★★★★☆☆ Surkov er så skræmmende, fordi den er realistisk

Den kendte vending “Verden er en scene” får ny betydning i Pacemakers Surkov, der på Teatret ved Sorte Hest dykker ned i den fantastiske og skræmmende historie om teater- og reklamemanden Vladislav Surkov, der som spindoktor for Putin får magt til at iscenesætte hele verden.

10-9-8….

Vi tæller ned med Thomas Levin og følger på 0 med ham ind i Vladislav Surkovs forvrængede, men åh så genkendelige verden. For han er jo virkelig, denne Surkov, der moderniserede propaganda, formede et diktatur og spillede en markant rolle i Ruslands angrebskrige mod Ukraine. Jesper Pedersens tekst giver os et vue gennem moderne russisk historie i fire skarpe klip indfoldet i teatrets virkemidler – forførelsens magi.

Alle følger vores manuskript

Vi møder først Surkov i 1992 som ung, fremadstormende reklamemand for bankmanden Mikhail Khodorkovsky. Surkov er den nye tid, der fejer den gamle gardes grå stabilitet ud med nye slagord og personkult. “Annonce eller atmosfære?” spørger han retorsik i én af de karakteristiske soundbites, der kendetegner den professions lingo – og politikkens. Det gamle er personificeret af en projektleder med diarré og en eksalteret grafiker, som Levin gestalter i kvikt samspil med sin Surkov. Manden i det skarpe mørke jakkesæt og den hvide skjorte med oprullede ærmer. Handlekraftig og sikker på sit eget værd.

Han behøver ikke råbe. Har har tiden og magten på sin side. “Drøm. Retning. Mulighed.” Klip til et andet kontor i Kreml. Vi er nu i 1999 og Surkov peptalker Putin, der skal holde sin første tale til folket som præsident efter Boris Jeltsins afgang. Det, folket vil have, er ikke frihed, men en god historie,” siger Levin med sin bløde, men magtfulde stemme og intense øjenkontakt. Putin skal ikke være statist, men helt i den historie og alle skal “følge vores manuskript”.

Resultatet af den overbevisende suggestion ser vi på skærmen bag ham. Vestlige kendisser, der henført gynger med til Putins afsyngelse af en af vores egne sange, Blueberry Hill. Så lette var vi at forføre. Så gerne ville vi tro på en ny tid efter Murens fald. Naiviteten skriger til himlen i dette klip fra en anden tid. Iscenesættelsen er så iøjnefaldende, når vi ser det med vor tids viden, men dengang lod vi os forføre af Surkovs manipulerende brug af teatrets virkemidler.

Ord skaber verden

Det handler som altid om, at ordene skaber verden. I dag har nettet og AI måske kastet os tilbage eller ind i en ny tid, der i lige så høj grad er formet af billeder, men princippet er det samme. Derfor siger man naturligvis ikke “invasion”, men “befrielse”, når manus til invasionen af Donbass skal skrives. Tiden er 2014 og Surkov står på magtens tinde. Man fornemmer presset og magtfuldkommenheden i hans uhyggelige skift mellem intimitet og råbintimidering. Alle kryber for hans fod, også den starstruck praktikant Olga, men virker manden selv ikke også lide ude af kontrol?

Han har genfundet sin ildevarslende ro i det sidste billede, der er et interview, han giver i 2022. Denne scene er dramatisk sværest, men indkapsler samtidig den overlegne magt, som Levin mestrer til perfektion i sin tilbagelænede triumf. Alt er blevet, som han forestillede sig i hans store iscenesættelse af verdens aktører.

Den moderne dramaturgi

Jesper Pedersen har skrevet en tekst, der ikke bare handler om uhyrlige og uhyggelige magtstrukturer, men også har indbygget uhyrligheden i sit eget sprog. I det nysprog, hvor man kan blive “defenstreret”, dvs. smidt ud af vinduet som alternativ til fortidens Sibirieneksil. I det sprog, hvor alt vendes på hovedet og kan betyde det modsatte, og hvor mennesker reduceres ansvarsforflytigende til roller. Putin rummer samfundets modsætninger på skift og bliver dermed den uforudsigelige protagonist i den kæde af “evigt eskalerende konflikter”, der ifølge Surkov er “den moderne dramaturgi”.

Ringer det en klokke? Ja, den kimer temmelig højt, men lykkes også med at diagnosticere de seneste årtiers udvikling mod nye fjendskaber og postfaktuelle tilstande, så de magtfuldes manipulationer kan mærkes i kroppen. Levins spil inkarnerer uforudsigeligheden, hvor vi aldrig ved, om han vil betro os noget, føre os bag lyset eller skælde os huden fuld.

Det er en helstøbt forestilling, der taler publikum op, men samtidig bevarer sin æstetiske spænding og i sig selv viser, hvordan teatrets virkemidler kan bruges i magthavernes tjeneste. Det vidste vi nok godt, men det gør ondt at mærke så tæt på.

LÆS OGSÅ: Virkelighedens iscenesættelse: Surkov og Evita