★★★★☆☆ Skjul leger charmerende kispus – og vi er med

GLiMT Amager gæstespiller på Teater ZeBU med den charmerende, legesyge Skjul, der inviterer publikum med ind i legen. Temperamenterne slår gnister i en velfortalt forestilling om at samarbejde, hvor cirkuselementerne sætter udfordringerne på spidsen.

Albert smutter stille gennem publikum i lobbyen og ind i scenerummet. Så kommer Anna og byder os velkommen, men da vi kommer ind, er Albert der ikke. Men vi så ham jo lige gå ind. Nu står der bare en gammel kuffert ved foden af den høje Chinese Pole (høj pæl, artisterne kravler op og ned ad, red.) midt i rummet. Vi er forvirrede. Anna er forvirret. Vi kalder, intet svar. Så løber Anna afsted for at lede, og pludselig er Albert tilbage. Ind og ud, op og ned leder de, mens tilråbene stiger i styrke: “Han er lige der – bag dig”.

Akrobatik i frit løb

Endelig får de øje på hinanden, men nu er kufferten væk. Den må vi lede efter, så afsted det går til bygningen ved siden af, hvor den heldigvis står. Fuld af farvestrålende klæder, som de to spreder om sig, mens de leder efter de helt rigtige sokker og bukser. I en virkelig sød parakrobatisk sekvens kravler de op i kufferten og får med møje og besvær – der ser legende let ud – klædt sig på, mens Anna befinder sig på Alberts skuldre eller knuget rundt om hans krop.

Så går det i galop tilbage mod ZeBU, men først til bagscenen, for de skal lige øve deres nummer, før forestillingen kan gå i gang. Et svævende æble distraherer koncentrationen, så et mere og endnu et. Men de skulle jo ikke jonglere, men lave balancer. Det er ikke nemt med ét æble i munden og et andet i hånden. Anna falder fra Alberts ryg igen og igen og til sidst får hun nok og tramper afsted i vrede.

Albert finder hurtigt ud af, at parakrobatik ikke er så sjovt, når man er alene, og så må vi atter på benene og leder efter Anna sammen med ham. Som små spioner sniger vi os i en lang kæde efter ham. Kigger om hushjørner, titter ind ad vinduer og tjekker tagterrassen. Hvor er hun mon?

Oser af nærvær

Selvfølgelig helt oppe under loftet på toppen af polen i scenens midte. Stadig spruttende af vrede nægter hun at komme ned. Kufferten må frem igen og er nu fuld af klokkelyde, der lokker hende langsomt ned. Men vips er hun oppe igen, når Albert rækker ud efter hende. Klokkerne bliver fordelt i rummet og i en sand symfoni af klare toner, lykkes det endelig. Anna folder sig svævende ud og glider ned mod Albert.

Endelig kommer det undskyld, som særligt ét barn længe har insisteret på. Kristoffer Rosing-Schows komposition, som vi har mødt undervejs, folder sig ud, mens de to kravler sammen op. “Skal vi prøve igen?” spørger hun. Selvfølgelig skal de det og et sus går gennem publikum, da de sammen glider ned med stor fart, springer ud og får lavet deres fine nummer uden styrt.

Skjul er en møghamrende charmerende forestilling. De to spillere oser af nærvær i Josephine Wulff Randrups sikre instruktion, der virkelig formår at integrere cirkuselementerne til en nemt afkodelig fortælling, der får ekstra krydderi, fordi vi er med, når der skal ledes. Det korte uvenskab rammer lige i hjertet på børnene, der ivrigt bakker spillerne op. “Man kan altid blive gode venner igen,” råber en, og det er lige præcis det, Skjul viser os.