★★★☆☆☆ The Tina Turner Musical var ikke den fest, publikum troede, de var inviteret til

Når Lion Musicals opsætter The Tina Turner Musical i Falkoner Salen og efterfølgende tager på turné i hele landet, er det ikke blot for at feste til Tina Turners mange hits – men også for at skildre hendes utrolige og dramatiske liv.

Martin Lyngbos iscenesættelse lægger vægt på at vise, hvordan Turner som en Fugl Fønix rejser sig fra asken af et voldeligt og kontrollerende parforhold og skaber en solokarriere, som bryder alle barrierer. Men forestillingen kommer først rigtigt ud over scenekanten, når der fyres op for fest, farver og dans.

Fra glitter til hverdag på et øjeblik

Der skal særlige greb til for at komme i hus med en forestilling, som både vil være en fest og et tungt drama. Sceneskiftene er næsten lige så hyppige som kostumeskiftene, og tilsammen gør de det muligt at rejse med Tina fra barndommen i Mississippi og videre til både St. Louis, Las Vegas og London.

Benjamin La Cours enkle og effektive scenografi spiller godt sammen med Michael Balgavys alsidige, men dog lidt stilforvirrede videodesign. Rikke Con Qualens flotte kostumer og Cecilie Sanko og Camilla Theodorsens store parykker er som taget direkte fra en Tina Turner koncert i 80’erne. Med disse virkemidler kan stadionkoncerten på ét øjeblik forvandles til intimt drama i studiet.

Et velsyngende cast og en ustoppelig Tina

Iris Gold formår at inkarnere Tina Turners vilde kropslighed, når hun bevæger sig rundt på scenen med stor autoritet, også selvom Tina-stemmen ikke altid sidder helt i skabet. Gold spiller overbevisende forvandlingen fra underkuet hustru til kæmpestjerne, der ikke vil lade hverken sexisme eller racisme stå i vejen for sin succes.

Den voldelige ægtemand Ike spilles uhyggeligt usympatisk af Luc Boris André Kouadio, mens Jasmin Dahl og Karen Mukupa giver energi til rollerne som Turners søster og mor. Betty Marie Karentius som lille Anna Mae (Tina Turners dåbsnavn, red) og One Bailey som Raymond er også begge uventede højdepunkter med deres flotte vokaler. 

Generelt giver hele castet solide performances, når det kommer til dans og sang. Skuespillet lyser dog ikke helt så klart, hvilket spiller ind på, at de lidt langtrukne talescener punkterer stemningen i salen. Skuespillet hjælpes heller ikke på vej af, at lydmixet virker en smule mudret, hvilket af og til gør replikkerne svære at høre.

Problemet med jukeboks-musicalen

Forestillingen er heller ikke helt fri fra jukeboks-musicalens forbandelse, hvor sange med en helt anden kontekst skal passes ind i en historie om et langt menneskeliv, som ikke nødvendigvis har en god dramaturgisk opbygning. Det er heller ikke altid, at skiftet fra dansksproget drama til engelsksproget sang er lige vellykket.

Forestillingen griber da også først rigtigt publikum i de store festlige numre, hvor energien endelig forløses. Her er livebandet, ledet af Mikkel Gomard, også med til at gøre musikken levende. Ingen kan sidde stille, når de ikoniske blæser-riffs skubber Proud Mary i gang. Kombineret med eminent dans og powersang fra castet kan man ikke lade være med at chante med på “Tina! Tina! Tina!” hen mod forestillingens slutning- for dét er den fest, publikum er kommet for at være en del af.

The Tina Turner Musical er måske ikke dét, man håbede, hvis man kun er kommet for at synge med på What’s love got to do with it. Og det er selvfølgelig heller ikke altid jukeboks-musicalens job kun at være en publikumspleaser. Men lidt mere pleasende kunne den måske godt have været uden at gå på kompromis med den stærke fortælling.