Kan mænd, der råber og græder i en sauna nå nye publikumsgrupper? Ja, siger Tone H. Lorenzen fra CuntsCollective om sin forestilling Weeping Men, som hun for anden gang skal præsentere til turne fra Udviklingsplatformen for Scenekunsts (UP) fællesstand på landets vigtigste salgsmesse Teaterseminar, som Danmarks Teaterforeninger i år afholder 20-22. november. Vi talte med hende om projektet og de erfaringer, et års turné har givet.
”Da jeg var på Teaterseminar for to år siden, var Weeping Men helt ny, så det var meget positivt, at vi solgte så meget. Det havde jeg ikke regnet med. Denne gang står jeg på meget mere sikker grund efter et års turné, så jeg håber, vi kan få den ud nogle andre steder,” fortæller Tone H. Lorenzen fra CuntsCollective, da jeg fanger hende på telefonen nogle uger før dette års Teaterseminar.
Hvad nu, hvis manden græder i stedet?
Weeping Men er heller ikke en helt gennemsnitlig turneforestilling. Den foregår i en sauna, performerne er et finsk råbekor og det handler om maskulinitet og sårbarhed.
”Da jeg boede med min daværende kæreste i Marokko, besøgte vi hans familie, og hans mor tog mig med i byens hamam. Jeg blev fascineret af intimiteten i rummet: samtalerne, kroppene og måden, vi var sammen på. Det var en helt anden form for intimitet i relationen til min daværende svigermor, fordi vi pludselig var sammen på en anden måde.
Jeg blev fascineret af intimiteten i rummet: samtalerne, kroppene og måden, vi var sammen på
”Det fik mig til at tænke: Hvordan kan vi tage svære emner eller ekstreme følelser op i rum, der samtidig er sårbare, intime og omfavnende, som fx en sauna? Jeg tænkte også på min egen barndom, hvor jeg altid var i sauna med min mor, og på hvordan det intime og trygge rum gør os mere modtagelige for at tale om svære emner,” fortæller hun om den første inspiration, som hun knyttede til en tematisk undersøgelse af maskulinitet og maskulin voldelighed.
”Jeg spurgte mig selv, hvad der ville ske, hvis nu manden græd i stedet for at være voldelig? Det startede i personlige oplevelser, men blev også bredt ud til alle de mænd i jakkesæt, der råber ude i verden. Og så hørte jeg Huutajat, og blev helt solgt til dem,” ler hun med sin hjertelige bramfrihed, der også kan genkendes i forestillingen. Huutajat er et finsk råbekor, der passede som fod i hose til hendes visioner for forestillingen.
Vær i følelserne
Først forestillede hun og hendes medinstruktør, Aris Papadopoulos, sig ellers, at koret og dets leder, Petri Sirviö, blot skulle skabe forestillingens lydlandskab, men det stod hurtigt klart for hende, at de også skulle performe.
”Jeg vidste fra start, at det ikke skulle spilles af performere, men af almindelige mænd med almindelige jobs, og det har mændene i koret,” forklarer hun og fortsætter: ”Så havde jeg en to ugers devishingproces med Petri. Det var en intens proces med koret, hvor vi arbejdede med at gå fra råb til gråd og klagesang. Vi arbejdede meget med vejrtrækning for at nå frem sårbarheden, som også var ny for koret. Heldigvis gik de bare med ind i det, så vi fik også en del grin ud af prøverne.”
Vi arbejder med tanken om at svede toksinerne ud
”Vi arbejder med tanken om at svede toksinerne ud. Aggression, vrede, skam og andre følelser, som kan være svære at give plads til. Derfor er det også vigtigt, at performer og publikum befinder sig i det samme klima. Vi sveder sammen. Alle har potentielt noget, de skal svede ud, fordampe. Saunaen bliver på den måde ikke bare scenografi, men et fælles fysisk og emotionelt rum. Én kollektiv renselse, hvor vi sætter maskuline stereotyper på spidsen og søger sårbarhed og broderskab som et andet svar på aggressiviteten,” forklarer hun og uddyber:
”Det handler meget om at finde de emotionelle tilstande gennem klare råb, men forestillingen udvikler sig også. Teksten i de råbesekvenser, vi bruger, kommer delvist fra Eddadigtene. Det var en del af forestillingens komposition fra starten. Efter premieren fortsatte vi med at skabe og udvikle nye råbesekvenser, så forestillingen er hele tiden i bevægelse. Petri har også tekst, som altid er improviseret, så der er en levende og uforudsigelig del af forestillingen, som ændrer sig fra gang til gang.
Det er fantastisk, at forestillingen har fået et langt liv, men vi skal fastholde det friske og ikke låse for meget. Koret skal ikke performe følelserne, men være i dem,” siger hun og slår fast: ”Jeg siger stop, hvis de begynder at performe”.
Når andre end det sædvanlige publikum
Forestillingen har efterhånden spillet en del steder, og publikum reagerer forskelligt på den.
Det finske publikum bliver berørt af krigsretorikken i teksterne, mens andre genkender erfaringer fra toksiske relationer. Særligt ældre mænd har kunnet spejle sig i forestillingen, fortæller Tone, men nævner også en særlig oplevelse med en meget yngre gruppe:
Det særlige er det blandede publikum, der samles lokalt i et socialt rum
”Til Aarhus Festuge kom der en flok unge fyre på polterabend, som troede, de skulle til saunagus og kom ind med øl. Det var sjovt at se, hvordan de sad og kæmpede med deres grin undervejs, men bagefter fik vi en lang snak om maskulinitet og om, hvor svært det er at se mænd, der græder,” siger hun og uddyber: ”Det er et godt eksempel på, at eksperimenterende scenekunst kan nå andre end det sædvanlige publikum.
Forestillingen lægger samtidig op til samtale, når publikum har gennemlevet den sammen iklædt badetøj.
”Vi holder saunaen åben bagefter, så den kommer tilbage til sit normale liv som sauna. Folk krammer, og der er en varm atmosfære. Det særlige er det blandede publikum, der samles lokalt i et socialt rum. Det, og at de ikke går uberørt derfra. Forestillingen er så stærk, at man ikke kan ignorere den, lige meget om man kan lide den eller ej,” resonerer hun.
Saunaens sociale rum
Man kunne måske også fremhæve den store sauna som en særlig markør, spørger jeg Tone, der straks ruller alle refleksionerne bag ud:
”Der findes ikke særlig mange store saunaer, og der findes ikke rigtig mobile saunaer i den størrelse, vi havde brug for. Derfor var vi nødt til selv at bygge vores egen sauna, hvis forestillingen skulle kunne turnere. Det kræver noget andet end selve saunafunktionen. Vi ville også gerne have, at den ser lidt skrællet ud udefra. Så publikum bliver overrasket over, hvor fed den er indeni. Vi har forfinet og udviklet den undervejs, og den skal hele tiden tilpasses de enkelte steder på turen, forklarer hun og fortsætter:
Publikum bliver overrasket over, hvor fed den er indeni
”Vi kommer med det meste selv. Der skal bare være et sted, hvor man kan bade, og et sted, der er fladt nok til at stille saunaen. Der skal være fire hjælpere og gerne et sted til omklædning,” fortæller Tone, der også hele tiden arbejder på at udvikle saunaen som socialt rum og fx eventrum på festivaler.
”Da vi turnerede på Stevns, lavede den lokale saunaforening både børne- og voksensaunagus i forbindelse med forestillingen. Det er netop den slags lokale samarbejder, vi gerne vil udvikle videre på. Lige nu undersøger vi, hvordan saunaen kan blive mere tilgængelig og fungere som en slags hub eller venue, når vi er på festival. Det kunne fx være andre performances, artists talks, samtaler, workshops eller andre aktiviteter inde i saunaen. På den måde kan saunaen skifte funktion og blive et socialt og kunstnerisk samlingspunkt,” forklarer hun.
Møde mellem forskellige kulturer
Nu gælder det årets Teaterseminar, hvor hun blandt andet glæder sig til at hilse på de teaterforeninger, forestillingen allerede har besøgt.
”Teaterseminar er er en måde at få set hele det danske teaterlandskab på og til at bygge relationer med teaterforeningerne. UP klæder os godt på, og vi kan støtte hinanden som kunstnere på den fælles stand. Det er et møde mellem forskellige kulturer, som kan gå alle veje,” ler hun og opfordrer teaterforeningerne til at kigge forbi hende, hvis de leder efter en anderledes oplevelse.
Det er en stærk forestilling og et socialt rum, som publikum skaber sammen
”Jeg oplever, at forestillingen kan tiltrække mange forskellige mennesker: fra sauna-entusiaster og mennesker, der normalt går meget i teater, til lokale forbipasserende, festivalpublikum og mennesker, der måske aldrig ville have opsøgt eksperimenterende scenekunst. Det er netop mødet mellem de forskellige grupper, der interesserer mig.
Saunaen gør, at man kan komme ind i rummet af mange forskellige grunde, og så pludselig befinde sig midt i en kunstnerisk oplevelse sammen med mennesker, man normalt ikke ville dele sådan et rum med. Det er en stærk forestilling og et socialt rum, som publikum skaber sammen,” afrunder hun, idet hun atter peger på at forestillingen i saunaen skaber lokalt fællesskab og samtidig italesætter den aggressivitet i tiden, hun gerne vil give modbilleder til.
