★★★★★☆ Innocence – uafrystelig opera om et samfundstraume, der aldrig forstummer

Kaija Saariahos sidste opera, Innoncence, er en isnende skoleskyderthriller, der får publikum til at spejde efter nødudgangene i Operaen. Simon Stones iscenesættelse rammer lige i nervesystemet, men fortællingens ubønhørlige fremdrift er både værkets største styrke og største svaghed.

Efter premieren på skoleskyderoperaen Innocence kigger jeg på min telefon. Under forestillingen har jeg fået en besked fra en ven, der sad en balkon over mig. Forestillingen var så intens, at han havde fået et ildebefindende og måtte forlade salen i koldsved.

Det siger noget om den enorme kraft, Kaija Saariahos sidste opera rammer sit publikum med. For de fleste af os er skoleskyderier noget, vi kan holde ud i strakt arm. De finder sted i en fjern, ødelagt verden, langt fra det sikre fundament, vi selv står på. Men Innocence kortslutter den basale tryghed, og dødsangsten strammer sit kvælende greb, efterhånden som operaen skrider frem. Jeg tager undervejs mig selv i at spejde efter exitskiltene. Kunne det endda ske her, hvor jeg mindst venter det?

Saariaho døde i 2023, blot to år efter premieren. Men Innocence sætter ikke punktum for den finske, Sonningpris-hædrede komponist, der står bag nogle af det 21. århundredes mest skelsættende operaer. Tværtimod udstikker værket en ny retning. Ikke bare for hendes eget musikdramatiske sprog, men for operagenren som helhed. En moderne operakunst, der insisterer på at være samfundsengageret, slagkraftig og fortællende. På godt og ondt.

Når virkeligheden er mareridt

Selvom Saariaho fremstår som operaens absolutte hovednavn, er det snarere den finske forfatter Sofi Oksanen, der med sin labyrintiske libretto er værkets egentlige arkitekt. I en konstant vekslen mellem nutid og erindring fletter hun mesterligt de enkelte skæbner sammen i fortællingen om et skoleskyderi på en international skole, indtil de personlige og kollektive traumer bliver umulige at skille ad.

Ouverturens dunkle, rungende klangbund vokser frem under Elena Schwarz’ kyndige ledelse af Det Kongelige Kapel. Musikken folder sig ud som et klingende kalejdoskop – en dyster spådom om operaens skæbneflettende tragedie. En fagot famler i mørket. Så dukker en trillende fløjte op og kaster et håbefuldt skær ind i ensomheden. Andre stemmer byder sig til. En trompet, en violin. Og efterhånden begynder musikken at myldre.

Idet tæppet går, har ouverturen udviklet sig til et psykotisk tikkende urværk, der pisker sig selv fremad med stakkeret klaver og klakkende træblokke. På scenen møder vi de overlevende elever fra skoleskyderiet, hver især formørket af et altopslugende traume. Pludselig standser urværket. Tiden går i stå. “Nogle gange vågner jeg op i skabet,” synger en af eleverne søvngængeragtigt. “Nogle gange under min seng. Engang var det der, hvor monstrene boede. Men nu er det de steder, jeg sover bedst.” Når virkeligheden er et mareridt, kan mørket blive et tilflugtssted.

Skyldig falset

Simon Stones iscenesættelse er enkel, men eminent. Hele handlingen udspiller sig på en drejescene, der effektivt udvisker grænserne mellem nutiden – et bryllup, hvor skeletterne vælter ud af skabet – og de tilbagevendende, grufulde erindringer om skyderiet. Som på forestillingens plakat hænger hele operaen i luften, som en ballon, der truer med at sprænge når som helst.

Under brylluppet har brudgommens forældre trukket sig fra selskabet og skændes. En hemmelighed martrer dem: Bruden ved ikke, at gommens bror er gerningsmanden bag skoleskyderiet. Han har siddet fængslet i ti år, men er netop blevet løsladt. De flossede nerver gnistrer i moderens ekspressive vokalparti, som sopran Helena Juntunen forløser med en sprængfarlig elektricitet i de store spring. Faderen, sunget af barytonen Johannes Weisser, er ved at blive kvalt i sin egen fortielse og lader senere stemmen knække over i en sårbar falset, der emmer af skam.

I takt med at brylluppet mellem Sofie Elkjær Jensens intetanende Stela og Magnus Vigilius’ suspekte Tuomas gradvist smuldrer, falder plottets brikker på plads. Det viser sig, at gerningsmanden blev mobbet i skolen. I en scene sidder han pludselig midt i klasseværelset, hvor han hånes af Erika Hammarbergs joiksyngende (traditionel samisk sangstil, red.) Markéta, et af ofrene for skyderiet. Her slår iscenesættelsen skår i sin egen dramaturgi. For hvorfor pludselig give gerningsmanden krop og ansigt, når han ellers forbliver anonym gennem hele forestillingen? Glimtet af morderen gør ham mindre uhyggelig, og forgæves forsøger jeg at viske billedet af ham væk fra nethinden.

Individuel forbrydelse eller kollektivt ansvar?

Operaens stærkeste momenter opstår, når tragediens forskellige ofre smelter sammen til én stemme. En scene skildrer, hvordan offentlighedens opmærksomhed fortager sig, mens traumet består. Til sidst stimler karaktererne sammen med front mod publikum, mens deres stemmer fletter sig ind i hinanden på tværs af sprog i et desperat, babylonisk talekor.

Men operaens thrillermotor bliver i sidste ende en spændetrøje for Saariahos musik. Den særegne poesi, der har gjort værker som L’Amour de loin og Adriana Mater så forblændende, må vige for dramaturgiens ubønhørlige fremdrift. Det er prisen, som nutidens storstilede operaer ofte betaler i jagten på den slagkraftige fortælling.

Selvom Innocence ikke er noget mesterværk, fortjener den absolut en plads i operahusenes kernerepertoire. Det er nyveristisk (virkelighedhedsskildrende, red.) opera til en tid, der kalder på virkelige mennesker og stærke fortællinger på operascenen. Værket slutter med, at Markéta forlader sin mor. Gennem operaen har hun mindet os om spændingen mellem den individuelle forbrydelse og det kollektive ansvar. Nu vil hun ikke længere være et genfærd i historien. Men spørgsmålet om skyld og ansvar bliver hængende i luften.