes på Teatret Møllen og at arbejdsmiljø nævnes som en del af forklaringen på den aktuelle aflysning, er det relevant at spørge, om det er strukturelle brancheforhold, der gentagne gange skaber en situation, hvor en forestilling ikke kan gennemføres.




