★★★★☆☆ Sacre: Det første offer – Musikalsk urkraft drukner i intellektuelt tankeeksperiment

Copenhagen Phil afslutter sin eksperimenterende Melodrama-serie med en musikdramatisk fortolkning af Israel-Palæstina-konflikten med afsæt i fortællingen om Abraham og hans sønner. Men hvor Christian Lollike reducerer konflikten til et tankeeksperiment, får musikken os til at mærke dens menneskelige omkostninger.

På overfladen ligner Copenhagen Phils Melodrama-serie en skinger sensationsjagt. Ikke nok med, at det københavnske symfoniorkester flår skindet af nogle af musikhistoriens mest ikoniske orkesterværker og udstopper dem med nykomponeret musik. De har også engageret Christian Lollike, dansk teaters enfant terrible, til at stå for iscenesættelsen. Så er man næsten garanteret en glødende politisk dagsorden med direkte kurs mod avisoverskrifterne.

Går man og tror, at klassisk musik er en støvet museumsgenstand, kan man godt tro om igen. Men er Melodrama et desperat forsøg på at aktualisere den klassiske musik? Eller en forfriskende genopfindelse af koncertformatet? Måske udelukker de to perspektiver ikke hinanden.

I den tredje og sidste udgave, Det første offer, bliver Stravinskys i forvejen overlæssede vanvidsballet Vårofferet udvidet med ny musik af islandsk-tyske Steingrimur Rohloff. Og Lollike giver sig i kast med en af tidens mest betændte konflikter: Israel-Palæstina. Don’t mention the war, får man lyst til at indvende. Men det gør Lollike. Faktisk råber han næsten så højt, at man slipper for at tænke selv.

Som brødre vi dele

Efter et bølgende åndedrag, der vækker orkestret til live, lyder en ildevarslende hyletone. Min krop går i akut alarmberedskab, som om samtlige celler febrilsk forsøger at råbe mig op. Men jeg er frosset fast i sædet i konservatoriets karismatiske koncertsal. Den her tinnitus kan jeg ikke flygte fra.

Hyletonen giver fornemmelsen af en krigsbombet trommehinde. Som om vi befinder os i en boble, fanget i sekunderne efter en voldsom eksplosion, hvor tiden er gået i stå, og virkeligheden endnu ikke har fundet tilbage til sig selv. Fortid og nutid flyder sammen. Meget passende for et værk, der vil vise, hvordan den bibelske fortælling om Abraham, som Gud befaler at ofre sin søn, stadig kaster lange skygger over konflikten mellem Israel og Palæstina.

Da skuespillerne Simon Bennebjerg og Zaki Youssef træder frem foran orkestret som Abrahams sønner Isak og Ismael, virker de verdensfjerne. I sorte jakkesæt står de stift foran hver sit mikrofonstativ. Al gestik er skrællet væk, tilbage er kun ordene. Men selv replikkerne virker distancerede. De falder monotont og livløst, som om karaktererne ikke selv tror på det, de siger. Ofte færdiggør de hinandens sætninger, og snarere end to selvstændige karakterer fremstår de som spejlinger af hinanden.

Musikdramatisk tankeeksperiment

Man forstår hurtigt, at brødrene ikke er virkelige mennesker, men tomme skaller, der rummer fortællingerne om Isak og Ismael, sådan som de har aflejret sig gennem årtusinder. Hvis man ikke lige har sit bibelleksikon ved hånden, så lad mig lynkort skitsere konflikten: Gud befaler Abraham at ofre sin søn. Men hvilken søn? I Bibelen er det ønskebarnet Isak, mens det ifølge islamisk tradition er sønnen Ismael, som Abraham har fået med slavinden Hagar.

Det skal nok få mellemøsteksperterne op i det røde felt, at Lollike så firkantet gør den religiøse uoverensstemmelse til selve kimen til Israel-Palæstina-konflikten. Så simpelt er det selvfølgelig ikke. Men Lollike har blikket så stift rettet mod sin afmystificerende fredsmission, at han ikke har tid til nuancerne.

Det grænser næsten til formynderi, når han på behørig afstand belærer israelere og palæstinensere om, at deres lidelsesmyter i grunden er identiske, og forsoningen blot kræver, at de indser det. Frem for et forsøg på at forstå de mennesker, konflikten handler om, lander forestillingen mere som en intellektuel skrivebordsøvelse.

Selv håbet kaster skygger

Det er kun, når det lykkes mig at glemme Lollikes påtrængende budskab, at forestillingen for alvor gør indtryk. De udtryksløse brødre bliver farvelagt på smukkeste vis af Rohloffs partitur, der bryder med det piskende dødsridt, som gennemsyrer Stravinskys skandaløse værk. Højt hævet over orkestret står de to sopraner Sine Bundgaard og Laura Helene Hansen i rollerne som mødrene Hagar og Sara. Der er en urkraft i deres stemmer, som om de ikke bare synger til publikum, men styrter en hel civilisation i afgrunden.

Midt i det maniske inferno af Vårofferets skiftende taktarter og bidende akkorder opstår et pludseligt pusterum. En fløjte triller, mens en grafisk sommerfugl blafrer hen over de ophængte skærme. Et spinkelt, men gennemtrængende håb, som også præger forestillingens afslutning.

Efter Stravinskys barbariske ofringsritual virker Rohloffs sødmefulde musik lindrende melankolsk. Afvæbnede står mødrene nu fremme på scenen. Deres overnaturlige kræfter er sluppet op. Nu har også de kun ordene tilbage. “Og vi lever med aske i munden”, siger de. Men i de allersidste takter sniger mørket sig ind i den håbefulde musik, som en dyster skygge, der indhenter værket. Og det er netop i denne tøven, at forestillingen bliver mere end sit budskab.