★★★★☆☆ The Shining – Stephen Kings gyser får nyt liv på operascenen

Paul Moravec og Mark Campbells King-loyale The Shining, som spiller på Malmö Opera, er medrivende, velklingende og musikdramatisk knivskarp. Men når Jack Torrance får sin menneskelighed tilbage, forsvinder noget af uhyggen.

På papiret ligner det et umuligt projekt: at slette Stanley Kubricks uomgængelige filmatisering The Shining fra erindringen og skabe en opera, der ligger langt tættere på Stephen Kings roman. Forfatteren bag spøgelsesgyseren var mildt sagt ikke begejstret for Kubricks frie fortolkning fra 1980.

Så mon ikke han er lettet over den redningsaktion, komponist Paul Moravec og librettist Mark Campbell begav sig ud på knap 40 år efter bogens udgivelse? På Malmö Opera træder resultatet i hvert fald frem som et tempofyldt, velklingende og kirurgisk skarpt værk. Men det store gys udebliver.

En ny start

Man fornemmer straks uglerne i mosen, når Malmö Operaorkester sætter ind med en dyb, grødet orkesterklang, der smyger sig ind på publikum som en mørk forbandelse. Men snart vokser en mere håbefuld og Puccini-kodet musik frem, da vi møder familien Torrance.

De er på vej i en folkevognsboble mod Hotel Overlook. Faren Jack, sunget af baryton Peter Kajlinger, har fået arbejde som opsynsmand. Et ærkeamerikansk udgangspunkt for en god historie: drømmen om en ny start, som lever i muligheden for fysisk at fjerne sig langt væk fra problemerne.

Men spøgelserne flytter med. I operaen ser vi dem som mørkklædte statister, der sniger sig efter sangerne. Og Jack har en skyggefuld fortid, som efterhånden indhenter ham og æder ham op indefra på det hjemsøgte hotel.

Barndommens glasskår

Forestillingens store styrke er iscenesættelsens imponerende fleksibilitet, hvor sorte bagtæpper skalerer scenebilledet, så sceneskiftene næsten får karakter af filmiske overblændinger. Det er i det hele taget befriende, at man har tilladt sig en så udtalt cinematisk tilgang – især Moravecs adrætte, neoromantiske partitur giver værket en medrivende fremdrift.

Musikken tilføjer en ulmende subtekst til librettoen. Imens Wendy, sunget af sopran Cornelia Beskow, tager opvasken iført latexhandsker, bedyrer hun: »Jeg stoppede aldrig med at elske dig.« Men der er noget sørgmodigt over hendes frasering, som understøttes af orkestrets pludseligt slanke klang.

Hun taber en tallerken og sætter sig på knæ blandt skårene. Det er, som om hun allerede her ser et glimt af sin grufulde skæbne: Det ødelagte kan ikke repareres. Hotellet, som ellers lignede den ideelle løsning på Jacks alkoholisering, viser sig at være et gravsted for fortrængte traumer. Og Jacks egen smertefulde barndom kan heller ikke gøres om.

Svært at fortrænge Kubrick

Den store forskel på den King-loyale opera og Kubricks film er hovedrollen Jack. Mens han hos Kubrick, spillet af en gusten Jack Nicholson, bliver fuldstændig dehumaniseret, får han i operaen sin menneskelighed tilbage. Her kan han forklares som en traumatiseret alkoholiker, der forsøger at bryde sit mønster, men bliver fanget af fortiden.

Problemet er bare, at jo mere menneskelig han bliver, desto mindre uhyggelig er han. Kajlinger synger ham akkurat så forhutlet, som forlægget foreskriver, men man ender med at savne noget af Kubricks sans for det overnaturlige og det uforklarlige.

Fokus er i højere grad socialrealistisk, hvilket også kommer til udtryk i forestillingens mange referencer til amerikansk historie. Med gråtonede stjerner og striber og et hedonistisk maskebal bliver det tydeligt – måske lidt for tydeligt – at de nedarvede traumer i familien Torrance skal forstås i et større perspektiv: som del af den fortrængning, der præger USA’s voldelige historie. Men selvom det store gys udebliver, er den musikdramatiske genoplivning af Kings roman ikke desto mindre uhyggeligt vellykket.