Teater Får302 har gennem en række feministiske og aktivistiske værker skabt plads til scenekunst, der insisterer på at blande sig i verden. I oktober kunne man opleve to meget forskellige soloværker: Gazed, som er en koreografisk debut af Þórunn Guðmundsdóttir, og Body Acts af Sofie Volquartz Lebech. De undersøger på hver sin måde kroppen, identiteten og muligheden for at forfølge drømme trods modstand.
Gazed er en flydende hybrid, der unddrager sig en entydig form og identitet. Viklet ind i hoftelangt hår, der for det meste skjuler ansigtet, fremstår skikkelsen som et væsen, der endnu ikke har fundet sin form eller sit tilhørssted. Hvem ser egentlig på hvem, når publikum er med på scenen? Det spørger dette hybride optrin mellem hårdtslående ord og dybsindig bevægelse om.
Body Acts lægger sig til gengæld fladt ned fra begyndelsen og blotlægger den syge krops sårbarhed og en indefrosset passion for stadig at udleve sin indre aktivist. I en velskrevet monolog føres vi gennem minder, følelser og livsbetragtninger fra soveværelset, hvorfra kampgejsten stadig udfordrer samfundet – selvom det er umuligt at komme ud ad døren.

★★★☆☆☆ Gazed
Gazed inviterer publikum til at bevæge sig rundt på den lille scene, så vi alle ser skikkelsen fra forskellige vinkler, men også tager udsyn fra hinanden. For mig synes Þórunn Guðmundsdóttirs skikkelse nærmest at træde ud gennem væggen, før den næsten falder i ét med rummets nøgne omgivelser.
“You think from the gut, and you move from your gut. Pleasure is when your body feels good.” Stemmens imponerende klangfuldhed og diktion står næsten i kontrast til den sfærisk-fremtrædende krop, der bevæger sig ubestemmeligt med en arm strakt frem foran sig. Som var det en radar til at opfange og sanse stemninger og finde nyt fodfæste.
Publikum flytter sig, når vi fornemmer, hvilken retning skikkelsen bevæger sig i. Armen skærer fortsat gennem luften foran kroppen, som i blinde, men samtidig med et vagtsomt blik. Vejrtrækningen bliver dybere, stemmen endnu kraftigere: “The unpleasant machines split metals from mountains and animals from their habitats.” En vred og fortabt skabning afskåret fra sin økologi og et billede på den eller det, der ikke føler sig hjemme i verden eller i de identiteter og kategorier, den stiller til rådighed.
En spændende undersøgelse
“Go into your body as if it was a house!” En invitation ind i kroppen og nydelsen som tilflugtssted, hvorfra forvandling kan finde sted – med mavefornemmelsen som kompas. Replikkerne er inspireret af Hannah De Meyers Fever Dreams. Skikkelsen ligger på gulvet, mens lommelygternes lys afslører nye landskaber i Ida Herrings interessante lysdesign. Det er et enkelt, men fint scenisk greb i en voldsomt transformativ scene om nydelse, accept og om at finde hjem gennem ny orientering.
Trods sin tilsyneladende enkelhed krævende scenekunst
Gazed er trods sin tilsyneladende enkelhed krævende scenekunst, når der både skal fastholdes et rum af ubestemmelig, næsten spøgelsesagtig tilstedeværelse i koreografi over tid, men også leveres replikker. Det er en spændende undersøgelse, der kan have en pris. Jeg oplever, at de to udtryksformer til tider skygger for hinanden – ligesom publikum gør det. Dermed får vi ikke helt indfriet det kompromisløst insisterende nærvær, som forestillingen rummer potentialet til. Til gengæld møder vi et værk, der modigt afsøger nye veje gennem kendte tematikker. Þórunn Guðmundsdóttir er en lovende kunstner, hvis udvikling bliver spændende at følge.

★★★★☆☆ Body Acts
I Body Acts starter vi et helt andet sted: Sofie Volquartz Lebechs krop ligger med ryggen til os i en seng med hvidt sengetøj. Intet andet. “Hvad er en politisk handling, hvis kroppen ikke kan forlade hjemmet?” spørger forestillingen. Med udgangspunkt i erfaringer med psykisk sygdom og autoimmun sygdom mindes den sengeliggende krop sine dage som aktivist. Sofie Volquartz Lebech fortæller roligt, næsten foredragsagtigt, med en subtil humor, der punkterer enhver tendens til selvmedlidenhed.
Med en subtil humor, der punkterer enhver tendens til selvmedlidenhed
Sproget er forfriskende ærligt og fyldt med billeder, der gør fortidens oplevelser levende. Vi føres tilbage til Solvognens aktivistiske teater med ridende heste, hesteblod og politiets tæsk. Aktivisterne ville tale USA’s oprindelige folks sag midt i en fejring i Rebild Bakker. Erindringerne tegner et billede af aktivismen som mere end politisk handling: Den er også identitet, fællesskab og tilhørsforhold.
En fortælling om aktivistisk identitet
“Jeg drømmer om (…) troen på en anden verden. Hvad kan man tillade sig, når man har fået en diagnose?” spørger Lebech. På et bagtæppe af piller, overvældende træthed og familieforpligtelser bevæger forestillingen sig mellem personlige erfaringer og andre kunstneres aktivisthistorier. Undervejs åbner også eventyret om Tornerose sig: En skikkelse, der sover i hundrede år, fanget i depression og skam, indtil nogen finder vej ind bag tornehækken og kysser hende vågen.
Felipe Osorio-Guzmáns lysdesign er med til at skabe de forskellige universer, mens Jon R. Skulberg rammer forestillingens nerve med sin sans for timing. Han tør lade publikum mærke sygdommens konsekvenser uden at slippe den selvironi og omsorg, der præger værket. Dermed bliver Body Acts ikke blot en fortælling om en krop, der har mistet sin handlekraft, men også om en aktivistisk identitet, der lever videre, selv når kroppen sætter grænser.

To værker om kroppe og systemer under pres
På hver sin måde undersøger Gazed og Body Acts, hvad det vil sige at finde fodfæste i en krop, der ikke uden videre passer ind i verdens kategorier eller forventninger. Hos Þórunn Guðmundsdóttir bliver kroppen et sted for søgen efter identitet og tilhørsforhold i en verden, der selv er i opbrud og skaber turbulens i økosystemer og tilhørsforhold. Sofie Volquartz Lebech viser, hvordan den politiske identitet og kampgejst kan leve videre, selv når kroppen mister sin handlekraft.
Begge værker insisterer på, at sårbarhed ikke udelukker modstand, men de udfolder det gennem vidt forskellige sceniske udtryk.
Gazed:
Koncept og koreografi Þórunn Guðmundsdóttir. Koreografisk assistent Magalí Camps & Julia Kosalka. Koreografisk sparring Joana Öhlschläger. Kostumedesign Benedikte Beate Hansen. Vokal og tekst konsultation Eyrún Björk Jakobsdóttir. Light design: Ida Herring.
Performer: Þórunn Guðmundsdóttir.
Gazed spillede på Teater Får302 7. – 10. oktober 2026.
Body Acts:
Tekst, iscenesættelse Sofie Volquartz Lebech. Iscenesættelseskonsulent Jon R. Skulberg. Dramaturg Astrid Hansen Holm. Lysdesigner Felipe Osorio-Guzmán. Grafisk design og foto Søren Meisner. Produktion De Kreatives Kontor.
Performer: Sofie Volquartz Lebech.
Body Acts spiller på Teater Får302 23. – 29. oktober 2026.




