Marie Dahl Assembly – Vi ved, hvad vi kommer fra, og det er vi stolte af

Med forestillingen Silke. Sukker. Sand, der har premiere 30. juli under Passage Festival i Helsingør, står Marie Dahl Assembly over for en milepæl. Det er gruppens første nyskrevne værk siden Kirsten Dehlholms død og afslutningen på Hotel Pro Forma. ISCENE har talt med kunstnerisk leder Marie Dahl og producent Lisbeth Jacobi om et værk, der trækker tråde gennem årtusinders handel og udveksling – og om de forbindelser, der fortsat binder en kunstnerisk familie sammen.

Marie Dahl og Lisbeth Jacobi oplever ikke, at de begynder forfra. Tværtimod. De står på et fundament af fælles erfaringer, arbejdsmetoder og relationer, som er bygget op gennem omtrent et årti. De tager imod på deres nye kontor på øverste etage, under taget med udsigt til Københavns Rådhus. Udenfor er en byggeplads i fuld gang.

Også værket trækker på lange forbindelser. Det kredser om tre materialer, der gennem årtusinder har præget verdens handel: silke, sukker og sand. Deres historier om begær, udveksling og menneskelig drift har på hver sin måde været med til at forme verden.

Tre materialer, tre historier

Inspirationen til forestillingen går mange år tilbage, fortæller Marie Dahl. Hun og Kirsten Dehlholm var på Dansk Arkitekturcenter og så en udstilling, der vakte noget til live: “Der var noget meget fin silke. Det kom bare til mig – og da jeg gik ind i et af materialerne, dukkede de andre op.”

Værket er dermed et rent Marie Dahl-projekt, som har ventet på at blive realiseret. Der er både en kolonihistorie og en klimahistorie bag de tre materialer med et portræt af menneskets utrættelige trang til at skabe, handle og forbruge.

“Vi er på vej mod vores egen udryddelse gennem de her ting. Som mennesker bliver vi fascineret af nogle bestemte ting og vil have mere og mere. Det driver viden, økonomi, teknologi, handel og kultur, men har altid en slagside. Det er en fortælling om, hvordan verden og dens mennesker udvikler sig – og alligevel slet ikke udvikler sig,” forklarer Marie Dahl.

Hun fremhæver, at Helsingør, hvor forestillingen har premiere under Passage Festival, netop i år har 600-års jubilæum som en handelsby, der ligesom andre byer og lande deltog i et internationalt koloni- og handelseventyr.

”Vi har bevidstheden om, at vi gør noget, der ikke er godt, men vi gør det alligevel. Mennesket er både håbløst og fascinerende.”

Værket er et væveri

Marie Dahl fortæller, at værket fra begyndelsen var tænkt som et skulpturelt vokalværk. Det har nu materialiseret sig i fem sangere fra Ars Nova, hvoraf tre sidder på høje podier i store kostumer, som gradvist skrælles af svarende til et materiale i hver af de tre akter. To andre sangere bevæger sig frit rundt på scenen som repræsentanter for mennesket og materialernes bevægelser på tværs af kloden.

Marie Dahl og Lisbeth Jacobi beskriver iscenesættelsesprocessen som et unikt samarbejde med plads til at drømme stort og finde de bedste løsninger inden for de mulige rammer. Lisbeth Jacobi fremhæver, at de fra Hotel Pro Forma har en ballast, hvor dramaturgi ikke primært er en fortælling fra A til B, men et samspil mellem visuelle og auditive elementer: “I virkeligheden har vi adskillige dramaturgiske elementer, der skal spille sammen.”

Hun tegner grafiske linjer i luften, mens hun beskriver, hvordan lys, musik, tekst, bevægelse, koreografi, dramatiske højdepunkter og visuelle elementer nøje doseres og afstemmes i forhold til hinanden. Lisbeth Jacobi oplever, at samarbejdet balancerer fint, fordi de kender hinanden så godt og kan mærke, hvor drivkraften ligger i hver del af processen. Marie Dahl supplerer:

“Det er simpelthen et væveri. Der er en fornemmelse af, at tingene afføder hinanden. At alt har en naturlighed. Det er det vigtigste. Mange ting behøver ikke at blive fortalt med ord. Vi ved godt, at hvis vi har det her lys og den her musik, og vi giver plads til, at folk selv kan være i det – så læner de sig tilbage i det – også selvom de måske ikke lige kan sætte ord på, hvad det er.”

Diversitet i tekst og musik

Librettoen afspejler de forskellige materialers historier og konflikter. Silkens 8.500-årige historie udfolder sig som et langt episk digt, sukker knyttes til slavehandel og ødelagte økosystemer, mens sand både rummer faktuel viden og mere eksistentielle perspektiver.

“Sand har i århundreder været et symbol på uendelighed – men vi er faktisk ved at løbe tør for det. Det tager tusindvis af år for et sandkorn at blive skabt, men vi bruger det på et øjeblik,” siger Marie Dahl.

Forestillingens musikalske univers er lige så mangfoldigt. Tre komponister fra forskellige dele af verden har skrevet musik til hvert sit materiale. Tiange Zhou fra Kina komponerer Silke, Blasio Kavuma fra England komponerer Sukker og Arnannguaq Gerstrøm fra Grønland Sand. For Marie Dahl handler det ikke blot om geografisk repræsentation, men om forskellige kunstneriske blikke på det samme materiale:

“Hvad synes de er vigtigt i en libretto? Hvorfor skriver de lige præcis på den her måde til de her linjer?”

Kom så!

Hvad tager Marie Dahl Assembly så med sig fra Hotel Pro Forma? Hvisker Kirsten Dehlholm stadig ting i deres ører? Marie Dahl tænker sig om og siger: “Jeg tror mest af alt, hun siger – ”Kom så!” til os. En af de vigtigste ting, jeg tager med mig, er: “stol på, at det du har gang i, er det rigtige”, siger hun og retter sig op i bænken:

“Det med at stole på værket, simpelthen. Og på visionen og på, at den intuition, man har, er god og baseret på erfaringer, der gerne må få lov at forme sig. Det med ikke at være bange. Bare gøre det og især i denne sammenhæng, hvor der måske forventes noget bestemt. Kirsten stolede 100% på mig, og når jeg ikke selv har det sådan, så tænker jeg på, at hun syntes, jeg var god nok.”

Tilliden og erfaringerne fra årene med Hotel Pro Forma er stadig en vigtig del af det kunstneriske arbejde. Lisbeth Jacobi siger: “Kirsten var ikke i tvivl – når en scene var der. Så sagde hun “ja, den er der”, og det var så befriende, når man kunne mærke, hun var glad.” Lisbeth Jacobi smiler ved tanken. Den følelse har de selv taget med ind i prøverummet, når en scene i det nye værk pludselig er faldet på plads.

”Man var aldrig i tvivl, hvis Kirsten havde en vision eller et konkret ønske, så skulle vi gå planken ud. Hun stod der med sit skælmske smil – I finder ud af det. Og det kan meget vel være, at vi har hapset det med videre. Vi har tillid til hinanden – måske har du ikke tillid til dig selv, men det har jeg – og så fungerer det.”

Drømmene lever videre

Om sin egen reaktion, da Kirsten Dehlholm døde i 2024, siger Lisbeth Jacobi: “Jeg tænkte – nej helt ærligt, det kan du ikke være bekendt. Vi var et virkelig godt sted med hotellet og havde jo bare lyst til at fortsætte sådan, som vi gjorde. Vi var ikke færdige med at arbejde sammen – og med de nære samarbejdspartnere, vi har opbygget nogle virkelig stærke relationer til.”

De vidste, at det ville blive en udfordring, fordi de på den ene side har en virkelig stærk ballast, men samtidig skulle slå en streg i sandet og rykke tilbage til start: ”Det har været svært både at miste Kirsten og Hotel Pro Forma som skabende enhed. Men vi har det bare sådan, at vi ved, hvad vi kommer fra, og det er vi er stolte af. Og vi ved, hvordan vi gerne vil fortsætte med at arbejde,” understreger Marie Dahl.

“For mig handler det om at stole på min intuition og på den vision, jeg har. Jeg gider ikke lave mindre værker, fordi jeg ikke tør at drømme stort. De værker, der skal laves, de skal laves. Store som små.”

Energien, ambitionerne og drømmene fra “hotellet” – som de kalder Hotel Pro Forma – lever med andre ord videre i det nye Marie Dahl Assembly med flere projekter på vej.

Familien består

Lisbeth Jacobi peger på et mulighedsrum, der ligger implicit i deres historik, nemlig at der alligevel aldrig rigtig var nogen, der kunne sætte en klar etiket på, hvad Hotel Pro Forma-værker egentlig var for noget: ”Det er en dejlig frihed, der gør, at vi bliver ved med at være nysgerrige på vores arbejde. At vi ikke helt ved, hvor vi skal hen, og at vi ikke skal det samme med et næste projekt. For hvorfor skulle vi dog gøre det samme? Vi har aldrig lavet det samme.”

Marie Dahl slår hovedet på sømmet: “Vi er de samme mennesker, som vi var på Hotel Pro Forma – og vi var en del af Hotel Pro Forma, fordi vi var dem, vi var. Og de mennesker er vi jo stadig. Jeg har den samme skabertrang som før. Jeg er den samme kunstner, som jeg var for to år siden. Blot ældre og med den hårde erfaring af tabet af en nær ven og kollega. Dette er en ny situation og en ny tid.

Men der er visse ting, der forbliver det samme, og alle de her ting sker i kraft af den historie, vi har sammen, og den sorg, vi bærer sammen. Der er tidspunkter, hvor det er lidt svært. Altså bare det, at du spørger – det er stadig meget, meget sorgfuldt, og jeg tror også, det er derfor, jeg har det sådan – altså Kirsten er stadig med inde i os hele tiden.”

Lisbeth Jacobi bifalder: “Hvis der dukker et eller andet op, så kan vi godt udveksle et blik, og så ved vi godt, at nu savner vi hende begge to. Så trækker vi os lige lidt tilbage.”

Rådhusklokkerne bimler og minder om, at vi skal slutte af. De to skal ud at spise middag med tidligere administrator for Hotel Pro Forma, Ulla Katrine Friis “Vi skal sidde og være rørstrømske sammen,” siger Lisbeth Jacobi og tilføjer:

“Jeg har det meget sådan, når jeg tænker på Kirsten, at hun sidder og smiler. På sådan en lidt tilbagelænet måde.”

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med PASSAGE Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE