Jeg er glad for, at chefen for Teatret Slotsgården, Jacob Moth-Poulsen, sætter gang i en teaterdebat. Og jeg er glad for, at Kasper Holten svarer ham igen. For hvad vil vi med vores institutioner, og hvad forventer vi egentlig af kunsten? spørger teaterdirektør for Mungo Park, Anna Malzer, i denne kommentar til debatten.
Jacob Moth-Poulsen mener, at dansk teater er præget af pæn-æstetisk selvforelskelse, publikumsfrygt og mangel på skarpe kunstneriske profiler. Han peger mod Tyskland, hvor teatret er besværligt, råt og ukontrollerbart, og hvor man “ser en analyse af en samtid”. Samtidig kritiserer han Det Kongelige Teater for at mangle netop dette (Politiken, 5. august 2026, red).
Kasper Holten svarer, at han “næsten tager det som en kompliment”, at man ikke kan aflæse en klar profil på nationalscenen. Han ønsker sig ikke tilbage til “dengang hvor Det Kongelige Teater kun betød noget for en lille kulturelite”. I stedet “arbejder [teatret] systematisk med, at der i repertoirelægningen skal være forskellige projekter, som taler til forskellige typer mennesker i vores samfund” (Politiken 9. august 2026, red).
Begge kredser de om ordet mod.
Jeg har dyb respekt for Moths teatersyn og for Holtens måde at åbne nationalscenen på. Begge visioner for dansk teater har uendelig mange kvaliteter, men tilfælles har de også det, at de er planlagt på forhånd.
Og kan mod planlægges?
Da Henrik Ibsens Et dukkehjem havde premiere i 1879, var det ikke planlagt, hvad der ville ske, når Nora rejste sig, forlod sin mand og gik ud ad døren.
Der var nok ikke nogen, der havde skrevet “kvinder 25-54: høj sandsynlighed for ægteskabsbrud” ind i et Excel-ark.
Det var en respekteret dramatikers egenrådige dramatiske idé, som teatret lagde scene til, og som efter premieren begyndte at leve sit eget uforudsigelige liv i mødet med publikum.
I dag husker man jo også Ibsens værk. Man husker ikke, hvilken skarp profil eller publikumsstrategi teatret, han havde urpremiere på, havde.
Rammernes kunstneriske slagside
I 2026 arbejder de fleste scenekunstnere i nogle helt andre institutionelle rammer, der allerede er defineret strategisk, før kunstneren træder ind i dem. Kunstnernes ideer, fornemmelser og spæde forslag til projekter skal allerede fra det første møde kunne passes ind i institutionens overordnede mål – hvad enten målene handler om en skarp, vildt eksperimenterende profil, store publikumstal eller noget helt tredje.
Misforstå mig ikke. Det institutionelle arbejdsrum har store menneskelige og også publikumsmæssige fordele.
Rammeaftaler, fagforbund og gode salgsstrategier gør, at kunstnerne får løn for deres arbejde, giver dem fri på bestemte tidspunkter, og publikum ved, hvornår der er premiere og cirka, hvad de får. Alt det er godt.
Men disse moderne forhold fornemmer jeg også har en kunstnerisk slagside: at værkerne i dag skal leve op til så mange forskellige mål, at de i højere grad bliver planlagt på papiret, end opstår i et prøverum eller i en egenrådig dramatikers eller kompagnis uforudsigelige værksted.
Præcis som i resten af samfundet vokser mellemledelserne, kravet om målbarhed og styringen af på forhånd definerede mål også i dansk teater.
Muligheden af et publikum
Mit største eksistentielle spørgsmål til branchen er derfor et andet, mere besværligt et: Har vores teaterinstitutioner stadig rum, som kunstnerne oplever som deres?
Får de kunstneriske talenter – gamle såvel som unge – og de frie kompagnier de kontinuerlige, langstrakte og finansierede muligheder, der skal til for at blive stærke nok til at skabe dansk kulturhistorie på deres egne præmisser?
De perioder, vi senere kalder epoker, opstår sjældent, fordi nogen har lagt en perfekt strategi for dem.
De opstår, fordi nogle mennesker får lov til at arbejde sammen, indtil de pludselig har opfundet et sprog, som ingen havde bestilt på forhånd.
Vi taler så meget om at få publikum ind.
Vi taler mindre om at give kunstnerne mulighed for at få et publikum.
Jeg savner, at dansk teater i højere grad giver kunsten mulighed for at blive til noget, før vi beslutter, hvad og hvor den skal være.
Måske er det i virkeligheden det mod, vi burde kræve mere af på vores teatre. Selvom det bestemt er nemmere sagt end gjort.
Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
