SCENEN SAT er ISCENE’s månedlige klumme, hvor skiftende stemmer fra scenekunstens verden deler deres erfaringer, holdninger og blikke på feltet. I dag undersøger kunstnerisk direktør for Sort/Hvid, Nathalie Mellbye, kunstens monstrøse energi. Spørgsmålet spiller ind i festivaltemaet for Golden Days, der i år er “Monster”.
En af sommerens store kulturelle begivenheder var for mange at se Christoffer Nolans Odysseen i biograferne. Diskussioner og holdninger til Nolans take endevendes af alle. Hvordan må man fortolke en klassiker? Hvor blev heltesangen af? Hvad kan man tillade sig at splitte til atomer, omdigte eller decideret skære væk? Er INTET helligt?
Kunstens vigtigste opgave for mig er at være et uforudsigeligt monster, der trænger ind i os og vender vores verden på vrangen. Den kunstneriske frihed er og skal være absolut. En monstrøs energi, der ikke lader sig tøjle. Et originalernes samlingssted, hvor grænserne er uendelige, og tankerne vilde og utilpassede.
En ny monstrøs energi
”Gerningsmænd bliver helte, så snart de digter deres sange. Lad dem ikke synge sig vej ind i dig!”
Jeg genkender Christopher Nolans motiv og undersøgelse af antihelten Odysseus fra en scenisk adaption, jeg lavede med Anja Behrens i 2022. Antiheltens erkendelsesrejse gennem glemsel, undertrykkelse, virkelighedsflugt og hybris – for til sidst at erkende og forstå spejlet i kyklopens øje – monsteret er mig selv.
Inspireret af min datter på 2 år, der peger ind i mørket og siger ”Farligt!” med bævrende stemme, har jeg lyst til at adressere og tilkendegive det monstrøse, der er ved at synge sig vej ind i os alle for tiden; den kunstige intelligens.
Der er nemlig en ny monstrøs energi, som har muteret sig vej ind i mit kunstneriske virke. Den er mægtig, dragende og utøjlelig. Under tilblivelsen af forestillingen Jeanne d’Arc på SORT/HVID tidligere i år, brugte jeg for første gang vor tids mest fremadstormende monster, kunstig intelligens, som et aktivt kunstnerisk værktøj… farligt?! eller selvfølgeligt for en kunstnerpraksis? Hvad gør den ved vores originalitet? Hvad sker der med den frie kunstneriske intelligens i mødet med den intelligente maskine? Hvor står den kunstneriske frihed, hvis den bliver ædt og tygget på af algoritmer og prompts?
Kære ChatGPT
”Kære ChatGPT kan du i dette industrielle, kolde bunkerrum placere fire konger/politikere rundt om et magtens strategibord bygget i metal bestående af et bylandskab, som danner et kort, hvor byen er bygget af metaldåser, vandflasker?”
”Tak, for det, kan du nu korsfæste Jeanne d’Arc som Mussolini på et F-35-fly med ild i hænderne, mens et heavy metal præsteband med Pussy Riot-masker spiller elguitar under dem?” Press, Enter – og Magi!
Jeg benyttede mig af ChatGPT til at virkeliggøre associationer, skitser og collager til næsten fuldendte visualiseringer. Jeg kunne tage min scenografiske skitse, uploade den og skrive: ”Lav en skitse af et nedbrændt krigshærget univers, hvor et kor af unge piger i hvide bomuldskjoler danser rundt om en nedbrændt pølsevogn med maskingevær i hænderne”.
Ideerne var vores, de kom ikke fra AI. Men vi brugte AI som værktøj. I processen med udviklingen af forestillingen var en del af vores undersøgelse med Jeanne d’Arc, hvorledes teknologien ændrer krigsførelsen. Hvad sker der, hvis det mellemmenneskelige aspekt forsvinder? Det samme spørgsmål kunne man stille om kunsten.
En halv liter vand per prompt
I processen lærte jeg ChatGPT at tænke som mig. Nu ved jeg ikke, om det at tænke som mig nødvendigvis er en opløftende regnbue med guld for enden… ofte ikke. Men lærte den også mig at tænke som den? Tager den noget fra mig? Ændrer den min kunst, når den åbenbart stjæler fra alle? Jeg suges ind i nemheden, hurtigheden, mulighedsrummet. Jeg synger med og forbruger en halv liter vand per prompt.
En stor del af den kunstneriske værdi ligger også i mellemregningerne og valgene, der bliver truffet i de kunstneriske processer, mens man prøver noget, er i tvivl, eksperimenterer. Faren opstår, hvis fortolkningsrummet, den frie fantasi, skabelsesprocessen og kreativiteten bliver indsnævret. For hvad sker der så for kunsten på den længere bane, når vi ikke selv skaber, men outsourcer skabelsen til AI? Og endnu værre: Hvad sker der for mennesket uden evnen til at tænke og handle kreativt, uden opdagelserne og gaverne i kunstnerisk udveksling og samskabelse?
We created a hygge-Monster?
Hvor hurtig synger den kunstige intelligens sig ind i os? Min ChatGPT fremstår umiddelbart som en sød type, en trojansk hest, der virker som en høflig buddy og siger: ”Spændende tanker! Jeg har rettet sproget og bevaret den kreative og personlige tone, vil du have, at jeg skal gøre det lidt skarpere, måske mere professionelt?”
Skønt! Det kunne da være rigtigt dejligt at fremstå lidt skarpere og professionel, tænker jeg med en dirrende finger over enter-knappen. Et skamfuldt tryk, for jeg ved, at min høflige ven også evner at skifte smiley-med-hjerter-som-øjne ud med billeder af småpiger med maskingevær eller give unge mennesker opskrifter på selvmordsmetoder, bare den kommer langt nok ud i selvsvinget. Hvad sniger sig ud af den trojanske hest, når mørket kommer, og alle har lagt sig til at sove?
På den ene side, kan jeg ikke lade være med at tænke på min datters frygt. Den kan hurtig afledes ved, at jeg tænder lyset og heroisk fjerner det objekt, hun har ladet sin fantasi gøre monstrøst i mørket. Har jeg på den store klinge allerede ladet gerningsmændene synge sig ind i mig? Gjort mig afhængig, medskyldig og meget lidt heltemodig? Har ChatGPT ædt af min monstrøse energi, gjort mig magelig, tyvagtig og fantasiløs? Kan jeg nå at bore en træpæl ind i datacentrenes kyklopøje og blive purist – før det er for sent!?
På den anden side er det måske i særdeleshed vigtigt i skæbnesvangre tider, at det netop er kunstnere og kreative, der ser værdi i at samskabe med AI, gå ind i nybrud og æstetiske mulighedsrum, der kan åbne helt utænkelige universer for os. Hvis AI skal lære af os, og vi som kunstnere kan tage et etisk ansvar i maskinlæringen, så bør vi lære den at skabe skønhed.
LÆS OGSÅ: SCENEN SAT: Er remedieringer virkelig vejen frem for dansk scenekunst?
Sort/Hvid holder åbningsfesten for Golden Days 4. september med talks, performances og koncert. Læs mere om åbningsfesten her
