Svenske Lisa Lou gæstede forleden AFUK Scene med sin vidunderlige monolog Kruskelusk. Alene med sin kinesiske pæl og to projektører skaber hun en en både morsom og eksistentiel fortælling om at lede efter sig selv i et spil mellem instinkter og poseren, mellem ubevidsthed og forstillelse. Det er magisk smukt og teknisk brillant i al sin enkelhed, der kan afkodes på mange niveauer.
Lyset fanger den kinesiske pæl, der knejser mod himlen i det ellers sorte scenerum. Ved pælens fod ligger en skikkelse. En krop uden hoved med fødderne i vejret og hænderne forsigtigt strakt ud mod os. Fingrene kribler lidt til højre, og så krabler de lidt til venstre. Som løsrevne eksistenser med eget liv. De drager på opdagelse. Så svinger benene frem og sætter hele kroppen i bevægelse om pælen. Op at stå, mens hænderne fortsat er på egen ekspedition rundt om kroppen, før de atter får et fast greb i pælen.

Poesien siver ud af lærredet
Vi ser hendes undrende mimik, mens hænderne flytter ansigtet fra side til side i præcise ryk. Så op mod pælens top, hvor hun kortvarigt hænger vægtløst, inden hun rutsjer mod gulvet. Styrtet forlænges med rul, hop og drej. Op igen, mens hovedet vipper distinkt fra side til side. Atter ned i fastlåst lotusstilling som en svævende Buddha, men dog så meget lettere og drilsk.
Hænder og fødder er hele tiden på opdagelse som selvstændige aktører
Matthieu Bonnecuelle og Karoline Wallaces lydlandskab skifter karakter til enkle klange, mens Lou tripper om pælen. Hænder og fødder er hele tiden på opdagelse som selvstændige aktører, der spejler den undren – eller måske nærmere nysgerrighed – der farver hendes ansigt og blik. Lisa Lou adskiller kroppens dele fra bevidstheden, så alt lader til at komme bag på hende, men samtidig er koreograferet med sublim og morsom akkuratesse.
Så står hun pludselig stille og bliver fanget i lyset. Først af én projektør, så af en anden, så hun fordobles i et optisk bedrag. To skyggeskikkelser, der kan række ud mod hinanden, men som opsuges i ét mørke, når de løber søgende mod hinanden. Poesien siver blidt ud fra de to lærredskikkelser, der giver endnu et visuelt lag til oplevelsen af, at Kruskelusk er i familie med gamle stumfilm, blot er de præcise bevægelser mere organiske her, så staccatotempoet opløses i et legende flow.

Fortællingens fylde
En bluessang slås an. En hånd går på vandring, den anden prøver at pakke den væk. Ned i lommen, bliv nu dernede. Men nej, hånden har sit eget liv og bliver vildere og vildere, til den til sidst ryster hele kroppen i latterfremkaldende spasmer. “I took my chances,” lyder det i det nu let mudrede lydspor, og det gør hun. I et flot orkestreret sekvens løber hun med gadedrengehop mod pælens top og glider langsomt ned, for blot at svinge sig op igen i en serie af fine poseringer i et tempo af hektisk aktivitet afbrudt af meditative frys.
Så ruller hun igen ud i skyggernes land og armene bliver mørke, når de flyder ind i hinanden i projektørernes lys. Som abstrakte pulserende blodstrømme glider de ind i hinanden til lyden af et hjerte, der slår. Så bryder hun og kravler atter længselsfuldt mod toppen af pælen med sin næsten flabet gode teknik, der lader hende udnytte temposkift til det maksimale. Bølgebrus. Mørke. Hun er oppe. Fremme ved et nyt startpunkt.
Lisa Lou er ikke bare en fremragende pæleartist, men også en vidunderlig fortæller
Lisa Lou er ikke bare en fremragende pæleartist, men også en vidunderlig fortæller. Kruskelusk er umiddelbart afkodelig for alle aldre med hendes talende mimik og krop, men har mange lag og detaljer, der giver fortællingen fylde. Opdagelsen – og dermed også mod og nysgerrighed – er på spil, men også den konsekvente adskillelse af bevægelser og bevidsthed, der giver hele forestillingen en dynamik, der både er visuelt genkendelig – som babyens undrende blik på sin egen sprællende fod – men som også stiller spørgsmål ved spillet mellem instinkter og forstillelse.
Af og med: Lisa Lou Ødegaard. Konsulent: Sampo Kurppa. Musik: Matthieu Bonnecuelle og Karoline Wallace. Lysdesign: Kenneth Danielsen. Producenter: Les Rescapées.
Set på AFUK Scene 5. november 2026. Kruskelusk spiller også på DYNAMO 26. – 28. november 2026.




