På Teatret Møllen kan du snart opleve natten i et nyt lys. I forestillingen Lyset bliver det anmelderroste band Kellermensch’ musik omsat til scenen for første gang nogensinde, mens det er tredje gang, at scenograf og kostumedesigner Andrea Lindeneg vender tilbage til det sønderjyske. ISCENE tog en snak med hende om hendes specielle scenografiske uddannelse og om at skabe en scenografi, der er mere end bare en kulisse.
Andrea Lindeneg lader til at være faldet godt til på Teater Møllen i Haderslev. Når forestillingen Lyset har premiere 31. oktober 2026, bliver det tredje gang på ligeså mange år, at hun står krediteret som scenograf og kostumedesigner på en af teatrets egenproduktioner. Først med Omve’n Hjemve, siden med Sort sol – fladt land, hvor førstnævnte blev belønnet med en Reumert for Årets Musikforestilling.
Nu er hun på den igen. Med afsæt i sange fra det esbjergensiske rockband Kellermensch’ bagkatalog går forestillingen Lyset til bunds i den mørke nat i en forestilling, hvor Andreas lettere alternative scenekunstuddannelse for alvor kommer i spil.
“Jeg har en praksis, der spænder over både institutionsteater og forestillinger i og projekter i det frie felt. Derudover har jeg en baggrund inden for billedkunst og jeg arbejder sideløbende med at søsætte mine egne projekter, så mit virke har forskellige ben, der supplerer og inspirerer hinanden,” fortæller hun.
LÆS OGSÅ: Omve’n hjemve – intelligent og hamrende underholdende teaterkoncert
Hele verden i Norge
Andrea er uddannet ved det nu hedengangne Akademi for Scenekunst i Fredrikstad, Norge. Akademiet drejede for nylig nøglen om – under heftige protester – men indtil lukningen var der tale om en ganske særlig institution. “Den adskiller sig fra den danske ved, at der kun var scenografer og skuespillere, som arbejdede tæt sammen i en masse forløb. Det var et meget unikt sted for at uddanne scenekunstnere,” indleder hun.
Man fik jo et fantastisk indblik i teatertraditioner og teatrets betydning forskellige steder i verden
Desuden var det en skole med en meget international profil, og både elever og undervisere søgte til Fredrikstad fra alle hjørner af kloden. “Man fik jo et fantastisk indblik i teatertraditioner og teatrets betydning forskellige steder i verden,” fortæller Andrea og opsummerer: “Det var hele verden, der var samlet der i en lille havneby i Norge.”
LÆS OGSÅ: Lukning af Akademi for Scenekunst vækker vrede ud over Norges grænser
Det samskabende teater
Udover den internationale profil adskilte akademiet i Fredrikstad sig også på andre parametre i forhold til tilsvarende danske. “Selvfølgelig har jeg lært af alt det, man som scenograf rent teknisk skal kunne – teknisk tegning, konstruktion etc. – men ellers havde de et bredere syn på, hvad der er relevant for en scenograf,” fortæller Andrea og nævner adskillige eksempler på den alternative undervisning.
Det er laboratoriet, der er i højsædet
“Det er et kludetæppe, man står med, hvor man selv er med til at skabe mening i de forskellige kontekster. Man bliver mere uddannet til den kunstneriske praksis og til at udfordre eller udforske en kunstnerisk praksis, end man bliver uddannet til et output eller til at passe ind i en institution. Det er laboratoriet, der er i højsædet.”
Eksempelvis tog hele skolen to uger ud på en ø i det norske fjeld, hvor de studerende boede og fiskede, og hvor de arbejdede med at lave historier og interventioner for at gentænke sted og kontekst. Med samskabelse som nøgleord blev eleverne uddannet til at have en holistisk tilgang til scenekunst, hvor skuespillere og scenografer arbejdede sammen om at udvikle materialet.
“Det lærte mig nogle konkrete ting, men det har også lært mig noget om at være i et rum eller i en kontekst. Det er en nysgerrig måde at tilgå et materiale,” forklarer Andrea.
Lyset i natten
Det kan derfor ikke undre, at Teater Møllen i forbindelse med Lyset fandt Andreas telefonnummer frem igen. Kellermensch’ sange, hvis tekster for første gang er oversat til dansk, er musikalsk arrangeret af Johannes Smed, og de udgør rygraden i forestillingen, men der er ikke tale om en klassisk historie. Det er snarere en undersøgelse af, hvad natten er.
Eksisterer i et rum, hvor tiden er opløst
“Vi arbejder med en dramaturgi, der konceptuelt er bundet sammen af en nat – fra mørket falder på til den første solstråle. Det er rammen,” fortæller Andrea og uddyber: “Da der ikke er en tekst, arbejder vi med en anden tidslinje, end man ellers ville gøre. Jeg har skabt et rum, hvor det er en præmis, at ting kan ske simultant,” forklarer hun og påpeger, hvordan drømme, mareridt, vrangforestillinger og tankemylder næsten altid eksisterer i et rum, hvor tiden er opløst.
“Tingene, der eksisterer i natten, er en ret fin kommentar til det tekstunivers, som findes i Kellermensch,” beskriver Andrea, som ikke havde noget forhold til det vestjyske orkester, før hun gik i gang med arbejdet. Det har ændret sig siden: “Noget af det, jeg godt kan lide ved deres tekster, er, at de skriver sig selv ind i omstændighederne. Teksterne kan tale om at blive kvalt af en by, men de er stadig en del af den by. Man flygter, men man er også en del af den præmis, man afskyr eller flygter fra.”
Scenografien som en aktiv medspiller
Jeg spørger Andrea, om det netop er en produktion som denne, hvor hendes baggrund i Norge kommer til sin ret, til hvilket hun bekræfter: “I og med vi bliver smidt ud i så mange kontekster, så bliver man jo også god til at indgå i mange forskellige kontekster, men også til at udvikle koncepter,” siger hun og uddyber:
Jeg er optaget af at finde den præmis, der kan væve det hele sammen
“Jeg har et rigtigt stærkt blik for, hvordan scenografien kan blive en aktiv medspiller i rummet, og hvordan jeg kan skabe et transformerbart rum, som kan udvikle eller forandre sig, så jeg kan væve sangene sammen.”
Andrea bruger betegnelsen “aktiv medspiller” så tilpas ofte, at jeg føler mig kaldet til at spørge, hvad det modsatte er. “Det er en illustration eller et statisk rum,” forklarer Andrea og fortsætter: “Jeg er meget optaget af, hvordan man kan lave et univers, som kan transformere sig, så det åbner for et nyt lag i materialet frem for bare at illustrere et eksisterende. Jeg er optaget af at finde den præmis, der kan væve det hele sammen.”
Nye koblinger
Da Andrea og jeg taler sammen, er der godt en uge til premieren. Trådene samles, konturerne af forestillingen anes så småt, og snart bliver publikum budt velkommen. “Jeg håber, at publikum mere sidder tilbage med en følelse end en konklusion. At der er blevet åbnet et rum, de kan genkende, eller kan vise en ny side af sig selv,” fortæller Andrea.
Jeg håber, at de bliver ramt af noget ordløst
“Jeg håber, at de bliver ramt af noget ordløst – det kan lyde åndssvagt, fordi det er en musikforestilling fuld af tekster – men at nogle af de billeder, vi skaber, kan sætte gang i nogle tankerækker,” fortæller hun videre og understreger, at der langt fra er én fast fortolkning af hverken scenografien eller forestillingen som helhed: “Der er ikke kun én kobling inde i universet, så jeg håber, at de har lyst til at gå med og finde nogle nye koblinger,” afslutter Andrea.
