★★★☆☆☆ Carmen er blevet lidt for jysk i ny turnéopsætning

Den Jyske Opera vil gøre opera folkelig, men i Johanne Holtens turnéopsætning af Carmen bliver de gode intentioner en kunstnerisk spændetrøje. En sprudlende opera reduceres til et entydigt debatindlæg om partnervold.

Det var først i S-toget på vej hjem fra Carmen på Musikteatret Albertslund, at det for alvor gik op for mig, hvilket foretagende Den Jyske Opera egentlig er. Frem for at producere dristig, nyskabende opera vil det turnerende kompagni først og fremmest være folkeligt. Som et bevidst alternativ til københavnersnuderiet på Det Kongelige Teater skaber jyderne opera til den brede middelklasse.

Det kan man kun have respekt for. Ikke mindst når man samtidig ser, hvor stor en indsats kompagniet gør for at opdyrke det danske operamiljø ved at give uprøvede sangere, instruktører og scenografer chancen. Et ansvar, som Det Kongelige Teater i stigende grad lægger fra sig.

Men den folkelige ambition har også sine slagsider. Den 32-årige instruktør Johanne Holten er i hvert fald gået til sin opsætning af Bizets Carmen med en forsigtighed, der får den ellers så farverige hitopera til at falme. For der er forskel på at gøre opera tilgængelig og at gøre den ufarlig. Man skal passe på ikke at undervurdere provinsens publikum.

Stivbenet Habanera

Inden forestillingen begynder, forsøger jeg at danne mig et indtryk af publikumsdemografien. Langt de fleste har nået pensionsalderen. Måske nogle af dem kan huske tiden før tekstningsanlægget blev standard på operascenerne i 1990’erne. Dengang oversættelser ikke var et særsyn, men en nødvendighed, hvis publikum skulle have en chance for at forstå noget som helst.

En praksis, som Den Jyske Opera har genoplivet. Ikke af pragmatiske hensyn, men som et æstetisk valg. Tanken er, at opera fungerer bedst, når man slår hjernen fra og mærker de ord, der bliver sunget. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Men i Johanne Holtens Carmen spænder den danske oversættelse fra 1974 ben for ambitionen. Sproget er så håbløst antikveret, at det, der skulle bringe os tættere på dramaet, i stedet skubber os længere væk.

Problemet melder sig allerede i Habaneraen. Her skal Carmen, sunget af Siv Misund, etablere sig som festens løsslupne midtpunkt med sin glidende, nedadgående melodi over de skarpe, sydlandske rytmer. Men der er mere træskovals end spansk temperament over scenen. »Når jeg elsker, så vogt dig vel«, synger Misund, men selv den mest forførende mezzosopran ville få svært ved at gøre så akavet en sætning sensuel og faretruende. Stivheden forplanter sig til orkestret, der mangler den vildskab, som musikken kræver. Det bliver alt sammen lidt for jysk.

Obligatorisk feminisme

I Den Jyske Operas opsætning har Carmen mistet den glød, Bizet komponerede ind i hendes rolle. I stedet fastholder Holten hende i en offerrolle, der understreger grusomheden i den partnervold, operaen skildrer. Allerede under ouverturen rækker skyggefulde hænder ud efter hende, som var hun fra begyndelsen fanget i et samfundsmæssigt kvælertag. Da Don José efter pausen lægger hånden over Carmens mund, står det klart, at det ikke kun er ham, den er gal med, men hele patriarkatet.

Pligtopfyldende gentager Holten den feministiske læsning, som siden 1990’erne nærmest har været obligatorisk i fortolkninger af Carmen. Det er ikke i sig selv noget problem. Men har man stadig den konfronterende, iderige og, ja, københavnersmarte omkalfatring The Undoing of Carmen fra Copenhagen Opera Festival i 2024 frisk i erindringen, er det svært at stille sig tilfreds med Holtens artige tilgang. Med traditionelle kostumer og tilbageholdende scenografi sørger hun for, at ingen for alvor bliver udfordret.

Når Carmens uhæmmede karaktertræk nedtones, falder kontrasten til dydsmønsteret Micaëla til jorden. Sopranen Sofie Lund synger ellers Micaëla med den uskyldsrene sødme, rollen kræver. Forgæves forsøger Micaëla at holde Anders Kampmanns toksiske Don José på dydens smalle sti. Men han er mors dreng, vant til at få, hvad han peger på. Og tanken om, at Carmen ikke tilhører ham, er utålelig.

Opera eller debatindlæg?

Opsætningen er stærkest, når operaens skæbnetunge mørke får lov at sænke sig. Som i scenen, hvor Carmen lægger tarotkort med sine veninder. Stemningen er løssluppen og overstadig, indtil turen kommer til hende selv. Hun mærker Don Josés blik hvile på sig. The male gaze, som man kalder det på KUA. Kortene varsler hendes tragiske skæbne, og Misund bevæger sig dragende ned i sit dybe register. Med ét fordamper al kådhed, og pludselig mærker man den alvor, Holten så indtrængende vil have publikum til at tage med hjem.

Måske kan operaen faktisk sætte gang i en vigtig samtale ude i de danske forstæder. Den Jyske Opera har ligefrem indgået et samarbejde med kvindeorganisationen Danner, som har bidraget med viden om partnervold og en fotoudstilling, der følger med på turneen. Et initiativ, som understreger, at Carmens skæbne ikke blot hører operahistorien til. Men Holtens trang til at gøre operaen samfundsrelevant ender med at tage livet af dens kunstneriske flertydighed. Et sprudlende, kontrastfyldt værk er blevet reduceret til et entydigt debatindlæg. For hvorfor pakke Carmen ind i vat, bare fordi hun skal på turné? De danske provinser fortjener bedre.