★★★★☆☆ Juulunguaq – Den grønlandske polarforsker giver Grønland en stemme

Teatret Svalegangen danner ramme om Danmarkspremieren på Teater freezeProductions og Naleraq Lights forestilling Juulunguaq – Den grønlandske polarforsker. Forestillingen giver ordet til grønlænderne i formidlingen af en af de helt store grønlandsekspeditioner: Danmarkekspeditionen. 

Fortællingen rummer en stor grad af kulde, der på ingen måde kan sammenlignes med den efterårskulde, der så småt sænker sig over landet i øjeblikket. Den skæbnesvangre, arktiske kulde har taget livet af flere mennesker på diverse ekspeditioner, og har også en central rolle i forestillingen. Det samme har den kulde, der ligger i ikke at lade den grønlandske stemme fylde mere i den danske version af landets historie.

En fortælling fra et grønlandsk perspektiv

Juulunguaq – Den grønlandske polarforsker er historien om Jørgen Brønlund, der trods sit danskklingende navn netop var grønlænder. Det er på baggrund af Brønlunds indsats under Danmarksekspeditionen, at det i 1907 afklares, hvorvidt Peary Land er en del af Danmark, eller om det er amerikansk territorium. Men ekspeditionen går ikke helt som ventet.

Mens Brønlund er fanget i kulden efter at have mistet sine to kammerater fra ekspeditionen, begynder hans liv at passere revy. Dermed bliver Juulunguaq – Den grønlandske polarforsker ikke blot en historisk gengivelse, men også en forestilling om mennesket Jørgen Brønlund. Det er denne skæbnesvangre historie, som Klaus Geisler på klassisk fortællende vis formidler med fagter, skyggebevægelser og passion. Også Kuka Fleischer formidler historien og bliver med sine sange på flere måder en personificering af den grønlandske kultur.

Sangene er hypnotiserende og smukke, mens sproget, for mig, er en konstant påmindelse om, at jeg er fremmed for visse af forestillingens elementer. Jeg kan gøre mig umage for at lytte og opleve, men jeg kan ikke forstå alle ordene. Det samme gælder de øvrige publikummer, der sidder i salen uden kendskab til sproget. Denne afstand mellem sansning og forståelse er forestillingens stærkeste greb.

Sprogbarrierer på godt og ondt

Klaus Geisler som Jørgen Brønlund agerer mediator mellem den danske og den grønlandske kultur. Han taler primært dansk i forestillingen, foruden en grønlandsk indledning. ”Nanok – isbjørn”, siger han flere gange og hjælper publikum med at forstå de grønlandske vendinger, uden at fordanske historien. Også hans svar på mor Evas grønlandske breve formidles på dansk, således at publikum uden kendskab til det grønlandske sprog forstår præcis, hvad brevvekslingen omhandler.

Men det er også denne fremmedgjorthed, der – trods det stærke valg – betyder, at jeg ikke får alle nuancerne med. Flere steder bliver sprogbarrieren så stor, at det gør det svært for mig at give mig helt hen til forestillingen. Formidlingen af ekspeditionen og tilbageblikkene på Brønlunds liv er derimod formidlet enkelt og tilgængeligt.

Historiens rolige tempo i den enkle formidling betyder, at den potentielle spænding i fremdriften ikke helt træder frem. Det er først hen mod slutningen, hvor en stemme fortæller, at dét, de danske forskere har taget i besiddelse, er dansk, at jeg helt engagerer mig i forestillingen. Det er sætninger om fredelig erobring og spørgsmålet om, hvem der ejer Grønland, der understreger forestillingens aktualitet. 

Hvem ejer så Grønland?

Juulunguaq – Den grønlandske polarforsker er en stærk påmindelse om et folk og et land, hvis fortælling er blevet undertrykt. Derfor er historien om Jørgen Brønlund også hyperaktuel: En grønlænder hjælper Danmark med at sikre dokumentation, der ender med at koste ham dyrt. Han er en mand, der er nysgerrig på det danske, men egentlig mest nysgerrig på sine forfædre og de forskellige folkefærd i sit eget hjemland.

Således er forestillingen ikke blot en hyldest til Brønlund, men også en grønlandsk stemme, der tager historien om sit land tilbage.