★★★★★★ Når verden fryser til, og kulden bider i hjertet i Isslottet

Nådesløst balancerer to 11-årige piger mellem savn og livslængsel i den mageløse lille forestilling Isslottet på Republique. Så smuk, at det gør ondt.

Det virker som den rene magi. Tænk, at Tarjei Vesaas forunderlige nobelprisroman om to 11-årige pigers gådefulde forbundethed kan træde så tindrende klart frem på en scene. Som sit helt eget unikke værk. Skærende enkelt med eventyrets mørke poesi og samtidig helt realismetæt på de to piger med deres skoletasker, brune, uformelige kjoler og et ustyrligt væld af følelser. Nådesløst balancerer de to på en afgrund af tab.

Nådesløst balancerer de to på en afgrund af tab.

Det sker fra starten med en legende tilgang, dunkende fuld af liv. Drevet af en uimodståelig trang drages den livskraftige Siss og den nye elev Unn, der for nyligt har mistet sin mor, mod hinanden. Det går lige fra den pirrende gemmeleg i skolegården til, at de pludselig sidder hjemme sammen og hvinende af fryd oplever, hvordan de kan synke ind i hinandens blik og blive et. Så overvældende stort, lokkende og mærkeligt føles det, at barndommen må slå revner.

En hemmelig, ubrydelig kærlighedspagt binder de to sammen, men samtidig er det uforklarligt og svært at rumme. Uforklarligt er det ikke mindst for Siss og de andre, hvorfor Unn dagen efter går ud og forsvinder i skoven – væk, for altid. Men vi ser hende springe rundt i is-slottet, bygdens tilfrosne vandfald, for til sidst at rulle sig sammen som en lille bylt.

Tilbage står Siss med sit løfte om, at hun ”for altid vil være ven med Unn”. Alene er hun ikke bare med savnet, tomheden og en uklar følelse af skyld, men også med presset fra forældre og klassekammerater: Hvad var det, der skete mellem hende og Unn? Umuligt for Siss at tale om: ”Det er for Unn og mig, og måske for Gud.”

En lille bylt mellem afmagt og livslængsel

Hvad stiller man op med tabet, døden og det bundløse savn? I en fortættet, kropsnær form får instruktør Anja Behrens og hele holdet suverænt udkrystalliseret vores eksistentielle afmagt men også en stædig livslængsel. Det satte sig som en knugen for brystet længe efter, at jeg havde forladt teatret, men også med et forknyt, insisterende håb.

For hvad gør Siss midt i det krydspres af længsel, sorg og omgivelsernes ubærlige uforståen – i endeløs kredsen om den hemmelighed, der som et sort hul i universet suger alt til sig? Hun ruller sig sammen som en lille bylt. For en stund.

Som den særegne skuespiller Maria Rossing er, synes hun at have direkte adgang til sit indre barn. Hendes Siss kan krumme sig sammen som et såret dyr, men med barnets ukuelighed kan hun også kæmpe for at være den, der husker Unn, når alle andre har glemt hende.

En verden bag virkeligheden

Når verden er revnet og frosset til, kan der godt opstå sprækker af håb. Pludselig kan Unn dukke op i et glimt i skolegården. Og den arm, Siss mærker om sin skulder, er ikke længere hendes mors, men Unns. For en stund.

Den indledende gemmeleg i skolegården – med dens ”Nu kommer jeg”- viser sig altså også at være en eksistentiel gemmeleg. Som i en drømme- eller åndeverden, hvor personer kan forvandle sig og flyde over i hinanden, glider Karin Bang Heinemeier besættende frem og tilbage mellem at være den mere sårbart legende Unn og Siss’ mor. Tilsvarende glider Mikkel Arndt mellem at være Siss’ far, skolelærer og Unns moster og reservemor. Sådan som mosteren i Arndts hårfint sansende gestaltning til slut kan rulle det hjemlige kludetæppe sammen, mærker man, at det er et helt liv – Unns tid – der rulles sammen.

At et kludetæppe overhovedet kan få den vægtfylde, skyldes ikke mindst Karin Gilles sans for scenografisk mådehold og sanselig præcision. Hele den lille, store verden vokser frem mellem tre spinkle skolestole og en kæmpe ramme omkring den stålis-blanke scene.

Herfra kan frostens tåger til gengæld vælde frem mod os som lysvæld bag lysvæld, selve is-slottet, historiens symbolske bagtæppe. Forstærket af Emil Assing Høyers lydlandskab af is, der knager og brager og tindrer med en harpes klang, er det dødens rum. Faretruende og isnende ensomt men samtidig sfærisk med en eventyrlig skønhed.

Is-slottet er i det hele taget båret af netop den dobbelthed af skrøbelighed og styrke. Det er den, der kendetegner Siss og Unns balancegang mellem liv og død, barn og voksen, drøm og virkelighed. Så smukt, at det gør ondt.