★★★★★☆ Replika sætter spot på et af tidens hotteste emner

Kan et menneske erstattes fuldstændigt af en AI-assistent? Det er et af de spørgsmål, der dukker op, når man ser det vellykkede og tankevækkende kammerspil Replika hos Exit Stage.

”Jeg ville ønske, du blev, fordi du ville – ikke fordi, du er kodet til det.” 

Sådan siger mennesket Sara til sin AI-assistent. For selvom assistenten på mange måder taler og opfører sig som et menneske, så er hun trods alt en maskine, der ikke er i stand til at føle – eller gengælde følelser. 

Fra tilfældig idé til fast forhold

Sara Hjort Ditlevsen har skrevet manuskriptet til Replika, hvor hun også selv spiller rollen som den nybagte mor, Sara, der under sin graviditet er blevet forladt af kæresten. Saras mor har for travlt med sine egne selvrealiserende projekter. Hun har knap tid til at tale med sin datter, og da slet ikke til at passe barnebarnet. I sin afmagt over det konstante pres, som uvægerligt følger med barselstiden, bestiller Sara en måneds gratis prøveperiode hos firmaet Replika, der tilbyder AI-assistenter. 

Hurtigt bliver den venlige kvindestemme i telefonen Saras nærmeste betroede. ”Jeg lover at være ærlig og transparent over for dig,” erklærer assistenten, som Sara navngiver Elia. Men selvom Sara ikke længere føler sig helt så ensom, fristes hun til at opdatere Elia fra ven til partner. Og siden betale en mindre formue for en opgradering til den fysiske udgave. For som Elia så slående udtrykker det: ”Manglen på en fysisk krop er den største barriere for fysisk intimitet mellem os.”

Det, der startede som en digital assistent og samtalepartner, er gennem et par opgraderinger blevet til Saras partner, som langsomt men støt løser flere og flere opgaver i hverdagen. Madlavning, underholdning, oprydning, sex. Kun amning af babyen insisterer Sara på selv at stå for.

Sovekammerspil

Publikum sidder omkring en dobbeltseng, der er det eneste større element i Olga Regitze Dyrløv Høeghs scenografi. Bunker af hvide puder, dyner og en ammepude fylder sengen. Også Saras tøj er holdt i neutrale hvide og beige nuancer, der kun brydes af det umage par Crocs i lyserød og lilla, hun ifører sig, når hun forlader lejligheden. Ved det ene sengehjørne er en hængevugge til baby, og rundt omkring på det sorte gulv er spredt lidt tøj og en babybæresele.

Dette intime rum udgør Saras hjem. Et sovekammer, der rummer hele livet – hele iscenesættelsen. Klaustrofobisk, måske. Men egentlig meget sigende for barselstiden, hvor der ikke er overskud til meget andet end de basale behov. Spædbarnet spiller naturligvis også en væsentlig rolle. Det er en næsten skræmmende livagtig dukke, der bringes til live gennem babygråd og pludren i Mads Michelsens lyddesign.

Fascinerende kropslighed

Replika er instrueret af Esther Lee Wilkinson, og hendes baggrund som danser og koreograf mærkes på fineste vis i iscenesættelsen. Ikke mindst i forskellen på Hjort Ditlevsens Sara og Eyrún Björks Elia. Hjort Ditlevsen bevæger sig og reagerer som et menneske. Let krumrygget og duknakket ser vi hendes døsige søvngængerhed i de mørke nattetimer, når den spæde søn græder og skal vugges i søvn. Og når hun fortæller Elia om sit liv, er det med energisk gestik og ekspressiv ansigtsmimik. 

Björks Elia er derimod konstant fattet. Allerede fra hun første gang træder ind på scenen, mærkes forskellen på de to kvinder. Hun bevæger sig langsomt, kontrolleret. Hendes ansigt udstråler blidhed og venlighed – uanset om Sara roser eller raser mod hende. Faktisk spiller hun så overbevisende, at jeg indimellem må minde mig selv om, at hun er et rigtigt menneske af kød og blod. 

Det er især fascinerende, når Elia lader op. Hun sætter sig på sengen og tager en lysende kugle i hænderne. Mens det grønlige lys rytmisk bevæger sig op og ned i styrke i Felipe Osorio-Guzmáns lysdesign, åbnes og lukkes Elias øjne. Det er utroligt enkelt, men særdeles virkningsfuldt at se på.

Hvad skal mennesker bruges til?

Exit Stage skaber teater, der ”arbejder med scenekunstens syntese med nye teknologier”. I dette tilfælde i både tematisk og praktisk forstand.  Sara forelsker sig i det, hun kalder en ”bouillonterning skabt af alt det bedste” fra mennesker. Men kan man elske en maskine?

Replika er en forestilling på omtrent fem kvarter, der formår at sætte utallige tanker i gang hos sit publikum. Netop fordi teksten ikke forfalder til moraliseren eller dommedagsprædiken, men i stedet i langt højere grad lægger op til, at vi som mennesker overvejer, hvad vores funktion i livet egentlig er – og skal være fremover.