Virkelighedens iscenesættelse: Surkov og Evita

Både som teatergænger og som borger i 2026 må vi en gang imellem spørge os selv, hvor vi egentlig bliver manipuleret mest. Er det i eller uden for teatersalens mørke? To aktuelle og meget forskellige forestillinger, Surkov og Evita, stiller dette centrale spørgsmål, og ISCENE tog en snak med de to instruktører.

Det er de helt store metaovervejelser, der er i spil! Lixtallet er højt og ambitionerne ligeledes, da jeg får en individuel samtale med instruktør og dramatiker Jesper Pedersen og instruktør Niclas Bendixen, som står bag henholdsvis Surkov og Evita. Førstnævnte er en nyskrevet monolog med uropførelse på Teatret ved Sorte Hest, sidstnævnte en stedsegrøn musical i Operaen.

Æstetisk kunne de to forestillinger næppe ligge meget længere fra hinanden, men fælles for dem begge er, at de arbejder med at iscenesætte iscenesættelsen.

Putins instruktør

Surkov – Manden der skabte Putin tegner et portræt af den enigmatiske Vladislav Surkov, der efter en karriere som både teaterinstruktør og reklamemand bliver en del af inderkredsen i Kreml. Da Putin i 1999 overtog magten i Rusland, var han en relativt grå kontormus uden profil, men det skal der laves om på, og Surkov bliver sat på opgaven: “Han går fra at være en mand til at være et symbol på en postfaktuel æstetik, som spindoktorer verden over lader sig inspirere af,” fortæller Jesper Pedersen.

“Han bruger mange af de greb, han har taget med fra teatret,” fortsætter han og nævner blandt andet kontrapunktisk iscenesættelse, postdramatiske greb, mangefacetterede roller og ironi. Gennem årene har læk fra den russiske centralmagt afsløret, hvordan pressemøder har været nøje instrueret med roller og rekvisitter helt ned til, hvordan stolene skulle knirke for at opnå den rette effekt blandt publikum – som i denne sammenhæng er det russiske folk.

“Surkov havde en forståelse af, at verden er en scene,” forklarer Jesper og uddyber: “Han havde forståelse for både iscenesættelse og dramaturgi, og navnligt en moderne dramaturgi, hvor historien ikke nødvendigvis går op, men hvor konflikt hele tiden afløser konflikt.”

Surkov bekymrer sig ikke stort om sandheden, men tænker hele tiden i konflikter og affekt. Hvad virker stærkest? Hvad føles rigtigt? Hvad provokerer? “Han besidder en stor indsigt i, at mennesker også er sentimentale væsner. Der skal være en provokation, men der skal også være noget, der går ned i folkedybet. Der skal være pathos – ikke i græsk forstand – men mere som i reality-tv. Han er ikke bange for at være plat og bruge klicheer, en hybrid æstetik, som vi tillader os at tage med ind i forestillingen..”

Glansbilledet Evita

Andrew Lloyd Webber og Tim Rice’ 70’er-musical Evita fortæller historien om folkehelten Eva Perón, den smukke og forførende kvinde, som kæmpede kvindernes og de undertryktes sag. Men den fremstilling er i sig selv desværre lidt af et glansbillede. Bendixen understreger, at man sagtens kan nyde Evita som en god musicaloplevelse, men for dem, der har mod på det, er der mange lag i fortællingen om Eva.

“I alt, hvad jeg har undersøgt om hende, er der altid to sider af samme sag. Der er helgenen Eva Perón, og så er der hende, der skummede fløden til egen vinding,” fortæller Bendixen med henvisning til, at kvinden, der på overfladen kæmpede for de fattige, selv levede i ubeskrivelig luksus langt væk fra de mennesker, hun skulle repræsentere.

Ifølge Niclas Bendixen er der mange ligheder mellem Eva Perón og nutidens medietrænede poilitikere: “Hun iscenesætter sig selv som en god familiemor, selvom hun ikke havde børn, men hun omgav sig med smilende familier, og hun iscenesatte sig selv som hjertevarm moderfigur.”

Musicalens fortrin

Jeg spørger Niclas, om Evita ikke risikerer at reproducere glansbilledet af den helgenkårede Eva ved at lade sig henføre af hendes karisma, men det er faktisk hele formålet: “Jeg synes, at vi skal kunne lade os fascinere af et menneske, der har den drivkraft, for hvad er det, vi hylder ved de mennesker, der stikker ud?” spørger han retorisk. “Vi bliver jo inspireret, men når jeg arbejder med en karakter som Eva Perón, så er jeg nødt til at omfavne alt, hun er.”

Det mudrede billede til trods ser Bendixen et stort lys i Eva. Hun prædikede håb i stedet for frygt, og ifølge Bendixen ville hun som udgangspunkt det bedste for landet. “Det spændende er jo så at følge med i, hvornår hun begynder at blive udspekuleret i sit forsøg på at overtage magten.”

Og her har musical som genre nogle meget effektive virkemidler i værktøjskassen: “At maskere det onde er netop det, en musical kan. Man sidder og smiler og lytter til et festligt nummer og kommer pludseligt i tanke om, hov, hvad er det egentlig, der foregår?” fortæller Bendixen. “Og dét er spændende, for det er jo det, der sker i virkeligheden.”

Stoler på publikum

Det er ikke vanskeligt at se parallellerne til den måde, hvorpå iscenesættelsen af både Putin og Perón kaster skygger i vores samtid. Jesper Pedersen eksemplificerer: “Vi lever i et land, hvor vores egen statsminister har sagt, at vi ikke er i krig, men vi er heller ikke ikke i krig. Den her hybridkrigsmentalitet, hvor vi aldrig kan være sikre på, hvad der er virkeligt, det er der noget meget Surkovsk over,” smågriner han.

Bendixen ser også eksemplerne overalt, men han vil hellere lade publikum gøre detektivarbejdet. “Jeg kan godt lide at afstå fra at give det en decideret nutidig agenda, fordi den fanger folk, uden jeg behøver at pege på den. Publikum er jo begavet, og de kan sagtens selv lave den kobling, og når de gør det, bliver oplevelsen meget stærkere. Sådan har jeg det i hvert fald selv.”

Tid til at se indad

Når begge stykker handler om iscenesættelsens kraft, er spørgsmålet, om arbejdet med henholdsvis Surkov og Evita har fået de to instruktører til at se anderledes på deres fag. Bendixen fortæller, at når man dykker ned i historien om iscenesættelsen af Eva, så går historien fra at være for god til at være sand til at være for sand til at være god.

Han beskriver: “Når man hører den rigtige historie, tænker man, ej, det ville man jo aldrig gøre i virkeligheden! Men jo, det ville man, og det kan du så gange med ti,” med henvisning til de helt uhyrlige krumspring, som det argentinske styre foretog, for at få brandingen af landets heltinde til at stå skarpt og opbyggeligt.

Jesper Pedersen istemmer: “Jeg er blevet mindet om, hvor magtfuldt et teaterrum kan være, og at de mekanikker, vi benytter os af, kan bruges til at hjælpe os til at finde ind til en sandhed, men det kan også bruges til akkurat det modsatte.”

Men hvori består forskellen på politisk iscenesættelse og traditionelt teater?

“Propaganda vil gerne styre mennesker, hvor teater gerne skal åbne verden for folk. Teatret kan skabe et sted, hvor vi kan være frie og uforudsigelige, men det Surkov gør, er at skabe et system, der overmætter folk med information, så de til sidst bliver apatiske og forudsigelige,” afslutter Jesper Pedersen.