★★★★★★ The Ring – Forever Hot: Velkommen til en ny tidsalder, Wagner.

Med The Ring – Forever hot sprænger Copenhagen Opera Festival Richard Wagners Ring ud af operahuset og ind i et uregerligt univers af forbudt schlager, inkluderende gadeteater og euforisk fællesdans. Det ligner blasfemi, men viser sig at være en mageløs kærlighedserklæring.

Da jeg kommer hjem fra årets store satsning på Copenhagen Opera Festival, The Ring – Forever Hot, kigger jeg i min mulepose. Foruden min notesbog finder jeg et halvspist æble, en E-nummerproppet slikkepind og en festsang på melodien “Der var engang en borg”. Små souvenirs fra en operaaften ud over det sædvanlige.

150-årsfødselaren Nibelungens Ring – Richard Wagners monumentale hovedværk, som under normale omstændigheder tager 15-16 timer at opføre – er blevet udsat for en gedigen rundbarbering. Instruktør Anna Sofie Keller Brandsborg, dramaturg Marlene Schlechner og komponist Kristine Fogh Vindelev har været helt inde og rode ved grundpillerne i operaens grammatik. Alligevel taler værket stadig sit eget forførende sprog.

En ring, der aldrig slutter

Der vil selvfølgelig være Wagner-puritanere for hvem The Ring – Forever hot må fremkalde en alvorlig allergisk reaktion. Ikke alene har opsætningen skåret værket ned til tre timer – den har også forladt operahuset, rykket ud til Københavns gøgler-mekka AFUK og besudlet Wagners oprindelige partitur med blasfemisk schlager, sovsede New Age-sjælere og vrængende prog-rock.

Barbarisk, måske. Men her må man huske på, at der ikke findes en facitliste over den ideelle ringcyklus. Wagner var selv overordentlig utilfreds med uropførelsen i 1876 i sit nybyggede operahus og betragtede efterfølgende værket som ufærdigt. Det har affødt en særlig musikhistorisk åre af eksperimenterende musikdrama, hvor nye generationer igen og igen har forsøgt at slutte den ring, Wagner selv efterlod åben.

The Ring – Forever Hot boltrer sig ufortrødent i det kunstneriske eksperimentarium, som Ringen er. Selvfølgelig skal en 2026-version gå helt til grænsen. Alt andet ville være uværdigt over for den revolutionære maestro.

Fordækte guder

Opsætningens mest geniale påfund er opdelingen i to scenerum, som publikum pendulerer imellem. Gudernes verden, Valhal, udfolder sig i den store sal, hvor vi for det meste sidder i en ring (hvad ellers?) rundt om scenearealet. Her proklamerer moderjordgudinden Erda, sunget med forrygende intensitet af Sophie Haagen og tilsat rigeligt digitalt delay, skæbnesvangert den forestående dommedag. Hendes døtre, de tre norner, sunget af Laura Mayer, Hanna Leonora Hollesen og Katrine Deleuran, slynger sig om hende i sassy sweatsuits og provinsiel TikTok-dans.

Det er også i Valhal, vi overværer den ikoniske scene, hvor den enøjede overgud Wotan, sunget med testosteronspruttende machoattitude af en alfonsklædt Martin Hatlo, straffer sin valkyriedatter Brünnhilde, sunget af forestillingens altoverskyggende sopranstjerne Laura Helene Hansen, som tilsyneladende også er en mester i at lipsynce. Wotan rækker ud efter Brünnhilde for at gøre hende dødelig, men han kan tro om. Hun smider selv parykken med de gyldne lokker – for hvad skal man også med guddommelighed i en verden, hvor guderne er lige så fordækte som menneskene?

Fællessang på Bakken

I menneskenes verden, Nibelheim, er stemningen noget mere løssluppen. Arealet foran AFUK er forvandlet til kræmmermarked med dragehoppeborg, blokvognsscene, jonglører og pølsegrill. Jeg mærker øjeblikkeligt skuldrene sænke sig. Herude er det rent faktisk tilladt at grine af Wagners groteske og til tider latterlige univers. Og det gør jeg så. Skraldgriner. For det er virkelig morsomt, at dværgen Mime er blevet til en klovnemalet pølsesmed, der ikke evner at fikse det magiske papmachésværd Nothung.

Alex Friis Nielsen viser sit bilinguale, komiske talent som Mime, når han træder op på scenen og giver den som en Johnny Reimer-agtig bakkesanger i en kåd opløsning af tysk høj- og lavkultur. Lykkelig klapper jeg på et og tre med resten af publikum, der frit bevæger sig rundt i det interaktive gadeteater.

En selskabssang er der selvfølgelig også, skrevet over Wagners Valhal-ledemotiv. “Der var jo også lidt incest / Siegmund, Sieglinde havde sex / Sådan blev han til / Søskend’kærlighed / Siegfried, han giftes bort en dag”, synger vi i et vers, der kipper med hatten til Thomas Vinterbergs Festen.

En ny tidsalder

En anden stor genistreg er anticastingen af poptrubaduren Bisse som Siegfried. Frygtløst kaster han sig ud i det for ham umulige vokalparti og spiller rollen skiftevis overdrevet drenget og overdrevet studentikost. Han lyder ganske vist ikke som en wagnertenor – med raspende hæshed råber han sig gennem de fleste melodier – men han er rundet af den samme uovervindelige uduelighed som den klassiske helt.

The Ring – Forever hot indvarsler et nyt metamodernistisk paradigme for Wagners Ring. En fortolkningstilgang, som både afviser traditionen og hylder den. Som både ironiserer over wagnerkulten og tager den dybt seriøst.

Det hele kulminerer til sidst i kærlighedsduetten mellem Siegfried og Brünnhilde, hvor Bisse som lallet operadilettant synger over for Laura Helene Hansen – nyligt kåret som årets operatalent. To verdener tørner sammen i en friktion så gnistrende, at Valhal næsten selvantænder. Forløsningen? Enya-agtig helsepop og frihedsdans med hele castet inklusiv det bedårende valkyriebørnekor, som hiver publikum på dansegulvet. Hvad ellers?

Og bagefter: Brünnhildes afsluttende monolog, hvor en harmdirrende Hansen lader sin vulkanske stemme gå i udbrud. Men hun træder ikke ind i det store dommedagsbål, som Brünnhilde ellers har gjort i 150 år. I stedet for en selvopofrende, indsigtsfuld heltinde, står en blodtørstig hævner tilbage med magtens ring i hånden. Velkommen til en ny tidsalder, Wagner.