★★★★☆☆ Stille Hjerte sætter ord og menneskelighed på dødshjælp

Sjællands Teater stempler ind i debatten om aktiv dødshjælp med Vibeke Wredes dramatisering af Bille Augusts film Stille Hjerte fra 2014. Det er en god adaption, der viser, at teatret kan give aktuelle samfundsdebatter nuancer og sprækker i en neddæmpet, naturalistisk stil, vi ikke så ofte ser.

“Er du klar?” spørger han. “Bliver man nogensinde det?” svarer hun. En tilsyneladende let ordskifte mellem et ældre par bærer tyngden i sig, da det ikke kun handler om at blive klar til den forestående julemiddag, men også om at blive klar til at sige farvel, at dø.

Ester har ALS og bevæger sig besværet over gulvet i det træbeklædte køkken-alrum, der signalerer øvre middelklasse. Poul, hendes mand, springer derimod adræt rundt mellem gryderne. Hans sorg er foldet ind i den stilfærdige opmærksomhed på hendes behov, og hans loyale lægefaglige støtte til hendes beslutning om at begå selvmord, før sygdommen lammer hende helt.

Dirrende konflikter

Så ankommer deres ældste datter, Heidi, og hendes familie. “Hvorfor skal vi holde jul midt om sommeren?” spørger teenagedatteren, og det skal de jo, fordi Ester har ønsket at tilbringe sin sidste aftenen med familien på netop den måde. Stemningen er akavet, og bliver ikke mindre trykket, da Esters livsveninde Lisbeth ankommer. Noget komplekst i forholdet antydes, og konfliktniveauet stiger, da lillesøster Sanne og hendes on-off-kæreste Dennis fuldender selskabet.

Familien dirrer således ikke bare af sorg over Ester, men også af af alle de sagte og i starten usagte problemer, der findes i enhver familie. Ikke mindst juleaften, der skal bære så megen harmoni, at den næsten er nødt til at sprække. Her bliver den traditionstunge kulisse af helligdagen over dem alle dog mest en kulisse. Med et kuldsejlet plastictræ og en and, der ikke kan blive færdig i ovnen – suppleret med store mængder alkohol – drives handlingen frem.

Det er en velfungerende ramme, der giver mulighed for samling om det store spisebord i midten. Der er også større og mindre grupperinger omkring sofaen i den ene side, køkkenet i baggrunden og den runde puf i den anden side. Her trækker teenageren Josephine sig hen, når hun trænger til en pause fra de voksne.

Jeg har brug for mere tid

Setuppet bliver dermed filmisk, og instruktør Vibeke Wrede klipper dygtigt mellem dialogerne og skaber et flow, der holder emnets nerve åben midt i traditioner og trakasserier. Det er en levende familie, som de fleste af os kan genkende lidt af os selv i. Det gælder, hvad enten vi identificerer os med Josephines barske teenageskrøbelighed, Heidis hektiske forsøg på at glatte ud eller Sannes forkrøblede oplevelse af at være det sorte får. Selvmord er ikke et helt nyt tema i familien, viser det sig. Sanne har psykiske problemer, og Ester bekymrer sig om hendes fremtid, selvom hun godt er klar over, at Sanne er den stærkeste af de to søstre.

Det viser hun til til slut, da dramaet strammer til. Men først er hun den, der fortryder sin opbakning til Esters beslutning om at dø, mens Heidi bakker op som den pligtopfyldende datter, hun er – eller gerne vil være. Men som maskerne falder og hemmeligheder afsløres, skifter de to perspektiv. “Jeg har brug for mere tid,” siger nu Heidi, mens Sanne trækker sig ind i sig selv og kommer styrket ud.

Spillet mellem Sofie Topp Christensen og Carla Malling Agger som de to søstre er fornemt orkestreret. Det er en troværdig søskenderelation, der samtidig trækker to positioner for og imod assisteret selvmord op. Skal vi anerkende den døendes ret til selv at bestemme, og hvad med vores egne følelser?

Søstrene kæmper, samtidig med egne dæmoner, med mindreværd og præstationspres. Brian Kristensen spiller med komisk præcision Heidis midtlivskriseramte mand Michael, mens Joachim Kubel lader Sannes hashrygende kæreste Dennis vokse undervejs. Han er måske klicheen på den lidt flippede outsider, men formidler som Kristensen reel menneskelighed i et drama, de kun er statister i.

Som at kigge ind i naboens stue

Dramaets hovedpersoner er døtrene, og selvfølgelig Ester selv, der stoisk går sit endeligt i møde. Kun midtvejs ser vi den uendelige smerte, når Pia Jondal trækker i sit gamle røde strutskørt fra sin vilde ungdom i 80’erne og danser til de hits, der formede hende. Kroppen kan ikke, men hun kæmper for et sidste trin, en sidste ekstatisk arm mod himlen, mens ansigtet fortrækkes i pine. Det er – om end skematisk – en vigtig scene, der bryder Esters stålsatte beslutsomhed.

Hun er den stærke, der også vil række ud over graven. Både hendes mand og veninde følger hendes ønsker. Gunvor Reynberg er blid og diskret som veninden Lisbeth, mens Henrik Jandorf træder flot i karakter som en mand, der står i sin egen ret og formår at have mere end en følelse ad gangen. Det er fine præstationer hele vejen rundt, hvor karakterne nok belyser temaet, men også fremstår som runde figurer i Wredes rytmiske instruktion.

Det er ikke som sådan klassisk debatteater, men naturalistisk problemdrama, som vi sjældent ser det for tiden, med mindre der er tale om amerikanske familiedramaer, der ofte har et stærkt drys af patos, der ligger dårligt på den danske tunge. Det er der ikke tale om her, og derfor flyder dialogen også, som sad vi og kiggede ind i nabofamiliens stue.

Der er selvfølgelig en komprimeret samling af konflikter udenom kernekonflikten på tværs af generationer og i parforholdene. Det virker imidlertid ikke forceret eller forklarende, men menneskeligt vedkommende. Jeg har ikke set filmen, men Stille Hjerte er en god adaption, der står som eget afrundet værk og et udmærket eksempel på, at teatret kan give aktuelle samfundsdebatter nuancer og sprækker.