★★★★★☆ Living Layers skaber et intenst dragende univers af erindring

Svenske Below Zero besøger i disse dage DYNAMO i Odense med deres Living Layers. Som livets lag folder sig ind i hinanden, folder de tre artister og den enlige musiker sig også om hinanden i et show, der er både poetisk og kraftfuldt.

En dør går op og slipper lyset ind i den mørke sal. En skikkelse i hvide bukser med svaj og røde dekorationer bevæger sig tøvende ind i rummet, hvor en tone nu dirrer. Hun retter en lille projektor ind i den ene side og så i den anden, så pixelerede sort-hvide billeder kastes op på de fire forskudte baner stof fra gulv til luft, De giver scenen dybde, og visualiserer samtidig de lag af liv, der har givet forestillingen navn.

Strimler af tiden

Spæde lyde fra en harmonika fletter sig ind i grundtonen, og tre andre entrerer rummet, mens musikken bygger pulsen op. Alva Harju Jansson bærer det store, tunge Cyr-hjul, som hun, Fridamy Roth og siden også Klara Sköldulf Philipp cirkler om og spejler sig igennem. De indtager rummet gennem glid i hjulet og spring over hinandens kroppe, mens Agnes Kofoed Christiansons lyse stemme klinger længselsfuldt søgende.

Det er en interessant måde at bruge Cyr-hjulet på. Tungere og mere abrupt, end man ofte ser. Hjulet bliver et billede med mangfoldige betydninger af livets gang, gentagelser og genkendelser, spejlinger og cirkulære bevægelser, der også er en gennemgående faktor i andre dele af performancen.

Hjulet lægges til hvile, og Fridamy Roth bevæger sig i en skiftevis organisk flydende og grafisk skarp koreografi, som Agnes Kofoed Christianson sætter smaskende, klaskende lyd til i en virkelig sjov sekvens, hvor den enes krop og den andens gutturale og vanddryppende stemme improviserer hinanden frem til klimaks, hvor lydene bliver til den sang om tiden, der dukker op i brudstykker undervejs: “Det, du ser, er det, jeg er i strimler af tiden.”

Lille My-vibe

Ved bagtæppet står linen monteret på en trækonstruktion, der kan fungere som en form for ekstra line, når spejlingseffekten atter bruges. Med Klara Sköldulf Philipp balancerende øverst og Fridamy Roth som en skygge nedenunder med sin contortion-krop, der blødt bøjer sig i alle retninger. Alva Harju Jansson driver sin cykel rundt i det sammenstød af kraftfuld tyngde og svævende lethed, hun tilfører forestillingen – og som disciplinen kræver. Fra trepersoners-formationer er det nu cyklen, der er hendes partner.

Så skubbes linen frem på scenen. Lyset slukkes brat og tændes ligeså brat, og så hænger Fridamy Roth på linen i sit hår. Som et fnug roterer hun i en blid koreografi med lotusstillingen som grundform på den meget lille plads mellem line og træfod. Som et skyggebillede med lille My-vibe (figur i Tove Janssons Mumitroldebøger, red.) spejles hun op mod et af de hvide stykker af lyset i denne sfæriskpoetiske sekvens.

Efter endnu et blackout står Klara Sköldulf Philipp atter på linen. Glidende bevæger hun sig frem med lange bløde skridt, der afløses af små lette trin og et enkelt hvil liggende graciøst balancerende på linen. I en hypnotiserende sekvens rejser de andre sig og begynder at dreje hele konstruktionen rundt, mens hun stadig bevæger sig yndefuldt på linen – baglæns. Så kommer hun ned og alle fire indtager skiftende pladser i konstruktionens stadigt hastigere cirkler. Øjne mødes og slipper hinanden igen i orkanens øje – livet.

Gennemført fortælling

Så kommer Cyr-hjulet frem igen, og cirklen sluttes med Alva Harju Janssons dynamiske sekvens med hjulet. Hendes drilske blik søger vores, når hun giver det fart og slynger sig ind og ud af det, til hjul og menneske bliver en enhed. Atter ser hun de andre gennem hjulet som et dobbelt spejl, som de levede lag af liv, der nu folder sig ind i hinanden igen, mens lyden toner ud og lyset slukkes.

Living Layers er en meget gennemført fortælling, der ikke overfortæller, men netop griber fat i strimler af liv. Det er levet, det er væk, men kan gribes i erindringen, der her har form af kroppe, billeder og stemme. De fire på scenen supplerer hinanden utrolig godt og fremstår som en enhed, fordi de enkeltes selvstændige sekvenser binder sig til hinanden med enkle greb og samtidig øger fortællingens rum.

Det samme gør Pia Gylls smukke kostumer, der giver de fire hver sin distinkte karakter, men også placerer dem i samme univers. Det får også sin specielle karakter gennem de billedskabende kompositioner af Vincent Bahar og Agnes Kofoed Christianson.

Living Layers er ikke en højtråbende forestilling, men den er intens i sit dragende og helstøbte univers af erindring, og det er denne stærkt gennemførte dramaturgi, der sammen med den originale brug af de enkeltes discipliner, der løfter forestillingen over gennemsnittet.