★★★★☆☆ Sig jeg er din – Ærligt og vedkommende ungdomsteater

Tabu Teater vil med dramatiseringen af Xenia Svenssons roman Sig jeg er din sætte fokus på grooming blandt jævnaldrende, hævnporno og en digital virkelighed, som nok er de fleste voksne fremmede. Det er en forestilling, der tager sit publikum alvorligt, men som desværre også snubler lidt i teknikken. Den spiller i Ungdommens Hus, Fredericia.

Katinka går i 2.g, men mentalt er hun nærmest allerede af sted på den store postgymnasiale dannelsesrejse med sine bedste venner. For Katinka er det “flokken frem for alt,” indtil hun – på en måde, som jeg ikke 100% forstår – møder Christopher online. Han er et par år ældre end hende, og i starten er han flatterende og flirtende, men det er gode miner til slet spil.

Han groomer hende, kiler sig ind mellem hende og hendes venner, og uden at Katinka rigtigt opdager det, overskrider han flere og flere af hendes grænser. En aften sender hun ham et kompromitterende billede af sig selv, og straks sidder hun i saksen.

En naturlig abstraktion

Den enkle scenografi er primært bygget op om en skærm i højformat, der illuderer skærmen på en smartphone, som i løbet af forestillingen giver os indblik i sms-korrespondancer, videoopkald med mere. Det er et simpelt greb, men scenisk er det effektivt og relaterbart for målgruppen.

I Henriette Laursens iscenesættelse fremstår scenerne klare og målrettede. Spillet er overvejende naturalistisk, men det udfordres af, at de to hovedkarakterers forhold primært foregår online, hvorfor det naturlige får et abstrakt og forfriskende modspil.

Jeg havde ikke på forhånd læst Xenia Svenssons roman af samme navn, så jeg har intet sammenligningsgrundlag, men jeg kan konstatere, at fortællingen fungerer glimrende som drama. Dramaturgien er tydelig, uden at der går staveplade i den, og spændingskurven er en thriller værdig.

Følelsesregistrets yderste provinser

Katinka spilles af Amalie Gissel Sparrebro, mens rollen som Christopher indtages af Rasmus Borst, og begge leverer en overbevisende præstation. Især førstnævnte er fascinerende at iagttage.

Hver ny, lille opdagelse, hver idé eller indtryk tildeles en enorm tyngde, som om hele verden – alene ved den lille justering – pludselig er blevet langt mere farverig eller forfærdelig. Vi befinder os meget ofte i følelsesregistrets ydre provinser, men det fremstår meget troværdigt – alting taget i betragtning.

Musik og lyddesign er leveret af komponist ION, og det fortjener ros. Det virker gennemarbejdet og spiller aktivt sammen med resten af forestillingen, især når stemningen bliver grum. Der er navnlig en specifik scene, hvor Christopher afpresser Katinka til en fest, og musikken nærmest trykker lokalet fladt i ren rå, desperat klaustrofobi.

Hård fødsel

Sig jeg er din har fået en hård fødsel. Den skulle oprindeligt have spillet i maj, men måtte udskyde premieren – af helt legitime årsager i øvrigt. Med det in mente skulle den gerne stå knivskarpt til repremieren, men her opstår der altså et par udfordringer. Én ting er en pult, der ikke makker ret, og som forsinker forestillingen en smule. Det er, hvad der sker, men udfordringen forplanter sig også til resten af forestillingen.

I de talrige videosekvenser er der flere gange markant forsinkelse mellem lyden og billedet på skærmen, og det spolerer rytmen i scenerne. Billederne står også af og til så uskarpt, at jeg simpelthen ikke kan tyde dem. Det bliver ikke bedre af, at frontlyset går durk i skærmen og giver et heftigt genskin fra min plads i salen.

Det er nogle sjuskede fejl i en forestilling, der er båret så meget af samspillet mellem scene og skærm, og jeg har en irriterende fornemmelsen af, at de kunne være undgået.

Overordnet set ændrer det dog ikke på, at Sig jeg er din er en vedkommende og – desværre – relevant forestilling om et emne, som i mine øjne virker noget underbelyst. Hvis man er målgruppen, er det en anbefaling herfra.