★★★★☆☆ I Moseloven blander bodyhorror blod med poesi

Teater Momentums kunstneriske profil Elias Sadaq viser atter sin unikke sans for at lade hverdagen og mystikken flyde sammen i ét poetisk univers. I Moseloven trækker han især på myten om den menneskeskabte golem til at bearbejde en sorg mellem brødre i en ghetto. Kristian Bundgaard og Simon Kjærgaard Madsen spiller brødrene, så englene synger.

“Der er en gud og det er Mosen”.

Stemmen klinger ildevarslende ned over det tegneserieagtige univers, der udgør ghettoen ved mosen. En sprække åbner sig under en af boligblokkene, og ud kravler mosen. Mosen ved alt, og det er mosen der absorberer blodet fra den unge mand, der måske lidt tilfældigt bliver skudt på vej gennem ghettoen.

Tilbage står hans sørgende lillebror Abel, der skriger mod det uforståelige. “Hvorfor tænkte du ikke på mig? Jeg kan ikke leve uden dig.” Simon Kjærgaard Madsen rammer tonen rent og får med sin febrilske rasen formidlet både den akutte sorg og de konflikter, der rumlede mellem broren og abbi og emmee, deres far og mor.

Urmyter på spil

Elias Sadaq er kunstnerisk profil på Momentum i år og løfter med Moseloven sine kendemærker ud af det personlige rum, som senest Djinn (2025) så dansende smukt var et eksempel på. Det overnaturlige, det mytiske blander sig med hverdagen og bliver en form for forløser, hvad enten det er djinn, ånden indeni, der bærer vores anderledeshed, eller som her mosen, der som en golem tager fast form og bliver en følgesvend – på godt og ondt – for Abel, mens han bearbejder sorgen over sin tabte bror.

En golem formes af dødt materiale og kaldes til live ved, at man placerer en seddel i dens mund med navnet på gud eller sandhed. Ofte bliver golemer hidkaldt i nødens stund. Ofte går det galt med dem, fordi de får deres eget liv, og agerer på måder, deres skaber ikke har forudset.

Sadaq fletter her golemmyten sammen med en omdigtning af myten om Kain og Abel. Urmyten om brødreskab og jalousi får her flere twist, da Abel er den overlevende – og ikke involveret i brorens død. Vi får således det modsatte perspektiv. Et måske også mere moderne perspektiv, hvor Abel identificerer sig mere med den elskede storebror end han angler efter anerkendelse hos abbi og emmee.

Koks i sækkestolen

I sin sorg drages Abel mod gerningsstedet i mosen, hvor han på magisk vis skaber sin golem som en substitut for broren ved at putte digte i mose-golems mund. “Du kan kun adlyde din skaber,” siger han besværgende, mens Mosen kæmper med sollys i øjnene og langsomt akklimatiserer sig til rollen som bror. En sækkestol og en vaper i brorens lille efterladte lejlighed gør sammen med hans halskæde tricket, og tonen er fundet mellem de to.

Kristian Bundgaard doserer flot balancen mellem det naive – at få og bevæge en krop – og mosens uendelige visdom og viden om de små mennesker, der har levet nær den gennem alle tider og i den presserende nutid, hvor nedrivninger skaber utryghed i ghettoen. Dette sidste emne holdes fint i ave i teksten, så det blot simrer som et blandt flere livsvilkår under Abels sorgproces.

Samspillet mellem de to er rørende i Camilla Kolds sikre instruktion, der ikke er bange for at lade nerver dirre. Komisk sødt, når Mosen skal lære at gå baglæns, eller kokser ud i sækkestolen. Bevægende, når deres ansigter mødes i vandets spejl. Uhyggeligt, når Abel mister kontrollen og Mosen viser sine voldelige sider. Understøttet af den dunkle belysning og Palle Nothlevs suspense-vibrerende lydlandskab får horroren frit løb, mens scenebilledet bogstavelig talt klapper sammen for øjnene af os.

Mennesket er ikke gud

Moseloven viser en dramatiker i spændende udvikling. Det er en konsekvent fortalt og letforståelig historie, der samtidig bærer Sadaqs umiskendelige flair for mystik, her i bodyhorrorens form. Han bliver stadigt bedre til at integrere forskellige verdener og niveauer i et samlet univers, hvor hverdagssprog, myte og her besjæling er dele af hinanden. Hvor det menneskelige mødes med det guddommelige. Her er det ikke bare skrivestilen, men også en integreret del af forestillingens tema.

Mennesket er ikke gud og kan ikke skabe gud, men kan måske røre det guddommelige i glimt. I broderkærligheden, i sorgen, i accepten af sig selv. “Hvis jeg var din bror, ville jeg sige: Jeg elsker dig og det hele skal nok gå,” siger Mosen, da den til slut forlader Abel og igen bliver til jord.

Det er en relaterbar historie, der formår at jonglere både eksistentielle og samfundsmæssige problematikker ved at indføje dem i et poetisk univers, der også i høj grad vækker genkendelse og sætter sig i en i kraft af det stærke samspil mellem de to virkelige gode spillere. Dem vil vi gerne se meget mere til.