Månedens Kunstnerportræt. Nyuddannede Vigga Sidenius Guldhammer medvirker i disse måneder i Who Run the World på Betty Nansen Teatrets intime annexscene Edison. Hun kom med gennem en åben audition, hvor hun havde tre minutter til at brænde igennem. Jeg talte med hende om forskelle på Danmark og Frankrig, hvor hun er uddannet, og om at hendes lyst til at prøve det hele kun er blevet styrket af det åbne samarbejde i den eksperimenterende forestilling, der har ni premierer på ni uger.
”Vi fik elleve tekster at vælge imellem, så jeg valgte bare den tekst, jeg syntes, var fedest. Så måtte jeg finde ud af, hvad jeg ville gøre med den bagefter. Jeg synes, den var vildt god, men det var først aftenen inden audition, at jeg fik ideen til, hvordan jeg ville sætte den i scene. Jeg havde prøvet 1000 måder, men ingen var rigtig gode. Men så var den der pludselig, og så stod jeg tidligt op om morgenen og øvede mig foran et spejl,” fortæller Vigga Sidenius Guldhammer, da vi mødes en fredag midt på dagen på Edison-scenen i København.
Her medvirker hun i Betty Nansen Teatrets eksperiment Who Run the World, hvor fire skuespillere sammen med det kunstneriske hold udvikler 9 forestillinger, der undersøger magt, på 9 uger. Vigga deltog sidste år i teatrets åbne audition, som teatrets nye direktørpar, Niels Erling og Nanna Jelsgaaard gentager i år, og som gav hende adgang til at spille med i en forestilling i dette års repertoire.
Fra Frankrig til Frederiksberg
”Jeg var i gang med prøver i Frankrig, hvor jeg er uddannet, så jeg strøg herop aftenen før, tog ind og spillede og rejste tilbage igen. Jeg tænkte: Det her sker aldrig, så det må jeg ikke gå glip af. Det må være skæbnen,” smiler hun om den uvante mulighed for at komme ind i den danske scenekunstbranche, som kan være svær, når man kommer udefra.
”Jeg kan ikke huske meget fra de tre minutter, for jeg var temmelig nervøs. Men der var en frihed i, at de ikke søgte til en bestemt rolle. Jeg skulle ikke vise, hvor god jeg var til at spille fx Julie, jeg kunne bare komme og fortolke en tekst selv. Det var befriende. Netværk betyder meget i vores branche, så jeg så det som en mulighed for at komme ind,” fortæller hun.
Det var befriende
Vigga kom gennem nåleøjet blandt de flere hundrede, der mødte op til audition. Efter en supplerende prøve på teatret, stod det klart, at hun havde fået sit første professionelle job i Danmark.
”Jeg skulle bare have været i Frankrig i fire måneder, men så blev det til seks år. Jeg læste dramaturgi i Aarhus og tog derned for et semester. Men så opdagede jeg en skole med dans og fysisk teater, der så fed ud. Så den startede jeg på, og dem, jeg gik på hold med, søgte ind på den officielle uddannelse, så det gjorde jeg også – og kom ind. Og tre år efter blev jeg færdig. Selvom det måske er tarveligt at sige, var det hele lidt tilfældigt. Jeg tog ikke derned for at blive skuespiller, men sådan gik det,” fortæller Vigga.
Vildt og fantastisk samarbejde
Nu gælder det Who Run the World. Holdet er i gang med tredje spillerunde, da vi taler sammen, så Vigga har allerede en form for rutine med processen. Hver uge er der 2,5 dages prøver, 3 spilledage og et par fridage, før det hele starter forfra igen.
”Det er vildt at være en del af et projekt, der virker så vanvittigt, men samarbejdet er virkelig vildt og fantastisk. Henrik (Grimbäck, instruktør, red.) kan skabe et rum, hvor man ikke kan sige noget forkert. Hvor man bare kan prøve. Nogle dage holder man sig mere tilbage, og nogle dage er man den, der tager teten,” fortæller hun om processen, hvor holdet improviserer de ni kapitler frem.
Vi øver os i at fortælle sammen
”Det bliver faktisk til en leg. Vi skal fortælle en masse historier, og så fortæller vi dem sammen og skaber nogle billeder. Vi har en grundhistorie, men ingen tekst. Henrik er rigtig god til at fortælle historier, så hver episode starter med, at han fortæller. Bagefter kan det være, at han beder os fire spillere om at genfortælle det kvarter, han lige har fortalt, og så glemmer man måske en detalje, eller en anden bryder ind, eller lyset får en idé, så vi øver os i at fortælle sammen,” forklarer Vigga og uddyber:
”Det er ud fra den første fortælling, at historien tager form og bliver til fysiske billeder. Nogle billeder fungerer, andre ikke, og det er ikke nødvendigvis de billeder, man selv har fundet på, som man spiller på scenen. Det er ikke sikkert, jeg siger de sætninger, jeg sagde i går, i dag. Vi leger sammen på den måde, så hvis den ene går i stå, så er der bare en anden, der tager replikken.”
Magt er abstrakt
Vigga vender flere gange tilbage til, at formatet kan noget særligt. ”Jeg har spillet mere traditionelle forestillinger, og der er også noget fantastisk ved at skulle gøre præcis det samme hver aften, men her er der en stor frihed i, at man ikke kan glemme sin replik. For vi kan forme det og finde nye ideer hver aften med det publikum, der er der,” siger hun og peger på, at hun også selv bliver klogere på emnerne i de enkelte kapitler. Især anden del om kolonialisme har gjort indtryk på hende.
Vi kan forme det og finde nye ideer hver aften
”Magt og penge er så abstrakt for de fleste af os, så jeg håber, alle temaerne sætter tanker i gang. Nogle af mine veninder har set forestillingen om kolonialisme, og da jeg mødte dem nogle dage efter, var de stadig helt optaget af emnet og spurgte om alt muligt.
De er jo bare mine veninder, og der er sikkert andre i publikum, der ved meget mere om det end os, men jeg synes, det er helt vanvittigt at stå her som 30-årig og mangle hele det kapitel af historien. Vi har ikke lært det i skolen, så jeg håber virkelig, at publikum bliver inspireret til at gå ud og følge op på det,” siger hun entusiastisk.
Den gode grådighed
Hendes nysgerrighed gælder også alt det, der skal komme. Det næste bliver en helt anden type forestilling i Frankrig, men Vigga håber, at hun også har fået en krog ind i det danske scenekunstlandskab med Who Run the World, så fremtiden kan udspille sig begge steder.
En krog ind i det danske scenekunstlandskab
”Der er stor forskel på miljøet her og i Frankrig, og man kan måske sige, at mine drømme ligger her, men fordi, jeg er uddannet i Frankrig, er mit netværk lige nu større i Frankrig end herhjemme. Men lige meget hvor, håber jeg, at jeg bliver ved med at turde kaste mig ud i nye ting og prøve alle mulige forskellige roller og forskellige typer – også når jeg ikke længere er nyuddannet. Jeg har meget lyst til at gøre det hele. Lige nu har jeg virkelig bare sådan en oplevelse af, ja altså af den gode grådighed,” runder hun varmt og eftertænksomt vores samtale af.
