★★★★★☆ Stones In His Pockets leger charmerende de skarpe pointer ind

That Theatre Company er altid garant for engelsksproget teater på højt niveau. Stones In His Pockets er ingen undtagelse. Her er sproget irsk og intrigen imperialismekritisk i en tour de force for de to spillere Jefferson Bond og Kevin Kiernan-Molloy, der leverer varen i Ian Burns’ mesterlige instruktion.

Himlen er blå og plettet af tottede skyer. Græsset er grønt. Bløde bjerge bølger i baggrunden. To flightcases står i front. En snorlige række af sko er linet op bagest, symboliserende de mange statister, der er med på filmsettet, som Stones In His Pockets primært foregår på. En håndfuld af dem spilles af Jefferson Bond og Kevin Kiernan-Molloy, der nu springer ind. Klædt i brunligt tøj, der matcher Hollywoods traditionelle fremstilling af irske bønder og arbejdere.

Filmens hovedroller indtages selvfølelig ikke af irere, men af stjerner fra Hollywood selv, der kæmper med den irske accent til statisternes store moro. “Her har været så mange Hollywood-stjerner, at de tror, vi taler sådan,” ler de af divaen Carolines forsøg på sno tungen i de rette toner. Tonen er gemytlig, men under den tilsyneladende morskab over stjernerne lurer sorgen over at sælge sig selv og i overført betydning den irske sjæl til filmindustrien, hvis billede af landet har overtaget det Irland, der består af land, kultur og rigtige mennesker.

A sexobject with an accent

Men før vi kommer så vidt, må intrigen på skinner i dette tragikomiske spil for to skuespillere og mange flere karakterer, som måske er det mest kendte af den irske dramatiker Marie Jones. Det er godt set af That Theatre Company at bringe det til Danmark netop nu, hvor vi stiller nye spørgsmål til vores afhængighed af USA, der ikke mindst vandt os over med kulturens bløde magt. Historien resonerer således lige ind i en skrøbelig samtid, hvor usikkerheden om, hvem vi er, råder.

Men Stones In His Pockets er mere end sin sin velplacerede imperialismekritik. Den er også en tour de force for spillerne, der konstant er på scenen i et flow mellem karakterer, som markeres med en kasket, en bøjet ryg, en nuance i tonen, et skift i tempo eller blik. Fortællingens nav er Charlie Conlon og Jake Quinn. To statister, der mødes på settet, og som begge bliver ramt af den udbytning, filmindustrien konkret og mere overført symboliserer.

Kevin Kiernan-Molloys Jake er først benovet over Carolines interesse, da hun dukker op på byens pub og siden inviterer ham med hjem. Men han ender med at konstatere, at han bare er et “sexobject with an accent”. Det var accenten, hun ville lære af ham, men mere fatalt, når hun også at ydmyge narkomanen Sean på pubben, så han bliver smidt ud for øjnene af alle. Sean er fætter til Jefferson Bonds Charlie, og de delte barndommens fascination af den amerikanske filmmaskine. Ih, hvor de ønskede at blive en del af den, men nu ser Charlie bagsiden og Sean er for evigt forvist fra Paradiset. Skammen får ham til at drukne sig – med lommerne fulde af sten.

Settle down

Tonen bliver mørk, mens spillet stadig bobler legende afsted i de fortsatte skift mellem hovedkaraktererne Jack og Charlie og de øvrige. Blot med en vending af kroppen forvandles Kevin Kiernan-Molloy fra Jake til den opkørte assistent Ashley, der kalder settet til orden med sit evige “Settle down”. Blot ved at skyde jakken ned over skuldrene som et sjal bliver Jefferson Bonds Charlie til den flirtende Caroline, der nok aldrig forstår sin egen rolle som undertrykker.

Ind og ud af rollerne, der også blandt andet omfatter den trætte producer, den selvopfyldte instruktør, en ældre statist med meget på hjerte, en lærer og den fortabte Sean, flyder Bond og Kevin Kiernan-Molloy i et flow, der ser legende let ud, men som kræver uhyre præcision. De rammer rent hver eneste gang i Ian Burns’ mesterlige instruktion, der holder komedietempoet oppe, men samtidig får hver karakter til at stå syleskarpt. Tragediens sorg og desperation flyder med, anes i det ulykkelige blik, den sammensunkne skulder.

Hvilken fest for to ypperlige spillere

Jefferson Bond og Kevin Kiernan-Molloy er et forrygende match. De klæder og supplerer hinanden med Bonds – langt hen ad vejen – mere optimistiske og runde Charlie mod Kiernan-Molloys mere skarpkantede Jake. Men hvilken fest for to så dygtige spillere, der står på tæer og lykkes med en fortælling med så mange nuancer foldet ind i deres fremragende kapacitet som komedienner.

Stones In His Pockets er endnu en helstøbt og godt kurateret forestilling fra That Theatre Company, der altid er garant for engelsksproget teater på højt niveau. Der er ikke længere så meget tradition for den rappe, engelske replik på de danske scener – om end Musefælden har sneget sig ind på Folketeatret i år – men Ian Burns og co er altid leveringsdygtige i den ægte vare.