★★★★★☆ Til glæden puster nyt liv i Bournonvillearven

Det Kongelige Teater har fået fondsmidler til at styrke Bournonvillearven, som de hvert år vil præsentere ved sæsonstart under titlen Til glæden. Ved denne første udgave oplever vi den helt store Bournonville-klassiker, Sylfiden, og et par af de mindre opførte, Abdallah og Jockey-dans – og endelig hyldesten til mandsdansen August 2.0. Det er en festlig aften, der viser, at der vitterligt er håb for kulturarven med en ekstra saltvandsindsprøjtning.

Der er altid en helt særlig stemning, når 1800-tallets balletmester på Det Kongelige Teater, August Bournonville, er på plakaten. Som om en portal til fortiden åbner sig, og tidligere tiders Bournonvilledansere stadig mærkes i dansernes kropslige erfaring og indlevelse. Det er helt op til danserne og publikum, om Bournonville-glæden tages ind, men denne aften er der ikke grund til andet. Kompagniet løfter arven betragteligt mere åbenhjertigt end ved sidste års Bournonvilleforestilling.

Det Kongelige Kapel viser stort overskud og ejerskab af repertoiret, der på samme måde er gået i arv fra musiker til musiker med små hilsner i noderne og ofte godt slidte hjørner. Til premieren bliver der taget særligt godt fat i Thrymskviden fra 1868 med musik af J.P.E. Hartmann – en ouverture, der er indbegrebet af guldalderens kunst med det lyse over for det mørke, det lette over for det tunge og dystre. Værket leveres med både råstyrke og sart poesi under aftenens dirigent Chan-Ming Chungs ledelse – en forfriskende nyfortolkning.

Lokalkolorit som inspiration

Tæppet går op, og med ét ændrer hele stemningen sig til en letbenet Jockey-dans fra 1876. Det er en kæk lille duet, normalt danset af to herrer, men Tara Schaufuss og Lena-Maria Gruber tilfører en ubesværet lethed til det lille uddrag fra værket med den lidt tunge titel Fra Sibirien til Moskva. Heri indgår hyldester til floder, hvoraf Themsen er den ene – og derfor denne reference til engelsk hestevæddeløb med to konkurrerende jockeyer. Her er både elegance, attituder og koketteri, der stadig rammer med lokalkolorit.

Bryllups-pas de deux’en fra Abdallah er fra 1855 og beskriver kærligheden mellem skomageren Abdallah og Irma midt i en dramatisk fortælling om flugt og forfølgelse. Vi er nu i Persien, nærmere betegnet Basra, og pas de deux’en danses nydeligt og sikkert af Eukene Sagüés og Liam Redhead som et fint eksempel på Bournonvilleskolen, hvor alle detaljer står tydeligt frem i den langsomme sats af H.S. Paulli. Vi ser den stilfulde hånd i hofte, “det danske kram” med udbredte arme og de nuancerede kip med hovedet, som Bournonville var så kendt for.

Balletchef Amy Watson var også selv på scenen denne aften for at fortælle om den nye bevilling og strategi. Hun lagde vægt på, at vi skal fejre Bournonvilles kunst og dele glæden ved hans værker, hvoraf kun ét ender sørgeligt – aftenens Sylfide. “Arven tilhører os alle,” understregede hun, “men med arven kommer også et ansvar for et trinsprog og nogle værker, der er nedarvet gennem generationer.”

Bournonville uden filter

De første tre værker er uden scenografi, men danses på ensfarvet baggrund. Det er der mange gode grunde til i en stor teaterdrift, men fordelen er, at koreografien kommer i fokus og står ekstra tydeligt frem. Som et fascinerende nærstudie af stilen og dens udtryk, før vi for alvor skruer op for handlingen og de store følelser. Det gælder ikke mindst tidligere balletchef Nikolaj Hübbe og Bournonvilleekspert Dinna Bjørns August 2.0, hvor de har ladet sig inspirere af August Bournonvilles særlige passion for mandsdansen.

Mandlige dansere skulle ikke længere blot holde kvindelige danseres hånd, snurre dem rundt eller være træer på scenen. De skulle folde sig ud med styrke og spring af høj teknisk vanskelighed. Som Dinna Bjørn skriver i programmet: “Det er en skatkiste fuld af juveler… værket er en hyldest til både Bournonvilles koreografiske genialitet og til kompagniets flotte mandsdansere.” Og mandsdanserne har virkelig taget handsken op og overrasker glædeligt med deres legende og omsorgsfulde præcision, timing og udtryk.

Værket er en hvirvelvind af attituder, piruetter, høje spring og hurtige, men artikulerede trin. Det er nådesløst transparant, ikke mindst i sin musikalitet, som gennemsyrer stilens ganske væsen. Den Kongelige Ballets mandsdansere er alle unikke, men udviser her en formidabel evne til fælles timing og lander fuldstændigt synkront, selv i den meget hurtige sidste sats. Soloherrerne Tobias Praetorius og Emerson Moose har en særlig bærende og forbilledlig funktion, der sætter barren og danseglæden helt i top.

Den romantiske kronjuvel

Sylfiden fra 1836 er et af de absolutte hovedværker i Bournonvillearven. Historien om Sylfiden går tilbage til balletten på Pariseroperaen i 1832, koreograferet af Filippo Taglioni, som markerede overgangen til den romantiske ballet og udviklede tåspidsdansen til nye højder. Hovedpartiet som Sylfiden er stadig omgærdet af stor respekt for sin gestaltning af det umulige – det overjordisk svævende og sanselige – som en kronjuvel i repertoiret.

Igen leverer Det Kongelige Kapel en dynamisk ouverture, hvor alle følelser forudgribes og tydeliggøres. Det er smag og behag, men jeg finder fortolkningen ganske forfriskende og får et nyt syn på Herman S. Løvenskjolds komposition. Naturens mønstre er også trukket helt ind i den skotske stue i Anja Vang Kraghs og Mia Stensgaards overdådige scenografi, hvor James møder Sylfiden første gang. De to hovedkarakterer danses i aften af Stephanie Chen Gundorph og Jón Axel Fransson, der har opdateret relationen til et mere relaterbart sværmeri.

Med god grund glemmer James alt om sit bryllup med Effy. Gundorphs fortolkning er både sitrende sværmerisk og jordisk forførende – og binder historiens samlede fortælling godt sammen. Sylfiden er nemlig også store, festlige gruppedanse i skotske skørter med kække folkelige trin, som de deltagende balletskoleelever selvfølgelig mestrer til fulde. Der er sammensværgende hekserier i Astrid Elbos fyrrige Madge og sarte, sensuelle Sylfide-forførelser i skoven i en delikat, lyserød scenografi. Den traditionelle mime er mindre karikeret, men velintegreret i dansens organiske flow.

Der er alt i alt god grund til at være glad denne aften. De historiske og gennemmusikalske trin er i trygge hænder hos det uimodståeligt velspillende Kongelige Kapel. Den Kongelige Ballets solodansere, solister og corps de ballet viser gode takter med både høj teknik og indlevelse. Der er således lagt særdeles fint fra land med en ny tradition, der lader Bournonvillearven leve videre hos de til enhver tid skabende kunstnere.